DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen ser et vigtigt signal i erhvervs- og konkurrencekraftminister Martin Lidegaard (R) og skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Foto: Büro Jantzen
03.06.26 DIB Nyheder

Her er erhvervslivets nye nøgleministre

Den nye regerings hold af ministre er på plads. Her kridter DI-ledere banen op for nogle af dem, der har størst betydning for danske virksomheders hverdag   og vækstmuligheder.

Med en minister for vækst og en for konkurrencekraft sættes der ekstra fokus på at sikre erhvervslivets vilkår, som en vigtig brik i Danmarks velstand.

 - Det er et meget stærkt signal om, at man har forstået, hvor Danmark skaber den værdi, vi alle lever af, og at velfærd, tryghed og grøn omstilling i sidste ende hviler på, at danske virksomheder kan vinde i en benhård international konkurrence, siger DI’s adm. direktør Lars Sandahl.

Han henviser til, at listen på 21 ministre rummer erhvervs- og konkurrencekraftminister Martin Lidegaard (R) og skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M). Det kan medvirke til at fremtidssikre Danmark i en urolig tid hvor blandt andet konkurrencekraft, vækst, digitalisering, forsvar og energi ikke er adskilte dagsordener.

Brug for handling

DI’s erhvervs- og medlemsdirektør Emil Fannikke Kiær ser en særlig opgave for netop den nye skatte- og vækstminister, for lavere selskabsskat er centralt for at sikre vækst og konkurrenceevne.

 - Der er brug for handling. Selskabsskatten er et internationalt konkurrenceparameter, så derfor er det godt at regeringen vil skære 3 procentpoint af Danmarks. Jo hurtigere ministeren fører det ud i livet, jo bedre, siger Emil Fannikke Kiær.

DI-direktøren vil også gerne have hurtig handling, når det kommer til en modernisering af planloven, som der lægges op til i regeringsgrundlaget. Planloven opleves ofte som rigid og ufleksibel for virksomheder, der ønsker at udvide eller etablere sig, særligt i forhold til arealanvendelse i by- og landområder.

Læs også: Se konsekvenserne for erhvervslivet af regeringens køreplan

Høje forventninger til erfaren udenrigsminister

DI’s direktør for internationale forhold, Sofie Carsten Nielsen, supplerer med et stort tillykke til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Martin Lidegaard, der står foran travle år med høje ambitioner.

- Der er nok at tage fat på i begge ministerier. En styrket europæisk konkurrenceevne er nemlig afgørende for, at Europa kan stå stærkere i egen ret. Men skal det lykkes kræver det en tydelig europæisk handels- og industripolitik, der reducerer farlige afhængigheder og sikrer et stærkere Europa, siger hun.

Den geopolitiske uro sætter pres på danske virksomheders markedsadgang. Derfor skal vi spille en aktiv rolle i EU's handelspolitik, og åbne flere markeder, både i det globale syd og i resten af verden.

Læs også: DI: EU skal omsætte teknologisk ambition til investeringer og bedre rammevilkår

Ny stærk minister for digitalisering

Christina Egelund (M) kan føje digitaliseringsminister til forskning og uddannelsesminister i porteføljen. Og det ser DI Digitals branchedirektør Andreas Holbak Espersen potentiale i, for det giver på mange måder god mening at tænke de tre områder sammen.

 - Jeg hæfter mig ved, at området får en stærk minister, der ikke mindst brænder for teknologi. Og nok så vigtigt, at ministeren får plads i regeringens koordinationsudvalg, siger han og fortsætter:

 - Mange af de ting vi skal som samfund på det digitale område, ikke mindst i forhold til at udnytte potentialerne i AI, har tæt kobling til netop det område.

Andreas Holbak forventer også at digitaliseringsområdet også vil fylde i flere ministerier.

Læs også: DI om regeringsgrundlag: Nu skal planen blive til handling

Beredskabet i nye hænder

DI’s chef for samfundssikkerhed, Rasmus Anderskouv, byder velkommen til Lisbeth Bech-Nielsen (SF) som ny minister for samfundssikkerhed og beredskab i en tid, hvor Danmark står i en alvorlig sikkerhedssituation, hvor nye trusler bevidst udnytter sprækkerne i vores samfund.

- Vi ser frem til et stærkt samarbejde om at opbygge Totalberedskabet, så Danmark står skarpt i hybridkrigen. Vi skal både forhindre hændelser, men også have kompetencerne og kapaciteterne til hurtigt at komme tilbage til normalen, når de sker. Det skal alle relevante aktører i Danmark bidrage - erhvervslivet er klar, siger Rasmus Anderskouv.

Klar er DI også til at samarbejde i bred forstand, slår Lars Sandahl Sørensen fast, der glæder sig til at invitere ministrene ud og opleve danske virksomheder helt tæt på.

 - Vi står altid klar til at bidrage og til at føre ambitionerne ud i livet, siger DI-direktøren.

Læs også: DI: Erhvervslivet ser frem til samarbejde om totalberedskabet

Emil Fannikke Kiær

Emil Fannikke Kiær

Erhvervs- og Medlemsdirektør

Relateret indhold