På universitetet kan vi forstå de teoretiske mekanismer. Men det er værdifuldt at høre, hvordan regler, skatter, toldsatser og andre ting fungerer i praksis i virksomhederne, fortæller professor Michael Svarer.

Foto: AU Photo
29.07.26 DIB Nyheder

DI-alliance med nyt forskningscenter styrker erhvervslivet

Teori og praksis skal gå hånd i hånd på et helt nyt niveau til gavn for landets virksomheder i et nyt samarbejde mellem DI og det nyoprettede forsknings- og analysecenter CEFAU.

Teori og praksis går hånd i hånd på et helt nyt niveau til gavn for landets virksomheder igennem DI’s samarbejde med det nyoprettede forsknings- og analysecenter ved Aarhus Universitet, CEFAU.

Håndtrykket kombinerer nemlig de praktiske erfaringer fra virksomhederne med universitets uafhængige forskning og skaber på den vis et bedre beslutningsgrundlag for erhvervslivets rammevilkår, fortæller professor Michael Svarer, der sammen med professor Philipp Schröder er centerledere for CEFAU.

 - Den kombination har vi ikke haft i Danmark tidligere. På Aarhus Universitet har vi i forvejen bred erfaring i at undersøge erhvervslivets vilkår. Men det har hidtil været mere teoretisk funderet. Derfor har vi haft behov for at komme tættere på, hvordan virksomhederne oplever tingene på fabriksgulvet og i markederne. Det behov får vi nu opfyldt gennem samarbejdet med DI og DI’s medlemsvirksomheder, forklarer han.

CEFAU blev indviet i maj med økonomisk støtte fra Salling Fondene. Centret er fysisk placeret på Institut for Økonomi på Aarhus Universitet.

 - Den tætte dialog med virksomheder og organisationer, styrker vores opmærksomhed på emner, der er aktuelle, centrale og måske underbelyste. Det hjælper os med at finde de spørgsmål, der er værd at undersøge, siger Michael Svarer og fortsætter:

På universitetet kan vi forstå de teoretiske mekanismer. Men det er værdifuldt at høre, hvordan regler, skatter, toldsatser og andre ting fungerer i praksis ude i virksomhederne.  

Økonomiprofessor Philipp Schrøder leder det nye forskningscenter, CEFAU, sammen med Michael Svarer. 

DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen deltog i den formelle åbning af CEFAU i maj. 

Byggesager og dækningsafgift

Samarbejdet mellem CEFAU og DI er allerede i gang. DI har således bidraget med viden om effekterne af differentieret moms og kommunale dækningsafgifter. Desuden undersøger CEFAU også konsekvenserne af lange behandlingstider for byggesager, og forskerne har fået kontakt til eksportvirksomheder, der deler deres erfaringer.

 - Det er emner, der er rejst gennem en dialog med DI, hvor samarbejdet er med til at kvalificere CEFAUs analyser. Vi kender ikke svarene på analyserne på forhånd, men uanset hvad svarene bliver, så er de jo interessante, siger Michael Svarer.

At svaret ikke er givet på forhånd er centralt for CEFAU. For målet er ikke at levere argumenter til bestemte holdninger, men derimod at bidrage med dokumenteret viden.

 - Vores forskning er uafhængig af særinteresser. Virksomheder og organisationer kan bringe temaer op, men de kan ikke bestille bestemte analyser og konklusioner. Det afgørende er, at vi bevarer den forskningsmæssige uafhængighed og dermed også en armslængde til dem, vi samarbejder med, forklarer Michael Svarer.

To-delt center

CEFAU-centrets arbejde bliver delt i to afdelinger: Selve forskningsaktiviteterne vil grave et spadestik dybere og leverer svar på længere sigt. Samtidig vil centret opbygge en analyseafdeling, der kan levere aktuelle input til politiske og økonomiske temaer.

 - Analyseafdelingen vil kunne bidrage hurtigt med viden til en politisk debat. I dag oplever mange i erhvervslivet, at beslutninger om erhvervspolitik kan hvile på et tyndt grundlag. Her er det vores mål at bidrage til, at konsekvenserne bliver bedre belyst, siger Michael Svarer.

CEFAUs stræber på den vis efter at blive et centralt omdrejningspunkt for forskning i virksomhedernes vilkår, hvor teori og praksis mødes til gavn for erhvervslivet og landets politikere. Det ser DI stor værdi i.

 - Broen mellem akademisk forskning og erhvervslivets virkelighed har vi hårdt brug for. Så derfor ser vi stor værdi i CEFAU og har store forventninger til input fra centrets analyser. Det er helt centralt for virksomhedernes rammevilkår og investeringer, at det hviler på et solidt grundlag. Her kan uafhængige og forskningsbaserede analyser fra CEFAU styrke vidensgrundlaget for bedre beslutninger – i både erhvervsliv og politik, siger DI’s politiske direktør Morten Høyer.

CEFAU

  • Center for Erhvervsøkonomisk Forskning og Analyse (CEFAU) blev stiftet i 2025 på Aarhus Universitet og formelt indviet i maj 2026.
  • CEFAU fokuserer på erhvervslivets rammevilkår ved at kombinere økonomisk forskning med praksisnær analyse.
  • Centret vil levere uafhængig forskning, faktabaserede analyser og bidrage med indsigt i erhvervslivets rammer og vilkår
  • Centrets viden og resultater skal deles med offentlige og private aktører i den akademiske verden, i erhvervslivet og i samfundet generelt.
  • Centret ledes af økonomiprofessorerne Michael Svarer og Philipp Schröder.
  • DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen er med i CEFAU’s advisory board.
  • Læs mere om CEFAU her 
Morten Høyer

Morten Høyer

Politisk direktør

Relateret indhold