Landedirektør Jacob Bolton (tv) og Levitates stifter Lasse Werner Madsen sammen med den ukrainske krigsveteran Oleh Symoroz ved konferencen Amputee Reham Summit i Kyiv i 2025.

Foto: Levitate
26.01.26 DIB Nyheder

”Ukraine er ikke noget, man gør halvhjertet”

DI i Ukraine: Proteser fra danske Levitate får krigsveteraner på benene i Ukraine. Virksomheden er nu fast etableret i landet.

Turen fra Herlev til Ukraine har Lasse Werner Madsen, stifter af danske Levitate, taget mange gange siden Ruslands fuldskalainvasion i februar 2022. Faktisk har firmaets medarbejdere brugt over 400 dage i Ukraine siden krigens start.

Og for ham selv er det vigtigt at sende et klart signal. Stempler i passet vidner om 18 ture ind i det krigshærgede land.

- Ukraine er ikke noget, man kan gøre halvhjertet. De har brug for hjælp og skal se, at vi mener det. Så i april 2025 valgte vi at etablere en mere permanent tilstedeværelse i Ukraine. Nu er der tre ukrainske ansatte og en dansk medarbejder med base i Kyiv. Vi satser på at blive der længe endnu, siger Lasse Werner Madsen, som DI Business møder i den ukrainske hovedstad Kyiv.

Levitate producerer højteknologiske benproteser i moderne design. Der er brug for hjælpemidler i Ukraine, hvor soldater i titusindvis vender hjem fra fronten til langstrakte forløb med amputationer og genoptræning både fysisk og mentalt. Lasse Werner Madsen opsøger og møder selv veteraner, hver gang han er i landet:

- Det at se, hvilken forskel man gør, opvejer flere hundrede gange de besværligheder og personlige konsekvenser, der måtte være ved at have så mange rejsedage. Det ér besværligt, men det er bare sådan, det er. Ukrainerne har brug for vores hjælp. Og så må vi gøre, det vi kan. Det er vores pligt at hjælpe de her mennesker, pointerer han.

Læs også: Investeringsfond klar : Oplagt at se mod Ukraine nu

Artikel fortsætter under video

Levitates stifter Lasse Werner Madsen fortæller her fra virksomhedens fabrik i Herlev om indsatsen i Ukraine.

Video: Frederik Bo Vestergaard Thomsen

En opfindelse af nød

- Mit mål med Levitate har fra starten været at skabe proteser til aktive mennesker, der gerne vil blive ved med at leve et aktivt liv, dyrke sport og gøre det meste af det, de kunne tidligere, siger stifteren. 

Lasse Werner Madsen ved, hvad han taler om. En knallertulykke som 14-årig, kostede ikke alene hans højre ben, men også drømmen om en karriere som elitegymnast. Nogle år senere han ind på ingeniørstudiet. Med i rygsækken havde Lasse Werner Madsen flere års erfaringer med, hvor svært det var at få ordentlige benproteser. De var enten meget dårlige eller alt for dyre.

I en ferie, hvor DTU’s laboratorier stod tomme, fik Lasse Werner Madsen lov til at låne plads til et eksperiment.

- Jeg ville udvikle en ny protese. Først og fremmest af personligt behov. Jeg var et sted i mit liv, hvor sport og aktivitet fyldte meget, men jeg kunne ikke få støtte gennem det offentlige til gode proteser. Da jeg delte min opfindelse på sociale medier, tog det fart. Måske var det svært i Danmark, men jeg fandt ud af, at det var endnu sværere i udlandet - og efterspørgslen eksploderede.

Læs også: ”Krig eller ej – en by skal holdes ren”

Desværre et stort marked

I dag er Ukraine et af de potentielt store markeder for Levitate. Desværre, som Lasse Werner Madsen, understreger. Nok er han glad for mulighederne og fremgangen, men det er på et dystert bagtæppe.

- Vi har fem kernemarkeder fordelt på Europa og Nordamerika, og derudover 20-25 lande, hvor vi distribuerer i større eller mindre omfang. Ukraine er et sted, hvor vi nu af kedelige grunde ser en større efterspørgsel.

Og Lasse Werner Madsen sigter mod at skabe en særlig og stærk lokal forankring af Levitate i Ukraine.

- Vi arbejder på at udvikle et tæt samarbejde med ukrainerne, og vi gør det for dem. Vi vidste, at vi skulle være fysisk tilstede og tilgængelige fra day one. Andre behandler det måske lidt som just another market. Vi vil være der for ukrainerne, med ukrainerne, i Ukraine.

I Ukraine studser veteraner af og til over de danske sportsproteser fra Levitate. De er anderledes. Hvor traditionelle proteser imiterer en fod, er Lasse Werner Madsen idé, at gøre det tydligt at det er funktionalitet og moderne teknologi, der er tanken bag løsningen.

Lasse Werner Madsen og Levitate fik i 2025 Årets Danske Designpris for at have skabt nytænkende og moderne benproteser. I Ukraine tæller Levitates brugere i dag sportsudøvere, maratonløbere, bjergbestigere, aktive soldater og veteraner – og ikke mindst familiefædre, fortæller Levitates stifter:

- Vi kan gøre noget for et stort antal mennesker i en ekstremt svær situation. Det er ikke bare mobilitet, men også værdighed og et håb om en bedre fremtid. Om det er for at forsvare deres land, så er det en type håb, eller måske for at være den bedste far for sine børn. De beviser for sig selv, at det kan de godt. 

