Vi skal i endnu højere grad være den naturlige indgang for danske virksomheder til deres vej ud i verden, siger Sofie Carsten Nielsen, direktør for Internationale forhold i Dansk Industri (DI).

Foto: Bureau Jantzen
19.08.26 DIB Nyheder

DI-medlemmer skal lære verdenskort at kende

Det skal ikke komme bag på DI-medlemmer, hvordan DI’s verdenskort ser ud, mener international direktør Sofie Carsten Nielsen. Hun sætter en retning der skal få DI’s internationale tilbud tættere på medlemsvirksomhederne. Også dem, der endnu ikke har et stort internationalt setup.

Sofie Carsten Nielsen satte sig til rette som direktør for Internationale forhold i Dansk Industri (DI) før sommeren. Hun er i fuld gang med at skærpe strategien for DIs internationale arbejde og har også netop lanceret en mindre  organisationsændring, der skal få områdets tilbud endnu tættere på medlemmernes behov og skabe mere konkret værdi.

- Det er vigtigt for mig at sige, at DI allerede gør det utrolig godt på det internationale område, og det er også den respons, vi får fra de mange medlemmer, der gør brug af den hjælp, vi har på hylderne. Men der er stadig virksomheder, som bliver overraskede, når vi viser vores verdenskort frem og fortæller om de muligheder, vi har for at hjælpe dem globalt, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun oplever, at det især blandt mindre og mellemstore virksomheder kan overraske, hvor meget hjælp de faktisk kan få gennem DI.

- Vi har simpelthen varer på hylderne, som der er nogle af vores medlemmer, der ikke ved, vi har. Derfor skal DI International blive tydeligere omkring sine værditilbud og samtidig styrke dialogen med virksomhederne om, hvilke udfordringer og muligheder der fylder mest i hverdagen, siger direktøren.

Få hjælp i alle verdensdele: DI globalt - Få hjælp af DI i alle verdensdele - DI

Vi skal være som falken

Hun har blandt andet brugt sin sommerferie på at læse den kronik, som Lars Sandahl, Lars Løkke og Claus Jensen havde skrevet til Politiken. Her brugte de det billede, at EU skal være en falk. Et dyr med præcisionssyn, hurtige vinger og evnen til at slå til præcis, når det gælder.

- Det samme gælder jo i virkeligheden både for Danmark, for DI og for Danmarks virksomheder, som hver eneste dag navigerer dygtigt i en verden præget af geopolitisk uro, handelskonflikter, ny regulering og nye markedsmuligheder. Det er en virkelighed, hvor vi som organisation skal være endnu bedre til at hjælpe virksomhederne med at finde vej, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun oplyser, at DI allerede hjælper virksomheder med alt fra toldregler, handelsaftaler og geopolitisk rådgivning til markedsadgang, netværk og nye eksportmuligheder.

- Men vi skal i endnu højere grad være den naturlige indgang for danske virksomheder til deres vej ud i verden, siger Sofie Carsten Nielsen.

Brug DI Internationalt: Internationalt - få hjælp til globale aktiviteter - DI

Skal vise vej til handlemuligheder for især SMV’er

Ifølge data fra DI's virksomhedspanel er global og geopolitisk uforudsigelighed blandt de største bekymringer for virksomhederne. Samtidig fylder konsekvenserne af internationale beslutninger, som eksempelvis toldsatser, energipriser og inflation, stadig mere. Derfor skal DI være endnu bedre til hurtigt at oversætte de globale begivenheder til konkrete konsekvenser og handlemuligheder for virksomhederne.

Som eksempel peger Sofie Carsten Nielsen på den store interesse for DI's webinarer om de amerikanske toldsatser.

- Gennem dem viser vi jo netop, at vi er til rådighed. Der har været kæmpe efterspørgsel fra virksomhederne for at få forklaret, hvad det betyder og få skilt støj fra signaler. Den slags skal vi gøre endnu mere af både fra Danmark og fra alle de steder i verden, hvor vi kan tilbyde "boots on the ground” siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun er klar over, at internationalisering ikke nødvendigvis er første punkt på dagsordenen for mange små og mellemstore virksomheder, hvor fokus ofte er på kunderne, produktionen, medarbejderne og den forretning, der skal fungere her og nu.

Men ifølge Sofie Carsten Nielsen er det netop de virksomheder, der kan have mest at hente ved at få øjnene op for nye markeder, flere samarbejdspartnere og en mere robust international forretning.

- Hvis man er en lille startup eller en mellemstor virksomhed, er det ikke sikkert, at man har mennesker og overskud til at kigge hen til det, der skal ske om fem år. Det er vores opgave, og vi skal vise medlemmerne, at det er derfor, de er medlem her hos os, siger Sofie Carsten Nielsen.

Benyt DI's rådgivning: Få hjælp til opstart på nye markeder

Nye markeder kræver nye samarbejder

Ifølge Sofie Carsten Nielsen kan danske virksomheder med fordel i højere grad tænke i flere markeder og flere samarbejder.

- Det handler både om vækst og om robusthed. En virksomhed, der er afhængig af få kunder, få leverandører eller ét stort marked, kan være mere sårbar, når verden ændrer sig hurtigt. Derfor bliver diversificering en vigtig dagsorden. Og for mange mindre og mellemstore virksomheder begynder den ikke med en stor international strategi, men med et konkret spørgsmål: Hvor kan vores løsning bruges – og hvem kan hjælpe os med at komme rigtigt ind, siger direktøren.

Hun ser især muligheder på markeder i udviklingslande, der traditionelt har været forbundet med større risiko end på mere etablerede markeder.

- Danske virksomheder står stærkt på områder, hvor verden efterspørger nye løsninger. Det gælder blandt andet klima, energi, digitalisering, fødevarer, biosolutions og teknologier, der kan bidrage til mere effektiv og bæredygtig produktion, siger direktøren.

Det er løsninger, der i høj grad er brug for i offentlige udviklingsindsatser, og derfor vil hun også arbejde for, at virksomhederne i endnu højere grad bliver tænkt tidligere ind i internationale samarbejder.

- Der er et kulturskifte i gang, hvor det  er blevet mere legitimt at tale om både samfundsværdi og forretning, når danske løsninger bringes i spil ude i verden. Men det skal arbejdes endnu mere ind i Danmarks udviklingspolitik, at den hjælper danske virksomheder også med at håndtere den større risiko, de nye markeder giver, siger Sofie Carsten Nielsen.

Læs mere: Globale udviklingssamarbejder - vi arbejder for global vækst - DI

Få hjælp fra DI

Det vil DI International hjælpe virksomhederne med

Forstå konsekvenserne af geopolitik, handelspolitik og toldændringer.

Få adgang til nye markeder og internationale netværk.

Udnytte muligheder i nye handelsaftaler.

Navigere i ny EU-lovgivning og internationale rammevilkår.

Skabe nye samarbejder og forretningsmuligheder globalt.

Start på Internationalt - få hjælp til globale aktiviteter - DI

Sofie Carsten Nielsen

Sofie Carsten Nielsen

Direktør for Internationale Forhold

Josefine Hjort Spindler

Josefine Hjort Spindler

Chefkonsulent

Louis Funder

Louis Funder

Seniorchefkonsulent

Relateret indhold