Bettina Knudsen, der er kommerciel direktør hos Explicit, er med på erhvervsfremstød i Australien. Det er et attraktivt og stabilt marked for grønne løsninger sammenlignet med eksempelvis USA og Mellemøsten.

Foto: Explicit
18.03.26 DIB Nyheder

Virksomhed sniffer sig til ny forretning i Australien

Explicits særlige droner er i luften på det lovende marked. Den røde løber er rullet ud for danske løsninger, vurderer DI. Erhvervsfremstød skal åbne flere døre.

Australiens klimaindsats giver stort potentiale for mange danske virksomheder. En af dem er Explicit, hvis ’snifferdroner’ måler klimagasudledningen fra store energianlæg, hvor kunderne i stigende grad melder sig. Det fortæller virksomhedens kommercielle direktør Bettina Knudsen.

-  Vi modtog de første kundehenvendelser allerede i 2023 og kunne se et stort potentiale, fordi Australien er en nøgleeksportør af energi med mange store operatører, der er ambitiøse på klimaområdet. Interessen har været så betydelig, at vi nu har oprettet et datterselskab og har fået vores første medarbejder på fuld tid i Brisbane, siger hun.

 Explicit har udviklet en måleteknologi, der gør det muligt at kvantificere udledningen af eksempelvis metan og CO2-udslip fra olie- og gasanlæg ved brug af droner udstyret med gas- og vindsensorer. Målingerne er centrale i dokumentationen af det samlede klimaaftryk fra et anlæg.

Læs også: Dronning Mary åbner australske døre på vid gab

Dokumentation skaber forretning

Virksomheden blev oprindelig grundlagt i 1998 og har siden 2014 beskæftiget sig udelukkende med gasmåling fra luften især ved brug af droner. Alene i 2025 voksede Explicit med over 110 pct. og har i dag over 30 ansatte spredt over forskellige dele af verden for snifferdronerne flyver på mange eksportmarkeder. Explicit ser nu også mod Australien, hvor der er fokus på dokumentation og registreringer af klimabelastninger inden for mange sektorer. 

- Potentialet for vores type måleteknologi er større, end vi først forventede, så grænsen for hvor meget vi kan vokse, er slet ikke nået endnu. Udover energisektoren har Australien også en stor mineindustri, som kæmper med at dokumentere sin metanudledning, hvor vores løsning kan være attraktiv, fortæller Bettina Knudsen og uddyber:

 - Vandsektoren kan også være en mulighed, hvor det især er lattergasudledning fra renseprocessen, som er et klimaproblem. Grundlæggende handler det om, at vi kan levere data, der giver industrierne faktiske målepunkter, de kan bruge til at tilrettelægge deres klimaindsats ud fra.

Læs også: Chokolademaskinproducent spinder guld på service

 

Erhvervsfremstød giver et løft

Explicit ser samtidig Australien som et springbræt til Asien, selv om landet er længere væk.

- Det skyldes ikke mindst, at Australien har en forretningskultur og et mindset, der minder meget om den europæiske, hvilket gør de første skridt nemmere for os. Og så kan vi vokse fra Australien til de øvrige markeder i regionen som for eksempel Malaysia, Indonesien og Japan, siger Bettina Knudsen.

Explicit deltager i det danske eksportfremstød til Australien for at udbygge mulighederne.

- Fremstødet er et vigtigt initiativ, fordi Australien generelt er meget interesseret i danske løsninger på det grønne område, hvor vi ses som et foregangsland. Samtidig er Australien i øjeblikket et mere stabilt marked, end eksempelvis USA, hvor klimapolitikken er meget uforudsigelig, eller Mellemøsten, hvor væbnet konflikt betyder, at mange af vores projekter er blevet udskudt, fortæller Bettina Knudsen.

Explicit har brugt DI Australiens services i opbygningen af sin forretning.

- Vi er et relativt nyt medlem af DI, og det har vist sig at være godt for os som en lille virksomhed med en global forretning. Her er det en kolossal styrke at kunne trække på DI’s afdelinger og ekspertise rundt i verden og gennem netværket mødes med andre eksportvirksomheder, der ligesom os vokser globalt, siger Bettina Knudsen.

Læs også: Sådan sætter virksomheder første fod på nye markeder

DI's chef i Australien, Jan Ravnholt, har 30 års erfaring fra kontinentet og seks års erfaring som DI's døråbner for danske virksomheder.

Foto: Dansk Industri

DI: Den røde løber er rullet ud

DI Australiens chef, Jan Ravnholt, har hjulpet Explicit med at få virksomhedens setup på plads. Han anbefaler flere danske virksomheder til se på markedspotentialet i Australiens grønne omstilling.

 - På det område er den røde løber rullet ud for Danmark har mange af de løsninger, Australien har behov for. Grøn energi, byggeri og energieffektiviseringer er højt på agendaen, så her er der muligheder for at være aktiv, siger han.

Jan Ravnholt har boet i Australien i mere end 30 år og kender i høj grad erhvervslivet indefra. De seneste seks år har han som DI’s ansvarlige hjulpet danske virksomheder ind på markedet fra sit kontor i Melbourne.  

Læs også: DI: Kongeligt erhvervsfremstød styrker danske virksomheder i Australien

Eksport til Australien runder 20 mia. kr. 

I en ny analyse af markedsmulighederne vurderer Dansk Industri, at der er betydelige vækstmuligheder i Australien. I dag eksporteres for mere end 20 mia. kr. om året, og en frihandelsaftale mellem EU og Australien vil sammen med høj økonomisk vækst og grøn omstilling styrke danske virksomheders muligheder på det australske marked.

Læs hele DI's markedsanalyse her.

 

Gode råd

DI’s chef i Australien, Jan Ravnholt, kender i høj grad markedsmulighederne indefra efter 30 år på kontinentet. Her er hans gode råd til at drive forretning:

  • Netværk og personlige kontakter er vigtige. Det er samtidig vigtigt at henvende sig så højt op i hierakiet som muligt, helst til CEO’s eller bestyrelsesformænd.
  • Se ikke Australien som et enkelt marked, men gå efter enkelte delstater. De har forskellige prioriteter og vilkår, så udvælg en delstat med omhu.
  • Generelt er 90 pct. af markedsmulighederne i det østlige Australien. Delstaten Victoria er kendt som den mest progressive ift. grøn omstilling.
  • Vær til stede lokalt i den delstat, du vil gøre forretning i. Det er ikke nok med en afdeling i Sydney.
  • Læs her mere om, hvordan DI og Jan Ravnholt kan hjælpe dig ind på det australske marked.

 

Sanne Lyng Marsland

Sanne Lyng Marsland

General Manager, Business Advisory Services, Southeast Asia

Relateret indhold