12 partiledere testede deres samarbejdsvilje hos DI
Industriens Hus dannede onsdag rammen om den første partilederrunde efter tirsdages folketingsvalg. Det kan tage lang tid at finde grundlaget for en ny regering.
"Vi skal have en regering, der kan håndtere alt det, vi ikke ved endnu."
"Lars har lige givet Mette de bedste kort på hånden."
"Valgkampen er overstået venner"
"Det handler ikke om ego’er – men om politik."
"Det kræver pragmatisme, hvis vi ikke skal have nyvalg."
Kommentarer, reaktioner, invitationer og afvisninger røg ud over scenekanten hos Dansk Industri, der onsdag formiddag lagde hus til Den Danske Publicistklubs traditionelle partilederrunde dagen efter folketingsvalget.
Runden tiltrak sig ekstra opmærksomhed, da det samtidig blev den første gang, at de 12 partiledere mødtes efter stemmerne var talt op. De fleste virkede lidt matte efter en kort nattesøvn, men deres kampgejst blev hurtigt vakt i en debat, hvor omdrejningspunktet var bogstavkabalen for en ny regering.
Den kabale gik ikke op i løbet af den 90 minutter lange debat, der i stedet tegnede at billede af, at regeringsforhandlingerne kan blive en langvarig affære – måske endda med flere runder med skiftende kongelige undersøgere.
Brug for bredt samarbejde
DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen fulgte spændt med i debatten, hvor han også konstaterede, at med hele 12 partier i Folketinget, stiller det krav til, at partierne bøjer sig ind mod hinanden. Opfordringen fra DI-direktøren er derfor ganske klar: I en tid med global uro er der brug for bredt politisk samarbejde, der kan styrke Danmarks konkurrencekraft, så der også er råd og kræfter til investeringer i samfundet.
Evnen til samarbejde bliver derfor en kompetence og et succeskriterie i sig selv.
- Ingen får alt, hvad de vil have, men dem, der forstår at bøje sig imod hinanden og samarbejde, får mest, vurderede Lars Sandahl Sørensen.
Artikel fortsætter under billedserie
Klar til upopulære beslutninger
Han appellerer derfor til stor økonomisk og politisk ansvarlighed, hvor valgkampens gavebod bliver lukket. Der er brug for en handlekraftig regering, som kan tage nødvendige langsigtede beslutninger, der ikke altid er populære her og nu. Det skyldes ikke mindst, at omverdenen er i opbrud på mange måder.
- Der er uvished i forholdet mellem USA og Europa, Kinas globale rolle vokser, truslen fra Rusland er der stadig, og senest er krigen i Mellemøsten blusset op. Derfor kan Danmark ikke tage sin sikkerhed eller vores gode økonomiske fundament for givet, siger Lars Sandahl i en reaktion på valgresultatet.
- Det kræver en regering, der udviser lederskab og handler med omtanke og langsigtet ansvarlighed. En regering, der forstår, at det ikke bare er en popularitetskonkurrence, og at Danmarks konkurrencekraft er af afgørende betydning for hele samfundets udvikling, fortsætter han.
De næste skridt mod en ny regering blev taget umiddelbart efter debatten hos DI, da de enkelte partiledere besøgte kong Frederik og kom med en anbefaling til, hvem der skal være kongelig undersøger, som skal forsøge at finde en fælles fodslag til en ny regering.
Mette Frederiksen blev sidst på eftermiddagen valgt til den opgave.
Læs hele Dansk Industris reaktion på valgresultatet her