Danske virksomheder sværmer om Forsvaret
Et bredt udsnit af danske virksomheder viser interesse i at levere til Forsvaret og forsvarsindustrien. DI ser stort potentiale og viser virksomhederne vej.
Danmark og resten af Europa investerer massivt i forsvar og sikkerhed. Det mærkes nu tydeligt i dansk erhvervsliv, hvor tusindvis af virksomheder enten allerede leverer til forsvarsområdet eller overvejer at gøre det.
En ny erhvervsanalyse fra AL Sydbank viser, at 14 procent af danske virksomheder allerede er leverandører til Forsvaret eller til virksomheder i forsvarsindustrien. Hertil kommer yderligere 15 procent, som overvejer at blive det.
Samlet svarer det til, at mere end 7.000 danske virksomheder enten har tilknytning til området eller ser forretningsmuligheder i det.
Hos DI vækker analysen genkendelse. Interessen for forsvarsområdet er vokset markant i takt med de politiske beslutninger om at øge de danske og europæiske forsvarsudgifter.
- Analysen bekræfter det, vi oplever i DI: Mange virksomheder vil gerne bidrage til Danmarks og Europas sikkerhed. Det gælder ikke kun de klassiske forsvarsvirksomheder, men også virksomheder inden for industri, byggeri, it, logistik og service. Potentialet er stort, hvis vi får gjort det nemmere for virksomhederne at forstå kravene, møde de rette aktører og byde ind på de konkrete opgaver, siger Joachim Finkielman, branchedirektør for DI Forsvar og Sikkerhed.
Læs også: Virksomheder går sammen om europæiske forsvarsleverancer
Forsvar er mere end krudt og kugler
Analysen peger især på, at industrivirksomheder viser stor interesse for forsvarsområdet. Her er 19 procent allerede leverandører, mens 29 procent overvejer at blive det. Også bygge- og anlægsbranchen samt informations- og kommunikationsvirksomheder fremhæves som brancher med betydelig interesse for området.
- Det er vigtigt, at vi ikke taler forsvarsindustrien for snævert. Oprustningen handler også om software, cybersikkerhed, bygninger, vedligehold, komponenter, beklædning, rådgivning og en lang række specialiserede underleverancer. Derfor arbejder DI for at åbne dørene for flere virksomheder – også dem, der ikke i dag opfatter sig selv som en del af forsvarsindustrien, siger Joachim Finkielman.
Han påpeger samtidig, at Danmark har stærke virksomheder og teknologier, som vi skal blive bedre til at bringe i spil. Eksempelvis er det alt for tungt at få en eksporttilladelse og produktionstilladelse i Danmark. Det bør ikke være nødvendigt med produktionstilladelser til virksomheder, der leverer fjedre, skruer og den slags til forsvarssystemer, for de endelige producenter er jo underlagt strenge regler, der sikrer den nødvendige kontrol, siger Joachim Finkielman.
Artiklen fortsætter under galleriet
Investeringer skal styrke danske virksomheder
Han henviser i den forbindelse til den forsvarsindustrielle strategi, som DI Forsvar og Sikkerhed fremlagde før sommer. Den indeholder 55 konkrete forslag inden for 11 strategiske områder, der viser vejen til, hvordan Danmark kan opbygge en stærkere og mere robust forsvarsindustri – til gavn for både national og europæisk sikkerhed.
– Vi investerer massivt i forsvaret i disse år. Derfor er det afgørende, at en større del af investeringerne også er med til at styrke danske virksomheder, danske kompetencer og danske arbejdspladser. Det handler i sidste ende om vores evne til at tage ansvar for vores egen sikkerhed, siger Joachim Finkielman.
Læs også: Investeringer i forsvar skal styrke danske virksomheder og arbejdspladser
Tydelige udbud, krav og kontaktveje
De danske forsvarsudgifter er ifølge analysen steget markant på få år og udgjorde i 2025 knap 100 milliarder kroner. Det svarer til cirka 3,2 procent af BNP. Samtidig har NATO-landene sat en ny målsætning, hvor medlemslandene fremover skal bruge mindst 3,5 procent af BNP på direkte forsvarsudgifter samt yderligere 1,5 procent på bredere forsvars- og sikkerhedsrelaterede udgifter.
For DI understreger udviklingen behovet for, at virksomhederne hurtigt kan omsætte interesse til konkret deltagelse.
- Når så mange virksomheder viser interesse, er næste opgave at omsætte interessen til konkrete samarbejder, ordrer og innovation. Det kræver, at udbud, krav og kontaktveje bliver så tydelige som muligt, og at danske virksomheder får mulighed for at bringe deres løsninger i spil – både i Danmark og i internationale forsyningskæder, siger Joachim Finkielman.
Læs også: DI: Et stærkt forsvar kræver en stærk forsvarsindustri
Find en vej ind på forsvarsmarkedet
Netop her sætter DI ind med netværk og målrettede forløb, der skal gøre vejen fra interesse til ordre kortere. Et af dem er DI Strategisk Forsvarsforum – et forløb over tre moduler, hvor virksomheder på tværs af brancher får overblik over Forsvarets indkøbs- og udbudsprocesser, kravene til leverandører og de rette kontaktveje.
- Deltagerne møder nøglepersoner fra bl.a. FMI, FE og NATO og virksomheder, der deler deres egne erfaringer med at levere til forsvarssektoren. Alt i alt bliver det et forløb, der klæder virksomheder, der ikke i forvejen er en del af forsvarsindustrien, grundigt på i forhold til at levere til Forsvaret, siger Joachim Finkielman.
Første modul løber af stablen den 17. september hos Terma i Aarhus, efterfulgt af moduler i Odense og København i oktober og december.
Læs mere om DI Strategisk Forsvarsforum.
DIs hjælp til forsvar
DI hjælper virksomheder ind i forsvarssamarbejdet
DI Forsvar og Sikkerhed samler virksomheder, myndigheder og øvrige aktører om rammevilkår, netværk og konkrete muligheder på forsvars- og sikkerhedsområdet.
DI Strategisk Forsvarsforum hjælper gennem tre moduler, der giver dig overblik over indkøb, udbud, krav og kontaktveje i Forsvaret – og hvor du møder nøglepersoner fra bl.a. FMI, FE og NATO. Første modul: 17. september hos Terma.
Defenceguide.dk Guide til leverandører og underleverandører i forsvarsindustrien, udarbejdet af Kirk Larsen & Ascanius i samarbejde med DI Forsvar og Sikkerhed.
Fakta
Det viser analysen fra AL Sydbank/Voxmeter
- 14 procent af virksomheder med 10-499 ansatte er allerede leverandører til Forsvaret eller til virksomheder i forsvarsindustrien.
- 15 procent overvejer at blive leverandører til forsvarsområdet.
- Samlet svarer det til mere end 7.000 danske virksomheder.
- Industrien skiller sig ud: 19 procent er allerede leverandører, og 29 procent overvejer at blive det.
- Nordjylland har den højeste andel af virksomheder, der allerede er leverandører til forsvarsområdet.
- Analysen er baseret på 402 telefoninterviews gennemført af Voxmeter for AL Sydbank i perioden 8. januar til 5. februar 2026.
Kilde: AL Sydbank/Voxmeter: “Danske virksomheder ser store muligheder i forsvarsoprustningen”, juli 2026.