Sådan sætter virksomheder første fod på nye markeder
Kamstrup og Slow Coffee har kickstartet eksport til nye markeder med hjælp fra populær DI-service. Andre bør overveje den samme løsning, anbefaler de.
Det har været en ekstrem hurtig og fleksibel løsning for os. Der gik kun fire måneder fra vi besluttede den løsning, til at vi havde to nye salgsmedarbejdere i gang 1. april sidste år.
Sådan sætter Kasper Hülsen, der er Slow Coffees kommercielle direktør ord på fordelen ved at benytte DI’s service, Employer of Record (EOR), hvor DI’s lokale afdeling i Tysklands hovedstad Berlin rekrutterede to medarbejdere til Slow Coffee.
Beslutningen blev et vigtigt skridt startupvirksomheden Slow Coffee globale ambitioner om at sælge bæredygtige kaffe- og chokolade produkter på hele kloden. Virksomheden har været så tilfreds med EOR-ansættelsen, at en tredje medarbejder netop har underskrevet en jobaftale. DI Tyskland har stået for alt praktikken omkring ansættelse og kontrakter.
Boom i efterspørgsel
Kamstrup ser et lignende potentiale med at bruge EOR-ordningen i Australien. Virksomheden har i mindre omfang leveret til det sydlige kontinent i mange år, men mærker nu et boom i byggerier af blandt andet datacentre, hvor virksomhedens løsninger til at måle energiforbruget i køleanlæggene passer rigtigt godt ind.
Derfor har virksomheden valgt at geare op for tilstedeværelsen i landet med hjælp fra DI’s EOR-service i Australien.
- Der er langt fra Danmark til Australien, både målt i distance, i tidszoner og i sind. Vi har i mindre skala haft eksportsalg i Australien i mange år, men har aldrig haft lokal tilstedeværelse, og det har været svært for os at forstå dynamikkerne i landet så langt væk, forklarer Kamstrups Asien-ansvarlige Allan Nielsen
Kamstrups kontorer i Danmark og Malaysia rakte ikke til at få indsigt i det fulde potentiale. Et potentiale der også omfatter vandbranchen, hvor progressive forsyningsvirksomheder ikke er bange for at implementere nye teknologier, og arbejder aktivt med at nedbringe deres vandspild.
- For at komme tættere på markedet, forstå markedskravene og undersøge de reelle forretningsmuligheder bedre, valgte vi EOR-løsningen som den ideelle måde at få øget vores markedskendskab, uden at vi i første omgang skulle oprette et selskab i landet, siger Allan Nielsen.
Der er langt fra Danmark til Australien, både målt i distance, i tidszoner og i sind. Allan Nielsen, Kamstrups chef for Australien
Anbefaling til andre
Kamstrup har oplevet det som problemfrit at bruge EOR-løsningen i Australien. Via EOR har virksomheden ansat sin egen forretningsudvikler, som kortlægger potentialet for virksomhed. Det sker med markedsundersøgelser, deltagelse i lokale messer, dialoger med brancheeksperter, besøg hos de lokale partnere og kunder, og meget andet.
- Vi vil ikke tøve med at anbefale en tilsvarende løsning til andre, danske virksomheder der har samme behov. Vores næste skridt bliver at afslutte markedsundersøgelserne i løbet af 2026 og derpå træffer en strategisk beslutning omkring Kamstrups umiddelbare fremtid i landet, siger Allan Nielsen.
Det kræver en del ressourcer, at sætte sig ind i forskellige helt konkrete vilkår. Kasper Hülsen, kommerciel direktør, Slow Coffee
18 måneders ansættelse
Slow Coffee blev grundlagt i 2018, hvor virksomhedens to stiftere så et marked i at producere kaffe og chokolade mere bæredygtigt og klimamæssigt ansvarligt. Mere end 150 familielandbrug i primært Laos leverer bønnerne, som sælges til større virksomhedskunder i Danmark, Finland og nu også Tyskland. Samlet beskæftiger virksomheden 500 medarbejdere, mens selve forretningen ledes af 15 ansatte i København.
- Og her var det vores vurdering, at hvis vi selv skulle stå for alt det praktiske med at opbygge vores egen organisation i Tyskland samtidig med, at vi skulle bygge en forretning op, ville det blive en meget stor opgave for vores team i Danmark, forklarer Kasper Hülsen og uddyber:
- Det kræver en del ressourcer, at sætte sig ind i forskellige helt konkrete vilkår for eksempelvis prøveperiode, firmabil, pensionsordninger og andre ting. Derfor tog jeg et møde med DI og kom i kontakt med DI Tyskland, der forklarede om mulighederne og beskrev markedet for os. Løsningen med EOR har været en god måde at teste markedet på – uden at vi skulle satse helt så meget.
EOR-medarbejderne er ansat via DI på 18 måneders kontrakter, hvorefter Slow Coffee tager næste skridt og etablerer deres eget setup i Tyskland. Samtidig er der ambition om at brede forretningen ud til flere lande i Europa. Østrig, Schweiz, Holland og Storbritannien er i kikkerten. Gerne også med hjælp fra DI’s afdelinger.
- Vi er ikke færdig med at benytte os af de services som DI tilbyder, både i Tyskland og andre steder, siger Kasper Hülsen.
Fakta
Employer of Record (EOR):
- EOR’en er en tredjeparts aktør, der formelt ansætter medarbejdere på vegne af en virksomhed.
- EOR’en står for ansættelseskontrakten, lønudbetaling, indberetning af skat, overholdelse af lokale arbejdsretlige krav m.m., mens medarbejderen reelt arbejder for og rapporterer til din virksomhed.
- EOR benyttes ofte, når en virksomhed ønsker at ansætte medarbejdere i et andet land uden at skulle oprette et lokalt datterselskab.
-
EOR ses som et effektivt skridt efter en markedsundersøgelse og før etablering af datterselskab, da omkostningerne ved EOR er en begrænset måde at konkretisere potentialet, etablere kunde kontakter og i mange tilfælde modtage den første ordre.
- EOR bruges også ved midlertidig bemanding på projekter, hvor oprettelse af nyt selskab ikke er hensigtsmæssigt.
- Læs mere om DI’s internationale aktiviteter