Rooted in Denmark

Bred aktørkreds skal løfte arbejdslysten blandt internationale i Danmark

Rundt om i landet findes mange gode initiativer og ambitiøse arbejdspladser, der hjælper internationale medarbejdere med at falde til. Men dansk velstand er mere og mere afhængig af internationale kollegaers lyst til at arbejde og leve i Danmark. Derfor er det afgørende, at de erfaringer, der findes, bliver delt, og at vi skalerer løsningerne og koordinerer langsigtet på tværs af landet.

Ingen kan løfte denne opgave alene. Det kræver samarbejde, koordination og fælles ejerskab. På den baggrund etableres Rooted in Denmark – et nationalt partnerskab, der samler nøgleaktører fra erhvervsliv, fagbevægelse, kommuner, universiteter og andre centrale interessenter. Formål er at adressere udfordringerne omkring tilknytning og trivsel blandt internationale medarbejdere i Danmark.

Vision

Partnerskabet arbejder for et dansk arbejdsmarked, hvor internationale medarbejdere i samspil med danske kolleger er motiverede, engagerede og har lyst til at være en del af og bidrage til fællesskabet, til gavn for virksomheder og samfundet som helhed.

Mission

I efteråret 2026 skal partnerskabet lancere konkrete initiativer, anbefalinger og idéer, der kan styrke internationale medarbejderes tilknytning til det danske arbejdsmarked. Partnerskabet skal således være med til at sikre, at værdien af international arbejdskraft sker på ordnede forhold og går hånd i hånd med trygge rammer for tilknytning, integration og sammenhængskraft.

Internationale medarbejdere er blevet en vigtig del af arbejdsstyrken i Danmark. Deres bidrag til det danske arbejdsmarked repræsenterer sammen med danske kolleger en essentiel kilde til fortsat udvikling af danske virksomheder og samfundet som helhed.

Siden 2015 er antallet af internationale medarbejdere fordoblet, og de udgør i dag 14 procent af alle lønmodtagere i Danmark. Denne stigning er ikke sket på bekostning af væksten i antallet af danskere i arbejde, for i samme tidsrum har der været en næsten lige så stor stigning i antallet af jobs til danske statsborgere. Omregnet i fuldtidspersoner har stigningen været på omkring 175.000 fra september 2015 til september 2025 for begge grupper.

For danskerne er det i stor udstrækning en stigning i tilbagetrækningsalder, der ligger bag stigningen i danskere i job. For internationale medarbejdere kan det være en særlig udfordring at finde fodfæste både på og uden for arbejdspladsen. Erfaringerne viser, at det i praksis ofte er forhold, der ikke har direkte sammenhæng med jobbet, f.eks. partnerens manglende jobmuligheder, børnenes skolegang, sproglige barrierer, manglende forståelse for uddannelses- og udviklingsmuligheder samt fravær af netværk og fællesskab, der gør det vanskeligt for de internationale medarbejdere og deres familier at slå rødder, og dermed se en fremtid i Danmark på den lange bane.  

Kinga Szabo Christensen

Kinga Szabo Christensen

Rådgivningsdirektør

Bente Toftkær

Bente Toftkær

Fagchef, International People & Mobility, Export Service

Søren Kjærsgaard Høfler

Søren Kjærsgaard Høfler

Chefkonsulent