Fyldte sale og 1100 seere bevidner massiv ai-interesse
Tre fyldte sale og mere end 1100 online deltagere på ”AI for alle” konferencen vidner om, at de fleste har fornemmet lugten i bageriet. Her er essensen og masser af konkret hjælp til din ai-rejse.
”Det kommer til at ramme alle - ligegyldigt om du er arkitekt, advokat, tandlæge eller landmand. Tech-branchen var bare først på Ais huggeblok.”
Sådan lød ordene fra Des Traynor - CSO og Co-founder i virksomheden Intercom, der tilbyder en ai-drevet kundeservice- og kommunikationsplatform til virksomheder, da han holdt tale ved konferencen ”AI for alle”, som Dansk Industri (DI) afholdt i starten af februar.
- Vi havde to fyldte sale i Industriens Hus og en fyldt sal hos Vertica i Aarhus. Derudover var der mere end 1100 personer, der fulgte med online, så jeg tror roligt, man kan sige, at det er gået op for mange, at ai nu er forbi “eksperimentfasen”, siger Henrik Fabrin, head of ai i DI.
I stedet, mener han, er vi trådt ind i en fase, hvor ai ændrer:
- hvordan arbejde udføres (og hvem der udfører det)
- hvordan produktivitet skabes (vækst uden flere hænder)
- hvordan forretningsmodeller og værdikæder forskydes, og
- hvordan konkurrenceevne vindes eller tabes på måneder, ikke år.
- Derfor havde vi primært software- og rådgivningsvirksomheder på scenen. De er blevet ramt først, og kan fungere som et tidligt signal om, hvad der breder sig på tværs af brancher i 2026 og frem, siger Henrik Fabrin.
Bliver også et spørgsmål om headcount
Blandt oplægsholderne var derfor blandt andre Dinero, hvorfra Theis Bagh Jørgensen, Chief Product Officer, fortalte om virksomhedens arbejde med at udvikle en virtuel CFO, en intelligent assistent, der giver små virksomheder realtidsoverblik, prognoser og økonomisk sparring.
- Dinero har haft ansættelsesstop og samtidig øget sin omsætning med 17 procent gennem 10.000 nye kunder. Det er sket gennem produktudvikling, der udnytter data og software til at gå ind i revisions- og bogholderiydelser. De har altså både styrker kerneforretningen og samtidig innoveret sig selv ind i nye brancher, siger Henrik Fabrin.
Han fremhæver desuden oplæg fra Mikkel Bardram og Allan Bech, henholdsvis CEO og CTO i den nordiske softwarekoncern EG A/S. De fortalte, at de på kort tid har fået 100 producent produktivitetsløft i deres udviklingsteams, der består af mere end 1000 mennesker.
- Hos EG er ai den allerøverste strategiske prioritet. Drevet af topledelsen og integreret på tværs af hele organisationen. Det frigør tid til kreativitet, innovation og produktudvikling, som skaber vækst. Men det er samtidig logisk, at det også bliver et spørgsmål om headcount for nogle virksomheder og brancher, siger Henrik Fabrin.
Netcompany påpeger barriere
Der er dog også ting, der indtil videre begrænser udviklingen af ai-løsninger. Det fortalte Kim Clausen Agerskov, Partner & Global Head of Business Development, Netcompany, som fremhævede, at offentlig it-indkøbslogik og governance ikke er designet til en verden, hvor kapacitet og leverancetempo ændrer sig måned for måned.
- Barrieren ses også i andre brancher, hvor kultur, governance og processer ikke er designet til en AI-verden. Så forretningsmodeller bliver udfordret for alle i et vildt kapløb med konstant accelererende udvikling, siger Henrik Fabrin.
Dermed vender vi tilbage til begyndelsen af denne artikel og Des Traynors ord om, at ai kommer til at ramme alle virksomheder. Enten omfavner man den og så kan man lykkes. Eller man går udenom den varme grød og bliver udkonkurreret.
- Se bare på oplægget fra No Zebra og Junckers. Her har rådgivervirksomheden No Zebra givet mere output til Junckers for færre omkostninger. Det har løftet Junckers’ online salg på tværs af markeder, og det illustrerer ganske godt, at der ikke findes en mellemvej. Enten er du en virksomhed, der operationaliserer ai. Eller også er du en virksomhed, der mister konkurrenceevne. Hurtigt, siger Henrik Fabrin.
Her kan du se (som DI-medlem) se alle indlæg fra AI for Alle Konferencen 2026