ARI - Affalds- og Ressourceindustrien, DI og Plastindustrien står bag kampagnen "Affaldssortering er kærlighed".

09.04.26 DIB Nyheder

Erhvervslivet opfordrer private til at sortere affald

Tre erhvervsorganisationer står bag ny kampagne, der skal vise danskerne, hvorfor deres affaldssortering er vigtig.

Det er afgørende for både vores miljø og klimaftryk, at vi holder Danmarks ressourcer i kredsløb ved at genanvende. Sådan lyder budskabet fra organisationerne bag en ny kampagne med overskriften ”Affaldssortering er kærlighed”.

Det er Dansk Industri (DI), Plastindustrien og ARI – Affalds- og Ressourceindustrien, som er gået sammen om kampagnen. Den skal rydde op i påstande og understrege overfor danskerne, at deres affaldssortering er vigtig.

- Der gemmer sig værdifulde ressourcer i vores affald. Derfor skal vi sortere og genanvende. Robotter kan sortere, men vi kan ikke genanvende alt affaldet, hvis vi blander det hele sammen i én skraldespand. Har papemballagen først ligget i restaffald med brugte bleer, er den blevet for beskidt til genanvendelse, forklarer Nina Nagskov Jørgensen, politisk chefkonsulent for ARI - Affalds- og Ressourceindustrien. 

Hun suppleres af Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien:

- Når vi som danskere sorterer vores affald derhjemme, giver det rene materialestrømme, som virksomhederne kan bruge igen og igen i nye emballager. Det er vigtigt for den grønne omstilling, siger Christina Busk.

Læs også: Derfor giver det mening at affaldssortere ved kilden

Hold ressourcerne i kredsløb

I DI påpeger Iben Kinch Sohn, chef for cirkulær økonomi, at Danmark allerede den 20. marts havde brugt de ressourcer, som kloden kan genskabe på et år.

- Vi bør få maksimalt ud af de ressourcer, vi allerede har i spil. Når vi sorterer affald, reducerer vi det, der går til spilde. Det er måske kun en lille handling i hverdagen, men betydningen er stor for  klima og miljø og for fremtidssikring af ressourcerne, siger Iben Kinch Sohn.

Kampagnematerialet i ”Affaldssortering er kærlighed” er gjort tilgængelige på affaldssorteringerkærlighed.dk, og alle der bakker op om genanvendelse og kildesortering, kan frit benytte dem.

 

Fakta om affalds-sortering

Affaldssortering er kærlighed 

På kampagnesiden Affaldssortering er kærlighed kan du blandt andet finde svar på disse spørgsmål og påstande:

Hvorfor sorterer robotterne ikke bare for os?
Affaldssortering nytter ikke noget
Centralsortering er bedre for klimaet
Hvorfor gør vi ikke bare som i Norge?
Kan vi overhovedet finde ud af at sortere ordentligt i hjemmene?
Det ender alligevel i den samme skraldebil
Sorteret og genanvendeligt affald bliver stadig brændt af

Læs mere:  Affaldssortering er kærlighed

Iben Kinch Sohn

Iben Kinch Sohn

Chef for Cikulær økonomi

Nina Nagskov Jørgensen

Nina Nagskov Jørgensen

Chefkonsulent

Niels Bukholt

Niels Bukholt

Sekretariatsleder, Affalds- & Ressourceindustrien

Relateret indhold