Trumpmelding giver forsigtig optimisme i DI
Det er positive nyheder, hvis det står til troende, at præsident Trump aflyser toldtrusler mod europæiske lande på baggrund af en rammeaftale med NATO, mener DI.
USA's præsident har onsdag aften udsendt en besked, der aflyser de trusler om told på varer fra Danmark og en række andre europæiske lande, som han udsendte så sent som sidste weekend:
"På baggrund af et yderst produktivt møde, jeg har afholdt med NATOs generalsekretær, Mark Rutte, har vi udarbejdet rammerne for en fremtidig aftale om Grønland og faktisk hele Arktis. Denne løsning, hvis den bliver gennemført, vil være fantastisk for USA og alle NATO-lande. På baggrund af dette vil jeg ikke indføre de toldafgifter, der efter planen skulle have trådt i kraft 1. februar. Der føres yderligere drøftelser om Golden Dome, da det vedrører Grønland," skriver præsidenten ifølge TV2.
Hvis det står til troende, er det positive nyheder, mener Dansk Industri (DI).
- Det viser måske også, at Europas samlede stemme betyder noget, siger chef for DI Global Handel og Investering Lukas Lausen.
Han fortsætter
- Lidt forsigtig er jeg dog. Vi ved på nuværende tidspunkt for lidt til faktisk at kunne stole på, hvad den amerikanske præsident melder, men jeg tolker det som de første skridt i den rigtige retning. Vi afventer at se, hvad meldingen betyder i praksis. Det er vigtigt, at told ikke bruges som magtmiddel blandt venner.
Læs også: Her er effekterne af Trumps toldtrut
Rammeaftale bekræftet af Rutte
Mark Rutte har bekræftet, at han sammen med Donald Trump har landet en 'ramme' for en aftale om Grønland. Men ifølge Lukas Lausen bør det ikke betyde, at trykket er taget af Europa.
- Den handelsaftale der blev indgået mellem USA og EU sidste år findes stadig, og den er enormt dyr for danske virksomheder, så handelskrigen er der stadig, siger Lukas Lausen.
Han påpeger samtidig, at EU bliver nødt til hurtigere at komme op i fart og styrke konkurrenceevnen.
- Vi skal i Europa holde fokus på det, der er vores store opgaver nu, især konkurrenceevne og bæredygtig udvikling. Vi skal ikke lade os forstyrre så meget så meget af, hvad alle andre siger og gør, siger Lukas Lausen.
Læs også: Enorm skuffelse: EU-Parlamentet sender handelsaftale i retten
Torsdag den 22. januar klokken 13.30-14.30 kan du deltage i webinar, hvor DI orienterer om den seneste udvikling i toldkrigen mellem EU og USA