22.11.24 Nyheder

Mette Lind Fürstnow

Efter at have tilbragt mere end 25 år i den internationale olie- og gasindustri hvor jeg har arbejdet med komplekse projekter og diverse teams, tror jeg meget på styrken i tværfagligt samarbejde.

Det er en industri, som er god til at navigere høj kompleksitet, risici og ofte store usikkerheder som kræver opfindelse af nye løsninger for at lykkes. Nødvendigheden af at skulle arbejde i partnerskaber på tværs af værdikæder, fag, nationaliteter, kulturer og lande har resulteret i udvikling af fælles industribegreber, sprog og standarder, som nu er med til at understøtte store projekt- og investeringsbeslutninger.

At tænke og arbejde holistisk er kernen i mit lederskab og mine bidrag indenfor overgangen til renere energikilder.

Har du nogle specifikke erfaringer i en bestyrelseskontekst, som du gerne vil fremhæve?

Jeg har bidraget til bestyrelser og komitéer siden starten af min karriere. I øjeblikket fungerer jeg som bestyrelsesmedlem under Energistyrelsens Udvikling og Demonstrationsprogram (EUDP), som støtter med finansiering til initiativer indenfor den grønne omstilling. Desuden bidrager jeg som arbejdende bestyrelsesmedlem til Scale-up virksomheden CrestWing’s kommercialisering af bølgeteknologi.

I mit daglige virke leder jeg en af de første Carbon Capture and Storage (CCS) feltudviklingskomitéer i Danmark for INEOS Energy, med den interessante opgave at forberede et underjordisk lager ude offshore til CO2.

Det er for mig interessant at lede komiteen med et partnerskab af internationale operatører gennem tekniske og investeringsmæssige beslutninger i et CO2 marked under udvikling. Jeg tror på at et tæt samarbejde og en stærk strategi for faseudvikling er nøglen til succes.

Hvad ser du som den største hindring for, at virksomheder kan lykkes med energiomstillingen lige nu?

Energiomstillingen går langsomt, da det er udfordrende at transformere energisystemer og kommercielle rammer samtidig.

Energi sektoren, som er fyldt med værdifuld teknisk og kommerciel erfaring fra veletablerede markeder, skal nu gentænke teknologi, forretningsmodeller, kombinere og innovere meget hurtigere end nogensinde før. Samtidig skal regeringer og myndigheder sætte nye rammer og sikre at økonomiske incitamenter tiltrækker investeringer. Det er en spændende udfordring af vores evne til at ændre måden vi lever på hurtigt. Tidligere energiomstillinger fra én kilde til en anden tog minimum 1 til 2 generationer.

For at lykkes er det afgørende, at virksomhedernes ledelse og bestyrelser finder frem til strategiske partnerskaber og finder stærke investorer så den økonomiske risiko i de tidlige udviklings- og opskaleringsfaser mindskes.

Hvad er det ved bestyrelsesarbejde, der begejstrer dig så meget?

Jeg nyder og finder det vigtigt at bidrage til bestyrelser med min brancheerfaring, nysgerrighed og stærke innovations- og ledelsesevner.

Jeg brænder for at frigøre potentialer og leder altid efter nye vækstmuligheder. Gennem mit bestyrelsesarbejde skaber jeg nye forretningsmuligheder på tværs af værdikæder og bidrager til kommercialiseringen af nye løsninger.