DI Business

DI: Højeste vækst i USA i 2,5 år giver muligheder

Danske virksomheder kan have udsigt til flere ordrer i USA som følge af stigende efterspørgsel.

Amerikansk økonomi voksede i tredje kvartal med 3,2 pct. Der ventes også høj vækst i indeværende kvartal og til næste år, hvilket er godt nyt for danske eksportvirksomheder.

- Der er godt gang i USA, hvor økonomien i tredje kvartal voksede i det hurtigste tempo i 2½ år. Med 472.000 nye jobs over de seneste to måneder og høj forbruger- og erhvervstillid er der også lagt op til pæn vækst i indeværende kvartal, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

Skattereform kan give yderligere løft

- Væksten ventes at tage til i styrke til næste år, og med den nyligt vedtagne skattereform kan der blive sat yderligere fart på amerikansk økonomi i 2018. Skattereformen vil tilskynde danske og andre udenlandske virksomheder til at flytte produktion til USA, og det kan øge presset på den amerikanske centralbank for at hæve renten i takt med at arbejdsmarkedet strammer mere og mere til, siger chefanalytiker Allan Sørensen.

- Danske virksomheder kan glæde sig over stærk efterspørgsel i USA. Dollaren er blevet stabiliseret over de seneste måneder, og med stigende vækst i USA er der gode chancer for, at vi kan omsætte den stærke efterspørgsel på det amerikanske marked til flere nye ordrer til dansk erhvervsliv, siger chefanalytiker Allan Sørensen.

Jonas Forup
Skrevet af:

Jonas Forup