Lars Sandahl Sørensen (tv), adm. direktør i Dansk Industri (DI), bød sammen med DI Formand Klaus Holse (th) udenrigsminister Lars Løkke Rasmusssen (M) velkommen til DI Topmødet 2026.

15.09.26 • DIB • Nyheder

Få overblik over DI Topmødet 2026 på 10 minutter

Vi skal turde fejle - men systemerne drukner i sagsbehandling, lød indgangsbønnen til DI Topmødet 2026, der atter samlede virksomhedsledere, beslutningstagere og internationale aktører til Danmarks vigtigste erhvervsbegivenhed.

”En dag i 1945 banker en landmand på døren hos Poul Due Jensen. Han skal bruge en pumpe, som ikke kan skaffes på grund af krigen. Pumpen ender som dansk industrihistorie og bliver starten på Grundfos.” 

Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri (DI) startede sin tale til DI Topmødet 2026 med den rørende historie om Poul Due Jensen, der mistede begge sine forældre som barn, men var modig og satsede uden at vide, hvad han skulle bygge op .

Historien tjente som eksempel på det vovemod, der er brug for i danske virksomheder og i det danske samfund. Men som bremses af bureaukrati i de offentlige systemer.

- Vi drukner i sagsbehandling, miljøgodkendelser, dokumentation. Tung regulering.  Jeg tror ikke nogen politikere har ambitioner om regler bare for reglernes skyld. Men systemet belønner ofte den, der undgår en fejl, mere end den, der løser et problem. Og det kan virkelig undre mig, sagde Lars Sandahl.

Han opfordrede derfor samfundet til større mod.

- Vi skal teste og så rette til, når vi bliver klogere. Med mod og med åbne øjne. Det gælder på Christiansborg, i den offentlige sektor, og ikke mindst i EU, sagde Lars Sandahl Sørensen.

Han pegede på fire steder, der kan begyndes:

1: Sætter vi høje klimamål, skal vi også fjerne de barrierer, der gør dem umulige at nå.

2: Kig på den række skatter, som stiller os dårligere i den internationale konkurrence: Selskabsskatten. Top-topskatten. Aktieindkomstbeskatningen.

3: Kom med t reelt opgør med de bureaukratiske lænker, som tynger virksomhederne.

4: Gør Danmark til et endnu mere attraktivt land at arbejde i.

Se hele Lars Sandahls tale i videoen over artiklen

Løkke satser på AI og vækstmarkeder

Investeringer i AI og investeringer i nye vækstmarkeder lå udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på sinde i hans tale ved topmødet.

Kunstig intelligens skal omfavnes og bruges uden en naiv begejstring, forklarede ministeren og henviste til, at Europa for alvor halter efter USA.

- Kunstig intelligens rigtigt udnyttet kan blive en godt redskab, forklarede han.

Men investeringerne mangler. Alene sidste år investerede USA 50 gange mere i generativ AI end Europas 3,2 mia. dollar. Regeringen har derfor prioriteret brugen af AI på en række områder, blandt andet til at lette virksomhedernes administrative byrder i kontakten med myndighederne.

Lars Løkke Rasmussen stillede også flere investeringer i udsigten til at erobre vækstmarkeder. Senere i denne uge præsenterer han hos DI en række opdaterede erhvervsinstrumenter.

- Nye instrumenter til 850 mio. kr. over de næste fire år, som skal hjælpe jer, danske virksomheder, med markedsafdækning og pilotprojekter til finansiering og skalering på vækstmarkederne, sagde han.

 

Maskinen under toppolitikere bremser udviklingen

Som præsident og CEO for Novonesis står Ester Baiget i spidsen for en succesfuld virksomhed, der leverer biobaserede løsninger på tværs af mange sektorer. Da hun var på scenen til DI Topmødet 2026 fortalte hun deltagerne, at de formentlig samme dag har været i kontakt med virksomhedens produkter.

Hun fortalte, at Europa fortsat fører i kapløbet med lande som Kina og USA, når det gælder de naturbaserede enzymer og mikrober.

- Jeg håber, at nogen – ikke mig tror jeg – kan sidde i denne stol om 20 år og sige, at det stadig gælder. Men det ser svært ud med den hastighed, vi og konkurrenterne bevæger sig med, sagde Ester Baiget.

Hun påpegede, at det tager 7 år at få en godkendelse på biobaseret gødning i EU. I Singapore kan det lade sig gøre på seks måneder.

- Jeg møder stor forståelse fra toppolitikere. De udviser også her i dag med Lars Løkke Rasmussen stor vilje til at fjerne bureaukrati. Men maskineriet nedenunder står i vejen. Vi arbejder med regulering, der er lavet til fortidens løsninger, og vi har brug for at øge tempoet. Kina og USA løber stærkt, og vi står næsten stille. Så i realiteten bevæger vi os baglæns i forhold til konkurrenterne, sagde Ester Baiget.

IMD tog temperatur på konkurrenceevne

David Bach, der er præsident for International Institute for Management Development (IMD) i Schweiz beskrev Danmarks og Europas konkurrenceevne på basis af IMDs årlige rangliste. Og det var et blandet billede, selv om Danmark nu er faldet til en sjetteplads på den globale rangliste.

