Stormen Dave raserede telthallerne to uger før DM i Skills 2026.

Foto: SkillsDenmark
10.04.26 DIB Nyheder

Skills ramt af Dave men ikke knockout

Stormen "Dave" ramte de store telthaller, hvor op mod 300 af Danmarks dygtigste faglærte skal konkurrere til Skills fra 22. april. Godt håndværk og masser af knofedt sikrer, at alt alligevel bliver klar til tiden.

To uger før DM i Skills 2026 byder op imod 50.000 gæster velkommen i Hjørring, ramte stormen "Dave" Nordjylland. Flere af de store telthaller, der skal huse danmarksmesterskaberne, blev beskadiget og et af teltene på 20x150 meter blev totaltskadet og blæste væk.

SkillsDenmark, Hjørring Kommune og Ørsted Telte har knoklet i døgndrift siden da, og det er nu lykkes at genskabe eventområdet.  

- Det kræver dygtige folk og særlige skills at vende en katastrofe til en god løsning - og vi er både taknemmelige og imponerede over indsatsen, siger Søren Heisel, formand for SkillsDenmark.

Mesterskabet åbner den 22. april, hvor op mod 300 af Danmarks dygtigste faglærte skal konkurrere om DM-titler inden for 48 fag. Timingen var derfor kritisk, da stormen lagde teltene ned i weekenden.

– Det har været en stor udfordring at få reetableret teltene med så kort varsel. Men hurtige reaktioner fra vores samarbejdspartnere gør, at vi igen ser frem til at byde gæster og partnere velkommen til DM i Skills, siger Michael Boas Pedersen, næstformand i SkillsDenmark og chefkonsulent i Dansk Industri (DI).

DM i Skills 2026 finder sted 22.–25. april i Park Vendia i Hjørring. Der er gratis adgang alle konkurrencedage. Åbnings- og afslutningsceremonier kræver billet. 

Læs mere: DM i Skills 2026

Michael Boas Pedersen

Michael Boas Pedersen

Chefkonsulent

Anne Fløe

Anne Fløe

Chef for Erhvervs- & Arbejdsmarkedsuddannelser

Relateret indhold