Danmarks ambassadør til Japan, Jarl Frijs-Madsen, briefede den 24. august en række virksomheder fra forskellige brancher om mulighederne i Japan.

Foto: Søren Falck
25.08.26 DIB Nyheder

Japan er tilbage – og danske virksomheder bør kigge med

Japan er på vej ud af stagnationen, og markedet bør vække interesse hos danske virksomheder. Ikke mindst fra brancher som life science, energi, digital, forsvar, biosolutions og fødevarer, lyder budskabet fra Danmarks ambassadør i Japan, Jarl Frijs-Madsen.

Japan har i årtier været forbundet med stagnation, lav vækst og deflation. Men det billede er ved at ændre sig. Efter flere år med inflation, stigende lønninger, højere renter, øgede investeringer og en ny politisk vilje til at sætte fart i økonomien er verdens fjerdestørste økonomi igen blevet et marked, danske virksomheder bør interessere sig for.

Det var hovedbudskabet, da Danmarks ambassadør i Japan, Jarl Frijs-Madsen, holdt morgenbriefing hos DI om mulighederne på det japanske marked.

Ambassadøren slog samtidig fast, at det er et anderledes Japan, der er kommet tilbage.

- Japanske virksomheder har brugt de seneste årtier på at omstille sig så de i dag dominerer på en række centrale, avancerede materialer og komponenter i de globale værdikæder, siger ambassadøren.

På den baggrund mener han, at alle danske virksomheder bør gøre op med sig selv, om Japan størrelse og potentiale gør, at det er et marked, de skal være til stede på.

- Og så kan konklusionen godt være nej, når man har kigget på det. Men overvejelsen er vigtig, siger Jarl Frijs-Madsen.

Læs også: DI medlemmer skal lære verdenskort at kende

Et stort og stabilt alternativ

For danske virksomheder er Japan også interessant i forhold til tillid, stabilitet og politisk retning i en tid, hvor mange virksomheder genovervejer deres globale markeder og forsyningskæder. Landet er sammen med EU bundet af en frihandelsaftale, der trådte i kraft i 2019 og deler i høj grad Danmarks og Europas syn på en regelbaseret verdensorden, sikkerhedspolitik og behovet for stabile samarbejdspartnere.

- Japan er lige så like-minded med os, som vi er med de nordiske lande, siger Jarl Frijs-Madsen.

Samtidig peger han på, at Japan fortsat er en af verdens største og mest købestærke økonomier. Europa er verdens næststørste forbrugermarked, og Japan er verdens tredjestørste.

- Derfor er Japan et seriøst supplement til markeder, der i de senere år er blevet mere usikre eller politisk komplekse, siger Jarl Frijs-Madsen.

Læs også: Sandahl: Europa har ikke råd til endnu et tabt år

Japan vil investere i fremtidens sektorer

Den japanske regering anført af den dynamiske kvindelige premierminister Sanae Takaichi har identificeret 17 strategiske sektorer og 62 underområder, hvor landet vil styrke sin langsigtede vækst. Målet er ikke blot offentlige investeringer, men først og fremmest at få japanske og udenlandske virksomheder til at investere i områder som energi, life science, teknologi, forsvar, fødevarer, robotter, kunstig intelligens og halvledere.

- For danske virksomheder er pointen klar: Japan søger løsninger på problemer, som Danmark allerede har stærke erfaringer med – fra grøn energi og sundhedsmodeller til digitalisering, fødevaresikkerhed og avancerede teknologier siger Jarl Frijs-Madsen.

Han fortsætter:

- Den bedste måde, man kan lave salg på, er at forstå, hvad det er, den japanske regering ønsker. Hvad er det for nogle forandringer, de ønsker? Har man løsningen på det, der optager dem, så er der en forretningsmulighed.

Læs også: Tivoliinvestering er en gave til dansk turisme

Japan kigger mod den danske model

Et af de mest oplagte områder er indenfor life science, som allerede er en af de største danske eksportområder til Japan. Japan har et voksende pres på sundhedssystemet på grund af en aldrende befolkning, lav fødselsrate og et problem med, at lægemidler, der er tilgængelige i USA og Europa, ofte kommer senere – eller slet ikke – til japanske patienter.

Derfor investerer Japan massivt i life science og arbejder på en offentlig-privat model, der på flere måder minder om det danske Life Science Råd. Det skaber muligheder for danske virksomheder, der kan bidrage med løsninger, erfaringer og samarbejdsmodeller.

- Det, der virkelig har overrasket mig positivt, er, hvor meget japanerne kigger til Danmark. De føler, at de kan lære af den måde, vi arbejder med offentligt-privat partnerskab og hele vores økosystem på sundhedsområdet, siger Jarl Frijs-Madsen.

Læs også: Fodboldikon åbnede døren for millionkontrakt

Japanske muligheder

Brancher med japanske muligheder:

 

Havvind er del af energiløsningen

På energiområdet er Japans afhængighed af importeret energi en politisk drivkraft. Omkring 90 procent af landets råolie passerer gennem Hormuzstrædet, og havvind ses som en del af svaret på både energisikkerhed og grøn omstilling, hvorfor Japan har et mål om 10 GW havvind i 2030 og 30-45 GW i 2040.

Læs mere hos DI Energi

Digitalisering af den offentlige sektor

Japans offentlige digitalisering halter stadig på flere områder. Gamle it-systemer og mangel på it-specialister er en central udfordring. Regeringen har derfor gjort digital omstilling til en national prioritet. Det åbner muligheder for danske virksomheder med løsninger inden for govtech, digitalisering, cybersikkerhed og avanceret teknologi.

Læs mere hos DI Digital

Massive forsvarsinvesteringer

Japans sikkerhedspolitiske situation har ændret sig markant. Landet har allerede bragt de samlede forsvarsrelaterede udgifter op omkring 2 procent af BNP og søger bredere internationalt samarbejde med ligesindede lande. Der investeres blandt andet i missilforsvar, droner, ubemandede systemer og cyberforsvar.

Læs mere hos DI Forsvar & Sikerhed

Danmarks har stærkt brand på fødevarer og biosolutions

Japan er kun omkring 38 procent selvforsynende med fødevarer, og landbrugsbefolkningen er blandt verdens ældste. Det gør import stadig vigtigere og skaber muligheder for danske virksomheder inden for blandt andet grisekød, fisk, mejeriprodukter, biosolutions og økologiske fødevarer.

Læs mere hos DI Fødevarer og DI Biosolutions

Søren Falck

Søren Falck

Fagleder for fremstød

Relateret indhold