Novos tidligere adm. direktør, Lars Fruergaard Jørgensen fortalte ved DI's topmøde 2026 om sin exit fra medicinalgiganten. I denne artikel uddyber han forløbet, der førte til hans uventede exit.

Foto: DI
15.09.26 • DIB • Nyheder

”Som CEO er man stadig lønmodtager”

Novos tidligere adm. direktør Lars Fruergaard Jørgensen fortæller her om sin uventede exit fra topjobbet. Det satte perspektiv på karrieren, hvilket han også fortalte om ved DI's topmøde.

Bestyrelsesarbejde, møder, motion og mere tid til familien. Novos tidligere topchef Lars Fruergaard Jørgensen har fundet en ny balance i sit liv efter den uventede afgang fra medicinalgiganten i august 2025, hvor han på 34 år fik arbejdet sig op fra nyuddannet økonom til en position som en af Europas mest respekterede erhvervsledere.

 - Beslutningen var også overraskende for mig, men jeg vidste jo, at det var en del af gamet. Det er ikke noget, man tænker over i det daglige, hvor man kører med 130 kilometer i timen og er fuldt dedikeret til opgaven. Men det er klart, at når man ikke længere har tilliden fra hovedaktionæren, skal man ikke fortsætte, fortæller han og uddyber:

 - Jeg trives rigtigt godt med at være den, hvis folk ønsker det. Men er det ikke tilfældet længere, så er det også fint for mig. Og det kan jo lyde overraskende i lyset af den rolle jeg havde, men mit ego er faktisk ikke ret stort. Derfor har det været relativt nemt at trække stikket, for min titel er ikke min identitet.

Anerkendelse afgørende

Derfor anser Lars Fruergaard sig også som heldig ved at kunne gøre rigtigt meget for mange gennem årene i Novo i en periode, hvor virksomheden præsterede en massiv vækst – men til sidst i hans periode også blev udfordret. De sidste otte år hos Novo Nordisk var han virksomhedens øverste chef. I alle årerne har medarbejdernes anerkendelse betydet meget for Lars Fruergaard.

 - Hvis man har gjort meget for mange, så skaber man forandringer, der har betydning på den længere bane, og det er en stor tilfredsstillelse. Det modsatte er jo, at man kun har magten kva sin stilling, og når den stilling er væk, så efterlader man ingen ændringer. For mig har det været afgørende at være tro mod mine egne værdier. Hvis man begynder at sige eller gøre noget andet, bliver det svært, lyder hans analyse.

Netop det at se topjobbet som netop et job ligger Fruergaard på sinde.

 - Selv om man er topchef og kan bestemme over andre, så er det vigtigt at være bevidst om, at man stadig er lønmodtager. Stillingen som den øverste chef må ikke blive ens fulde identitet, når man også skal passe på sig selv, pointerer han.

Ikke et nyt CEO-job

I månederne efter fyringen brugte Lars Fruergaard meget tid på at tale med mange mennesker, som havde rakte ud til ham med tilbud og sympatierklæringer. De mange henvendelser fyldte godt op i notesbogen fra perioden, og de varmede.

 - Min kone Lotte synes jo nok, jeg havde lidt for travlt i den periode. Men for mig var det en god måde at lande på. Nu har jeg brugt et års tid til at tænke mig om, for det er nemt at komme til at sige ja til for meget. Over tid ser man mere, hvad man gerne vil og skal. Og der er jeg ved at finde en god balance, fortæller han.

Den nye balance indebærer også, at han ikke drømmer om at blive CEO igen.

 - Det at være CEO kan være verdens fedeste job og det er et privilegie, hvor man fylder meget for mange og for samfundet. Det er også en tilstand man går ind i, hvor man altid er til rådighed og hurtigt kan blive tvunget ud i damage control, hvilket er meget meningsfuldt - men også ganske krævende. Som jeg har det nu, er det godt at være ude igen. Det er jeg afklaret omkring, siger han.

Den beslutning sætter familien også pris på.

 - Inderst inde er de helt sikkert glade, for de ved, at det har været spændende, men samtidig også at det har været sindssygt hårdt. Vi har en god tæt familie, hvor det har stor værdi, at vi nu får mere tid sammen.

Læs også: ”Et CEO-job er kun til låns”

Artikel fortsætter under video

Se interview med Mads Nipper og Lars Fruergaard Jørgensen ved DI Topmødet.

Bestyrelseskarriere tager form

At Lars Fruergaard er videre blev understreget den 7. oktober, da han sagde ja til rollen som bestyrelsesformand for Healthcare Denmark. Organisationen er et offentligt-privat partnerskab, som profilerer og synliggør hele den danske sundhedsklynges potentiale. Danmarks daværende erhvervsminister Morten Bødskov gav Fruergaard følgende ord med på vejen, der markerede, at en ny titel tog form:  

 - Med Lars Fruergaard Jørgensen i spidsen får Healthcare Denmark en stærk og internationalt anerkendt leder, som kan drive indsatsen fremad. Takket være hans omfattende erfaring er han særdeles godt rustet til at sikre, at danske sundhedsløsninger når ud på de internationale markeder.

Fakta

Lars Fruergaard Jørgensen

  • Alder: 59 år
  • Startede i 1991 som nyuddannet hos Novo på et internt graduateprogram med fokus på økonomi og regnskab.
  • I årene efter blev han bl.a. udstationeret i en række lande med forskellige opgaver og fik senere lederroller inden for bl.a. it og forretningsudvikling.
  • I 2017 blev han udnævnt til adm. direktør for Novo, en stilling han bevarede indtil august 2025.
  • Gennem årerne er han bl.a. blevet kåret til årets person af Financial Times (2023) og til Manager of the year af sammenslutningen European Business Media (2024).
  • Er i dag formand for Healthcare Danmark og medlem af repræsentantskabet i Danmarks Nationalbank.

Relateret indhold