Læs også: Sådan undgår du faldgruber i Ukraine

Levitate deltog i veteran-sportseventet GART i december 2025 i Kyiv, hvor deltagerne kunne prøve deres proteser som et alternativ til de traditionelle løsninger i billedet tv. Eventet var arrangeret af organisationen Come Back Alive. Foto: Alexandra Strand Holm 

Levitate deltog i veteran-sportseventet GART i december 2025 i Kyiv, hvor deltagerne kunne prøve deres proteser. Eventet var arrangeret af organisationen Come Back Alive. Foto: Alexandra Strand Holm 

Levitate deltog i veteran-sportseventet GART i december 2025 i Kyiv, hvor deltagerne kunne prøve deres proteser. Eventet var arrangeret af organisationen Come Back Alive. Foto: Alexandra Strand Holm 

Levitate deltog i veteran-sportseventet GART i december 2025 i Kyiv, hvor deltagerne kunne prøve deres proteser. Eventet var arrangeret af organisationen Come Back Alive. Foto: Alexandra Strand Holm 

EIFO blev en løftestang

 Levitate har fået hjælp fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond – også kendt som EIFO - til at sende danske proteser til Ukraine. Og mulighederne for at udvide samarbejdet og støtten til fordel for både Levitate og de ukrainske veteraner, bliver nu undersøgt nærmere, fortæller Lasse Werner Madsen.

- Der er en stor villighed og interesse fra EIFO i forhold til at hjælpe endnu flere veteraner i Ukraine. Behovet for hjælp til finansiering af proteser til ukrainerne er noget af det vi bruger allermest tid på. Det skal vi hjælpe med, fordi ukrainerne har nok udfordringer og ikke lige så stor adgang til internationale aktører, der kan træde til, siger han.

Lasse Werner Madsen råd til dem, der tænker på at komme ind på det ukrainske marked, er klare:

- Det skelsættende for os var, at vi valgte at pakke taskerne og rejse til Ukraine for at undersøge behov for vores proteser. Og så fik vi hjælp til kontakter. En af de organisationer vi arbejder med i Ukraine i dag, blev vi introduceret til via Danish Ukrainian Business Council, fortæller han.

 

El og varme til Ukraine
Ukraines ambassade i Danmark søsætter nu en landsdækkende indsamling, der skal hjælpe landets borgere igennem den kolde vinter, hvor mange oplever strømafbrydelser på grund af de russiske angreb.
Indsamlingen skal gå til indkøb af strømgeneratorer fra HybridGenerator ApS i Årslev.
Manglende strøm driver også mennesker på flugt. Tusindvis søger lige nu ud af byerne. Hjælp dem tilbage til varme hjem.
Donationer til formålet kan ske via mobilpay 886381 (KOLO Nordic) mærket "Varme"
Eller reg. nr. 7312 Konto 0001081134
Læs mere: https://kolonordic.dk/

Foto: KOLO Nordic

En fredsaftales betydning 

Hvornår der måtte komme en reel fredsaftale i Ukraine tør Lasse Werner Madsen  ikke gætte på, men når det først sker, venter en enorm og kompleks opgave med genopbygning og rehabilitering af landet og dets befolkning. 

- Noget af det vigtigste for mig er, at være med til at give Ukraine den arbejdsstyrke, der skal til for ikke at miste momentum, når alt det her skal repareres. Vi ved, at der allerede nu er omkring 80-100.000 mennesker, som har brug for proteser og for mental support. De skal kunne tro på sig selv og fungere også som civile. Det håber jeg, at vores arbejde kan være med til at gøre muligt, slutter Levitates stifter.

Læs også: ”Krig eller ej – en by skal holdes ren”

Gode råd

DI's Ukraineansvarlige Peter Helk deler her seks gode råd, der tager højde for de største udfordringer i Ukraine:   

  • Kortlæg risici før du går ind. Identificér på forhånd hvor korruption typisk opstår: Offentlige indkøb, tilladelser, told og ved brug af mellemmænd.
  • Vælg lokale partnere med omhu. Gennemfør grundig KYC og due diligence. De største risici opstår via tredjeparter.
  • Sæt klare interne spilleregler – og håndhæv dem. En enkel adfærdskodeks for gaver, betalinger og kontakt til myndigheder er afgørende. Regler uden konsekvenser virker ikke.
  • Brug gennemsigtighed og digitalisering aktivt - Sporbare systemer, digitale betalinger og gennemsigtige udbudsplatforme reducerer korruptionsrisici markant.
  • Virksomheder, der siger nej til uformelle betalinger, kan opleve, at de bliver sat tilbage på markedet. Det er en omkostning, men ikke et tegn på fiasko. Vær derfor tålmodig og accepter friktion i den indledende fase og stå ikke alene.
  • Deltagelse i netværk som Danish Ukrainian Business Council giver adgang til erfaringsudveksling, sparring og kollektiv handling, som reducerer presset på den enkelte virksomhed. 

Brug DI

Deltag i Ukraine dagen

Den 24. februar markerer DI fireårsdagen for invasionen af Ukraine ved at samle virksomheder, organisationer, beslutningstagere og civilsamfund for at dele erfaringer og debattere, hvordan vi bedst fastholder opmærksomhed og engagement i den fortsatte støtte til Ukraine. Arrangementet sætter fokus på:

  • Erfaringer og læring fra fire års krig - både i Ukraine og Danmark.
  • Vigtigheden af fortsat støtte og investering - fra både det private og offentlige Danmark.
  • Anerkendelse af dem, der gør en forskel.
  • Muligheder for erhvervslivet, NGO’er, civilsamfund og privatpersoner for at bidrage.
  • Oplæg fra ukrainske og danske nøglepersoner og paneldebatter.
  • Se program og tilmeld dig her
Skrevet af:

Alexandra Strand Holm

Peter V. Helk

Peter V. Helk

Seniorchefkonsulent

Relateret indhold