Fra venstre: Borgmester i Roskilde Tomas Breddam, bestyrelsesleder i DI Roskilde/Køge Bugt Christina Wiemann, DI-direktør for Forsvar og Sikkerhed Joachim Finkielman og oberst Jan K. Toft, chef for Air Defence Wing foran de nyindkøbte NASAMS som er en del af Danmarks jordbaserede luftforsvar.

Foto: DI
31.03.26 DIB Nyheder

Flyvestation inviterer virksomheder ombord

Forsvarets planer for Flyvestation Skalstrup åbner banen for en bred stribe af brancher. Erhvervslivets bidrag er afgørende, pointerer DI.

Flyvestation Skalstrup er ved at blive en af Roskildes største arbejdspladser med flere hundrede ansatte, og virksomheder fra hele nærområdet ser store muligheder for at levere til Forsvarets planer for området. Det stod klart efter et arrangement, hvor erhvervslivet fik et unikt indblik i både behov og muligheder.

Mens valgurnerne  blev fyldt den 24. marts, fik Flyvestation Skalstrup besøg af knap 100 lokale virksomheder til et arrangement afholdt i samarbejde mellem Air Defence Wing, Roskilde Kommune, Roskilde Handel og Erhverv samt Dansk Industri.

Her blev deltagerne klogere på Flyvestationens rolle i lokalsamfundet, Forsvarets planer for at opbygge Danmarks jordbaserede luftforsvar og ikke mindst de konkrete muligheder for samarbejde på tvørs af forsvaret og erhvervslivet.

Store planer – og behov for samarbejde

Oberst Jan K. Toft, chef for Air Defence Wing, præsenterede planerne for området og pegede på, at den historiske styrkelse af Forsvaret åbner for en bred vifte af samarbejdsmuligheder

I sit oplæg understregede obersten, at der bliver behov for samarbejde med virksomheder inden for blandt andet byggeri og anlæg, håndværksfag, IT-løsninger og en lang række drift- og servicefunktioner. Derudover er der også behov for nytænkning, når det gælder kompetenceudvikling og rekruttering til Forsvaret.

Det er store og komplekse opgaver, som Forsvaret står overfor i oprustningen af Danmark, og derfor er et tæt samarbejde med de lokale virksomheder helt afgørende som led i et stærkt og velfungerende naboskab omkring flyvestationen.

Vil gøre deres hoser grønne

Blandt deltagerne var knap 100 lokale virksomheder, som ser et klart potentiale i at bringe deres kompetencer i spil i takt med, at der skal udbygges og investeres i området.

Flere pegede på, at Forsvarets behov matcher kompetencer inden for blandt andet rådgivning, logistik, IT og tekniske løsninger – og at arrangementet gav et bedre indblik i, hvordan de konkret kan byde ind.

For mange handler det nu om at forstå kravene og positionere sig i forhold til kommende opgaver og udbud og ikke mindst som underleverandører til de store udviklingsprojekter.

DI vil bygge bro

Deltagerne fik også indblik i det arbejde, som DI Forsvar & Sikkerhed har sat i gang for at styrke samarbejdet mellem virksomhederne og Forsvaret.

Danmark står over for en historisk investering i Forsvaret med et samlet løft på over 600 mia. kr. frem mod 2033. Formålet er klart: Danmarks forsvar og sikkerhed skal styrkes. Men selve eksekveringen og realiseringen kan kun ske i tæt samspil med erhvervslivet og andre centrale aktører.

Ifølge direktør for DI Forsvar & Sikkerhed, Joachim Finkielman, er der tale om en opgave af en sådan størrelsesorden, at samarbejdet med erhvervslivet bliver helt afgørende. 

 - Vi skal være med til at bygge broen mellem Forsvaret og virksomhederne. Forsvaret kan ikke løfte denne opgaven alene. Der er brug for, at erhvervslivet og lokalsamfundet bidrager og er med til at løse nogle af de opgaver, som ingen andre kan, siger han og uddyber:

 - Der er mange muligheder – men det kræver, at virksomhederne forstår spillereglerne og har tålmodighed. Samtidig skal vi blive bedre til at koble virksomhedernes kompetencer med Forsvarets konkrete behov.

Læs om DIs Forsvarsforum, der bringer erhvervslivet tættere på Forsvaret

Stort potentiale i samarbejde

Ifølge bestyrelsesleder i DI Roskilde/Køge Bugt, Christina Wiemann, er der et stort potentiale i at styrke samarbejdet mellem Forsvaret og lokale virksomheder. 

 - Jeg er oprigtigt glad for, at der nu bliver åbnet op for et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem Forsvaret og vores lokale erhvervsliv. Der ligger et kæmpe potentiale i, at vi bringer vores kompetencer i spil sammen – både for at skabe vækst, men også for at bidrage til noget, der er større end os selv, siger hun. 

Arrangementet på Flyvestation Skalstrup viser tydeligt, at interessen for at samarbejde med Forsvaret er stor blandt virksomhederne i lokalområdet.

Samtidig blev det understreget fra Forsvarets side, at tillid og tæt samspil med det lokale erhvervsliv er afgørende. Oberst Jan K. Toft pegede også på vigtigheden af et stærkt naboskab, hvor virksomheder, uddannelsesinstitutioner, kommunen og civilsamfundet spiller en aktiv rolle i at understøtte både drift og udvikling.

Med de fortsatte investeringer i Forsvaret er forventningen, at endnu flere virksomheder vil få øjnene op for samarbejdsmulighederne med Forsvaret – og både byde ind med deres kompetencer men også styrke sikkerheden i vores samfund.

Læs også: Erhvervslivet vil levere mere til Forsvaret

Kom med på tre moduler

Kom med på tre moduler

Gennem Strategisk Forsvarsforum tilbyder DI et forløb over tre moduler, der skal bringe virksomheder og Forsvaret tættere på hinanden og udforske mulighederne for samarbejde og partnerskaber.

Forummet er åbent for alle DI’s medlemsvirksomheder på tværs af brancher.

Modulstart: 17. september 2026

Læs mere og tilmeld her: Strategisk Forsvarsforum

Joachim Finkielman

Joachim Finkielman

Underdirektør

Relateret indhold