- Danmark er den mest konkurrencedygtige nation i EU. Men når Danmark er faldet fra førstepladsen tidligere skyldes det, at Danmark er faldet tilbage makroøkonomisk, forklarede han og tilføjede:

- På mange punkter er der en stor konkurrenceevne i Europa og Danmark. Udfordringen er mere at fordelene skal udnyttes hurtigere.

EU har mange stærke kort på hånden

For Europa er der brug for stabilitet og klare handelsregler. Men vi skal være kreative i en verden, der ikke er så stabil, som vi kunne ønske os, sagde Ditte Juul Jørgensen, generaldirektør for handel og økonomisk sikkerhed i Europa-Kommission ved DI Topmødet 2026.

- Rigtig meget af den dagsorden, der bliver diskuteret her, ligger højt på dagsordenenen i EU. Indenfor handel, som er mit område, vil arbejde videre med frihandelsaftaler og instrumenter, der gør os i stand til at håndtere de handelsbarrierer, der bliver skabt i disse år. Vi skal skabe forenkling, omstillingsparathed og klar retning, sagde Ditte Juul Jørgensen.

Hun mener, at EU har mange stærke kort på hånden, selv om der bliver talt mere om udfordringerne.

- Europas stærketste kort er det indre marked med 400 millioner købestærke forbrugere, vi er en stærk handelspartner med frihandelsaftaler for mere end halvdelen af vores globale handel. Nu lægger vi os i selen for at sætte de aftalte handelsaftaler til at træde i kraft og gå i tæt samarbejde med USA for at holde fast i en så stabil handel med dem som muligt, sagde  Ditte Juul Jørgensen.

Europa kan vinde i AI’s næste fase

Europa har en fantastisk chance, lød det fra Siemens bestyrelsesformand Jim Hagemann Snabe, der beskrev potentialet ved AI ved DI Topmødet 2026 i en dialog med Lars Sandahl Sørensen.

 - Når jeg kigger på de muligheder, vi har med kunstig intelligens, specielt når vi flytter det fra skærmen, som en gang imellem er fuld af løgn, og ind i den virkelige verden, hvor det er meget nøjagtig og værdiskabende, kan vi skabe en langt bedre fremtid, lød det fra Jim Snabe, der også har opgaven som særlig udsending for industriel AI i Europa-Kommission.

Europa kan genvinde sin teknologiske konkurrenceevne i forhold til at bruge AI på en ny måde i en ny fase, hvor man ikke baserer sin AI på sprogmodeller, der henter input fra Harry Potter.

Se hele Jim Hageman Snabes budskab i videoen herunder.

”Sænk da selskabsskatten med fem procent”

”Et stærkt Danmark i et stærkt Europa” lød overskriften til politikerdebat med Pia Olsen Dyhr (SF), økonomi- og indenrigsminister, Martin Lidegaard (R), minister for erhverv og konkurrencekraft, Jakob Engel-Schmidt (M), skatte- og vækstminister samt Troels Lund Poulsen V-formand og Mona Juul formand for K.

Debatten faldt i forlængelse af Topmødets øvrige budskaber naturligt på, hvor hurtigt og hvordan administrative byrder kan lettes. Her har Troels Lund Poulsen netop lanceret en ambition om at reducere bøvl med 25 procent inden 2030. Regeringen vil nå det samme inden 2035.

- Inden jul kommer vi med en konkret plan for, hvordan vi skal nå det. Men jeg kan jo se, at når jeg kigger ind i lettelser af danske byrder ser vi ind i nye byrder fra EU, som i mit ministerium bliver kaldt for rædselskataloget. Jeg tror, noget af det vigtigste, vi kan komme i mål med, det er tydelighed. Så der ikke er tvivl om hvad der er op og ned på regler, sagde Martin Lidegaard.

Både han og Jakob Engel-Schmidt blev samtidig udfordret på, om de kunne komme med konkrete løfter om selskabsskattelettelser. Men her blev tilhørerne skuffede. Jakob Engel-Schmidt henviste til, at der skulle være noget til et kommende pressemøde, mens Martin Lidegaard ikke havde mere at tilføje.

Mona Juul pressede dog lidt ekstra på:

- Sænk da selskabsskatten med fem procent i et hug i stedet for i de der dryp, sagde den konservative formand, mens økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr fortalte, at selskabsskattelettelser ikke stod højt på SF’s prioritetsliste, da regeringsgrundlaget blev lavet.

- Når det er sagt, så er vi jo med på at sænke selskabsskatten, når det er finansieret solidarisk og vi samtidig investerer i uddannelse, sagde Pia Olsen Dyhr.

Sidste punkt i politikerdebatten var det danske uddannelsessystem ikke mindst på folkeskoleniveau. Se mere om den i videoen herunder.  

Charlotte Frost

Charlotte Frost

Chef for Strategiske events

Philipp Loeken

Philipp Loeken

Chefkonsulent

Claudia Parnas

Claudia Parnas

Konsulent

Julie Marie Mabeck

Julie Marie Mabeck

Chefkonsulent

Relateret indhold