Folketingsvalg 2026

Mona Juul: K kommer på virksomhedsbesøg for at lytte

Få indblik i Mona Juul og Det Konservative Folkepartis ambitioner for erhvervslivet og mulighederne for at invitere deres kandidater på virksomhedsbesøg.

Formand for Det Konservative Folkeparti Mona Juul

I en valgkamp fylder kandidaterne deres dage ud med aktiviteter, hvor de kan tale med vælgere. Men også hvor de kan kommunikere om deres politik. Hos virksomhederne kan de møde en masse ansatte, og de kan få input, oplevelser og billeder, som de kan dele på deres kanaler for at fortælle om deres politik.

Virksomhedsbesøg skaber relationer og mulighed for at få fortalt, hvad man kæmper med i hverdagen.

Vi har spurgt en række politikere, hvorfor de vil prioritere virksomhedsbesøg i en valgkamp. Hør hvad Mona Juul, Formand for Det Konservative Folkeparti svarer.

Vil Konservatives folketingskandidater gerne på besøg hos danske virksomheder under valgkampen? 

Det er altid vigtigt for Det Konservative Folkeparti at lytte til dansk erhvervsliv. Derfor er de konservative folketingskandidater åbne over for besøg hos danske virksomheder både før, under og efter en valgkamp.

Hvordan bør danske virksomheder bidrage til Danmark?

Danske virksomheder bidrager til Danmark ved, at de skaber vækst og arbejdspladser. De danske familier har det godt, når både mor og far er i arbejde, og de arbejdspladser skabes af sunde og konkurrencedygtige virksomheder.

Hvordan vil I gøre det muligt for dem at bidrage, som I ønsker det?

 Det Konservative Folkeparti er garant for gode erhvervsvilkår. Partiet vil sænke selskabsskatten og bekæmpe unødvendigt bureaukrati.

Hvad skal virksomheder, der gerne vil have jer på besøg, helt lavpraktisk gøre for at få det til at ske?

Virksomheder kan altid række ud til Det Konservative Folkeparti og direkte til den lokale folketingskandidat. De konservative folketingskandidater kan man finde her.

Om Det Konservative Folkepartis erhvervsrettede budskaber

Uden et stærkt erhvervsliv, der tjener penge, er der ikke råd til alle de ting, vi ønsker at prioritere politisk. Samtidig er det afgørende for Det Konservative Folkeparti, at staten ikke står i vejen for, at driftige og virkelystige danskere kan udleve deres drømme. I Danmark har vi en stærk lønmodtagerkultur og en svag selvstændighedskultur. Det vil vi gerne ændre på.

Danske virksomheder, arbejdspladser og selvstændige skal have konkurrencedygtige vilkår. Det betyder, at regulering skal begrænses til et absolut minimum, at selskabsskatten skal ned, og at der skal være mulighed for at tiltrække arbejdskraft og kapital. Det er ikke bare godt for eksisterende virksomheder, det gør det også lettere for alle dem, der drømmer om at starte selv. Iværksættere skaber fremtidens væksteventyr; dem skal vi passe godt på.

Læs svarene fra andre politikere

Virksomhedsbesøg skaber relationer og mulighed for at få fortalt, hvad man kæmper med i hverdagen. Se hvad andre politikere har svaret på DI's spørgsmål.

Alex Vanopslagh Martin Lidegaard Morten Messerschmidt Troels Lund Poulsen
For medlemmer

Guide til det gode virksomhedsbesøg

DI har udarbejdet 6 anbefalinger til det gode politiske besøg i din virksomhed. Bliv klogere på hvad du kan gøre før, under og efter for at skabe det mest værdifulde besøg.

Se guide

Relateret indhold