Sune Hein Lundbek, fagleder for skattejura & international skat i DI, opfodrer EU-landene til at fastholde ambitionsniveauet som fremlagt i EU-Kommissionen forslag til en skatte-omnibus,

Foto: Sif Meincke
24.06.26 DIB Nyheder

Historisk opgør med skattebøvl bebudet

EU-Kommissionen har præsenteret en skatte-omnibus, der skal gøre EU’s skatteregler enklere, mere sammenhængende og mindre byrdefulde for virksomhederne. Dansk Industri kalder forslaget en historisk chance for at styrke Europas konkurrenceevne.

EU-Kommissionen har fremlagt sit forslag til en skatte-omnibus, der skal rydde op i EU’s skatteregler.

Dansk Industri (DI) byder forslaget varmt velkommen.

- Det her er potentielt et historisk opgør med noget af det skattebøvl, som virksomhederne møder, når de driver forretning på tværs af EU. EU-Kommissionens forslag bringer forenkling fra skåltaler til konkrete forslag, som virksomhederne vil kunne mærke i praksis, siger Sune Hein Lundbek, fagleder for skattejura & international skat i DI.

Læs også: EU-budget kan åbne nye døre for danske virksomheder

Bøvl koster eksport og arbejdspladser

De seneste årtier er EU’s skatteregler blevet udbygget betydeligt. Mange regler er indført med gode intentioner og formål, blandt andet for at bekæmpe skatteundgåelse, sikre gennemsigtighed og skabe fælles spilleregler. Men lag på lag af regulering har samtidig skabt meget komplekse regelsæt, hvor virksomhederne ofte møder overlappende krav, forskellige nationale fortolkninger og tunge administrative processer.

- Når virksomheder bruger uforholdsmæssigt meget tid på dokumentation, godkendelser og forskellige nationale procedurer, er det tid og kræfter, der ikke bliver brugt på investeringer, eksport, innovation og arbejdspladser. Det er et problem for den enkelte virksomhed, men også for Europas samlede konkurrencekraft, siger Sune Hein Lundbek.

Se faktaark om EU-Kommissionens skatte-omnibus

Regler skal virke bedre

Kommissionens forslag lægger blandt andet op til at gøre det enklere at anvende EU’s regler om udbytter, renter og royalties på tværs af medlemslande. Forslaget ventes også at forbedre samspillet mellem eksisterende EU-regler og de nye regler om global minimumsbeskatning, justere rentefradragsreglerne og gøre det lettere at løse grænseoverskridende skattetvister.

- Det her handler ikke om at svække skattesystemerne eller åbne for skatteundgåelse. Det handler om, at reglerne skal virke bedre. De skal være mere målrettede, ensartede, forudsigelige og mindre administrativt tunge. Det er præcis den type reformer, EU har brug for, hvis vi mener det alvorligt med at styrke konkurrenceevnen, siger Sune Hein Lundbek.

DI fremhæver, at forslaget kommer på et vigtigt tidspunkt. Europa er under pres fra USA og Asien, investeringerne er for lave, og virksomhederne efterspørger enklere rammer for at kunne vokse i EU’s indre marked.

- EU har i årevis talt om at reducere byrderne for virksomhederne. Med skatte-omnibus får medlemslandene nu en konkret mulighed for at levere. Det bør de gribe ambitiøst an, siger Sune Hein Lundbek.

Læs også: EU vedtager lettere hverdag for small midcap virksomheder

Brug for enklere regler

Forslaget skal nu forhandles mellem EU-landene, og når det er på plads, skal det vedtages af EU-landene med enstemmighed.

- Medlemslandenes vilje til at fastholde ambitionsniveauet bliver afgørende. Det vil være meget ærgerligt, hvis et godt og ambitiøst forslag bliver udvandet eller udskudt i årevis. Virksomhederne har brug for enklere regler, og de har brug for dem inden for en tidshorisont, så virksomhederne kan sætte gang i investeringer, siger Sune Hein Lundbek.

Læs også: EUs erhvervsministre skal tage større politisk ansvar

Relateret indhold