Mange mindre virksomheder står med fælles udfordringer, som ikke nødvendigvis er branchespecifikke, og her vil sparring være værdifuld, fortæller Biosyms landechef Sanne Biisgaard.

Foto: Biosym
04.03.26 DIB Nyheder

Nyt netværk bryder ensomheden på toppen

DI styrker netværk for SMV-ledere. Sanne Biisgaard fra Biosym ser stor værdi i fortrolig sparring.

Står du alene med afgørende beslutninger for din virksomheds fremtid, kan et fælles fortroligt rum sammen med ligesindede være noget for dig.

Det behov oplever Dansk Industri  fra flere medlemsvirksomheder og har derfor netop etableret et netværk for ejerledere og direktører i mindre virksomheder, der kan opleve, at det er ensomt på toppen.

Mange direktører og ejerledere står alene med store beslutninger i en hverdag præget af en masse administrativt bøvl, kamp om kvalificeret arbejdskraft og samtidigt er de pressede på konkurrencekraften og evnen til at være innovative og anvende automatisering og kunstig intelligens i forretningen.

 - Netop derfor har vi i Dansk Industri etableret et nyt tværgående netværk for SMV-ejerledere og direktører, der rækker på tværs af brancher og samler ledere om fælles udfordringer – og fælles løsninger, fortæller DI Netværks chef, Susanne Nordenbæk.

Giver sparring og inspiration

Sanne Biisgaard, der er landechef og kommerciel direktør for Biosym A/S, har valgt at melde sig ind i netværket.

 - Biosym har været medlem af DI i mange år, og vi gør ofte brug af forskellige services. Igennem medlemskabet blev jeg opmærksom på det nye netværk. Som topleder i en SMV står jeg ofte alene, og savner sparring. Det kan jeg få i denne netværksgruppe, fortæller hun og uddyber:

 - Netværket er sammensat med en blanding af ejerledere og direktører. Jeg forventer at få et større indblik i andre brancher og forventer derigennem at finde inspiration til mit eget virke. Samtidig har vi en del fælles udfordringer, som ikke nødvendigvis er branchespecifikke, og her vil sparring være værdifuld.

Aktuelt har Sanne Biisgaard stor værdi af sparringen i netværket herunder håndteringen af de øgede administrative krav til rapportering, løngennemsigtighedsdirektivet og producentansvar.

 - Det lægger et stort pres på SMV’er. Derudover er det konkurrencekraft og tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft, siger hun.

Netværket for ejerledere er landsdækkende, og der er møder fire gange årligt. Møderne veksler mellem besøg på deltagernes virksomheder og et døgnmøde på DI’s Konferencecenter Gl. Vindinge i Nyborg.

Læs mere om netværket her 

Susanne Nordenbæk

Susanne Nordenbæk

Underdirektør

Relateret indhold