Polariseret debat om diversitet skal tages alvorligt
Virksomheder har et særligt ansvar i kampen for at sikre mangfoldige og inkluderende arbejdspladser, hvor der er plads til alle, der kan og vil bidrage, siger DI’s Kinga Szabo Christensen.
"Trump er måske det bedste, der er sket for DEI-dagsordenen i lang tid."
Sådan lød det provokerende fra DI’s rådgiverdirektør Kinga Szabo Christensen om dagsordnen for mangfoldighed, lighed og inklusion, da hun tirsdag talte ved Danish Diversity Awards, hvor blandt andet fire rollemodeller inden for diversitet blev hædret.
Det kunne lyde lidt mærkeligt erkendte hun, men det skyldes især, at Trumps kamp mod diversitetsindsatsen har afsløret en splittelse, der ikke kun er amerikansk. En splittelse som skal tages alvorligt og skal håndteres.
- Splittelsen er på vej mod Europa, hvor vi oplever en stigende polarisering, også i Danmark. Vi ser samfund blive til slagmarker for identitet og tilhørsforhold. Se bare på Ungarn – hvor der heldigvis er opstået nyt håb efter mange års ledelse, der har forsøgt at undergrave lige rettigheder og mindretals menneskerettigheder, sagde Kinga Szabo Christensen, der selv har ungarske rødder. Hun pointerede, at hvis polarisering bliver normen, bliver inklusion næsten umuligt.
Derfor handler det om at stå fast og arbejde stenhårdt for kernen i mangfoldighed, nemlig at integrere inklusion i samfundets og arbejdsmarkedets grundlæggende strukturer – i uddannelsessystemet, på barselsområdet, i rekrutteringsprocesser og i virksomhedernes kerne-strategier.
Læs også: Diversitetens nye rollemodeller fik en overraskelse
Ingen skal stå tilbage
Det er ikke kun det rigtige at gøre, men også den eneste bæredygtige vej fremad samt en forretningsmæssig nødvendighed for at skabe nogle attraktive arbejdspladser.
- Vi har ikke råd til at lade nogen står tilbage på baggrund af køn, etnicitet, alder, handicap, seksuel orientering eller identitet. Virksomheder har et særligt ansvar i kampen for at sikre mangfoldige og inkluderende arbejdspladser, hvor der er plads til alle, der kan og vil bidrage, lød DI-direktørens budskab.
Virksomheders ansvar
Diversitet og inklusion må derfor ikke være et sideprojekt på de enkelte arbejdspladser, der er afhængigt af nogle enkelte passionerede individer. Det skal være en del af virksomhedens strategi, uanset om det handler om rekruttering, forfremmelser, ledelse eller definitionen på succes.
- Folk kigger ikke for at fange os i fejl – men for at se, om vores ord fører til handling. Det betyder noget, når erhvervslivets ledere går foran. Det sætter kursen, og det giver også muligheden for at definere og sætte standarder for fremtidens arbejde, forklarede hun.
Polariseringen får Dansk Industri til at stå endnu mere fast på sin diversitetsindsats og tilbud til medlemsvirksomhederne, som du kan læse mere om her.
- Vi vil fortsætte med at drive dagsordenen og med at være en ledende stemme – for det forpligter os også, sagde Kinga Szabo Christensen.
Læs også: Kvinder indtager førersædet hos DSB
Støtter atter Pride
DI’s rådgivningsdirektør meldte derfor også ud tirsdag, at DI efter to års pause atter støtter diversitetseventet Copenhagen Pride i august, fordi det ligger i forlængelse af DI’s bredere arbejde med diversitet og inklusion i erhvervslivet.
- Når vi genoptager samarbejdet med Copenhagen Pride, er det fordi tilliden er genopbygget i vores videnspartnerskab, og fordi fokus igen er rettet mod Pridens kerneformål, nemlig at styrke rettigheder, fællesskab og lige muligheder for seksuelle minoriteter, forklarede Kinga Szabo Christensen.
Deltag i DIs netværk om diversitet - Fra vision til hverdagspraktik