Lyt til Astrid Lindgren: Drop idéen om formueskat
Vi hører på rygtebørsen, at partier flirter med at genindføre en formueskat. Men før det sker, så læs lige om Astrid Lindgrens Pomperipossa i Monismanien, skriver Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.
Indlægget er også delt på Lars Sandahl Sørensens LinkedIn profil
Der er partier på Christiansborg, der ifølge rygtebørsen flirter med at genindføre en formueskat. Det er blot én blandt flere nye skatter, som bliver smidt op i luften fra Christiansborg – i en tid, hvor de offentlige finanser er historisk stærke.
Men før den ide får luft under vingerne, så hør lige om Astrid Lindgren, som i 1976 skrev et lille eventyr ved navn Pomperipossa i Monismanien.
Historien handlede om en succesfuld børnebogsforfatter, Pomperipossa, som arbejdede flittigt og tjente godt. Alt var, som det skulle være, indtil det en dag gik op for hende, at jo mere hun arbejdede, desto mindre fik hun ud af sin indsats.
Eventyret var en stærk kritik af, hvordan man som borger i Sverige kunne ende med at betale mere i skat, end man tjente. I virkelighedens verden nåede Astrid Lindgrens egen marginalskat op på absurde 102 procent, og Lindgren brugte eventyrfortællingen for at beskrive det absurde i skattesystemet i "Monismanien", der fungerede som et spejlbillede af Sverige.
Trods intentionerne om at gøre bidraget til fælleskassen større, endte det svenske skattesystem med at modarbejde netop det. Systemet straffede simpelthen arbejdsomhed og den ekstra indsats.
Lad os kigge på formueskatten
Lindgren satte nok konsekvenserne af skattesystemet på spidsen, men jeg kan ikke lade være med at tænke på det eventyr i dag. Vi hører nemlig på rygtebørsen, at partier flirter med at genindføre flere nye skatter. Herunder en formueskat, som vil risikere at generere færre penge til fællesskabet og være direkte skadelig for Danmarks økonomi.
Det er ikke første gang, diskussionen opstår. Danmark har haft en formueskat før, og den blev afskaffet, fordi den hæmmede investeringer og var vanskelig at administrere i praksis. Det skete under en socialdemokratisk finansminister, og erfaringen dengang var, at skatten skabte meget mere friktion end fremdrift.
Det vil jeg gerne lige uddybe.
En formueskat vil ikke bare ramme penge på en bankkonto, men værdier bundet i virksomheders maskiner, bygninger og medarbejdere. Det kan tvinge ejere til at sælge ud eller holde penge tilbage som buffer i stedet for at investere i næste skridt. Det koster slet og ret konkurrencekraft og arbejdspladser.
For familieejede virksomheder betyder det, at ejerne hvert år skal trække ekstra udbytte ud for at betale skatten.
Lyt til Lindgren
I perioder uden overskud skal der alligevel betales skat af en formue, som er bundet i virksomheden. Man beskatter ikke et afkast, men selve formuen. For iværksættere – og deres investorer – er det rent gift med en skat på virksomheders værdi uden skelen til, om de giver overskud.
Astrid Lindgren skrev sit eventyr, fordi hun mente, at systemet havde glemt, hvad det skulle fremme, og jeg frygter, at vi lige nu risikerer at gentage historien her i Danmark.
For der er en forskel på at finansiere fællesskabet og på at indrette skatter, så det bliver mindre attraktivt at skabe det, fællesskabet lever af.
Pomperipossa stoppede med at skrive, og nu risikerer politikerne så at sætte en ordentlig kæp i hjulet på danske erhvervseventyr.
Lyt til Astrid Lindgren, drop idéen.
Få fakta om formueskatten og dens mulige konsekvenser for Danmark
