DI's Lars Sandahl Sørensen havde hellere set, at regeringen prioriterer midler til at investere i konkurrencekraft, forskning eller folkeskolen, som vil give samfundet et stærkere fremtidsfundament under fødderne.

Foto: Bureau Jantzen
01.01.26 DIB Nyheder

Selv i et valgår gælder det om være ansvarlige i usikre tider

Mette Frederiksens nytårstale er en tydelig indikation på, at vi nu er et i valgår, siger DI’s Lars Sandahl, der efterlyser klare og modige ambitioner for at sikre fremtidens velstand.

Dansk Industri deler statsminister Mette Frederiksen fokus på de usikre tider og den massive alvorsstund, vi står i som samfund på flere fronter. Det understreger det enorme fælles ansvar for, at vi ruster os til den fremtid, som kun bliver mere udfordrende i 2026 og frem, lyder det fra DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen i en reaktion på statsministerens nytårstale 1. januar.

Derfor havde det klædt nytårstalen med klarere fremtidsvisioner for, hvordan Danmark som samfund i foranderlige tider fastholder og udvikler den velstand, vi nyder godt af i nuet, pointerer DI-chefen. En forudsætning for et sikkert, harmonisk og trygt samfund er først og fremmest et rigt samfund.

 - Forudsætningen for mere forsvar og sikkerhed, klimasikring, velfærd og sundhed er, at vi også på sigt har nok velstand, og derfor vil jeg både appellere til statsministeren og øvrige ansvarlige partiledere om at tænke i langsigtede visionære veje for Danmark og ikke kun i kortsigtet forbrug. Netop fordi vi står økonomisk stærkere end de fleste lande, er det tid til at være modige, reformere og modernisere langsigtet – frem for ’mere vil have mere’, selvom det kan være fristende i et valgår, siger Lars Sandahl Sørensen.

DI forstår godt regeringens politiske behov for at adressere de stigende fødevarepriser, og de kan også isoleret set fremstå sympatiske.

 - Men dels forventer dagligvarebutikkerne nu prisfald, og dels stiger overførselsindkomster automatisk i takt med lønstigninger, ligesom der i det nye år træder flere politiske tiltag i kraft, som øger købekraften. Lad mig ikke mindst også minde om, at arbejdsmarkedets parter i fællesskab har aftalt markante reallønsstigninger, som også slår igennem nu, siger DI-direktøren.

Brug for styrket konkurrencekraft

Derfor burde regeringen hellere prioritere midler til at investere i eksempelvis konkurrencekraft, forskning eller folkeskolen, som vil give samfundet et stærkere fremtidsfundament under fødderne.

 - Midlertidige målrettede fødevarechecks bliver aldrig vores kop te, men de er dog at foretrække frem for differentieret moms, som udover at ville koste virksomhederne dyrt, går stik imod den afbureaukratiseringsøvelse, regeringen med succes har brugt et halvt år på som formand for EU, siger Lars Sandahl.

Overblik: Dyk ned i DI’s status over dansk EU-formandskab

Han havde derfor hellere set en alternativ model, hvor regeringen undersøger muligheden for at fremrykke reguleringen af overførselsindkomsterne, så de mest udsatte uden for arbejdsmarkedet får bedre hjælp.

 - Vi er enige i, at vi skal tage bedre hånd om vores unge, og i erhvervslivet har vi mange nøgler til også at tage ansvar for endnu mere meningsfyldte ungdomsliv. Jeg vil også gerne anerkende regeringen for at have taget et stort ansvar i svære tider, og jeg deler statsministerens syn på, at der ligger meget håb for fremtiden i at bygge på fællesskabet og tilliden til hinanden, som ikke kommer af sig selv, slutter Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: Hos VOLA er erhvervspraktik sat i system

Morten Høyer

Morten Høyer

Politisk direktør

Relateret indhold