Styrk din kommunes erhvervsvenlighed
Deltag i Danmarks største spørgeskemaundersøgelse blandt virksomheder, der bidrager til at løfte kommunale vilkår for erhvervslivet.
DI går nu i gang med Danmarks største undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed. Det er 17. gang DI laver rundspørgen, der typisk får over 7.500 svar fra virksomheder. Resultaterne bliver brugt i mange kommunalbestyrelser til at løfte den lokale konkurrenceevne.
- Virksomheder i alle DI’s brancher modtager spørgeskemaet enten via mail eller telefonisk, hvor der bliver spurgt til tilfredshed med kommunerne ift. f.eks. dialog og information, indsatsen ift. arbejdskraft og byggesagsbehandling. Virksomheder, der ikke er medlem af DI, men inden for de brancher DI repræsenterer, får også mulighed for at svare på spørgeskemaet, og her får vi analyseinstituttet Wilke til at ringe rundt, forklarer Emil Strand, chefkonsulent i Dansk Industri.
DI’s medlemsvirksomheder har 8. april modtaget et spørgeskema via e-mail.
Sikrer kommunal fokus
Et stærkt, lokalt erhvervsklima er afgørende for at skabe vækst og konkurrencekraft i dansk erhvervsliv. Det gælder ikke mindst i turbulente og omskiftelige tider, hvor europæisk konkurrenceevne er under pres og hastige forandringer er en konstant. Her er stabile, lokale rammer og nært lokalt samarbejde et helt centralt fundament for, at danske virksomheder trives, udvikler sig og kan bidrage til det danske samfund.
- Der er et mål om at opnå 7.500 besvarelser, med mindst 30 svar fra hver kommune. Det betyder, at der ligger en stor opgave foran os med at indsamle besvarelser. Resultaterne fra undersøgelsen er afgørende for at sikre, at arbejdet med kommunerne får det rette og relevante fokus, fortæller Emil Strand.
DI’s undersøgelse ranglister alle kommuner på med undtagelse af Læsø, Fanø, Samsø, Langeland, Vallensbæk, Dragør og Ærø. I vurderingen af den kommunale erhvervsvenlighed indgår også relevante statistiske parametre.
Resultatet offentliggøres i september.
Se her sidste års ranglister og resultater.
Har du spørgsmål til undersøgelsen kan du kontakte Emil Strand