Blücher Metal: Pensionerede medarbejdere som sommerferievikarer
Blücher Metal styrker tilknytningen af erfarne medarbejdere gennem en tydelig seniorpolitik, åbne senkarrieresamtaler og fleksible senioransættelser. Medarbejdere, der er gået på pension, vender endda tilbage som sommerferievikarer – til stor gevinst for både produktionen og kollegerne.
- Vores pensionerede medarbejdere kan typisk vikariere mellem 3-4 uger over sommeren. Det gør, at puslespillet går op, og driften fortsætter stabilt, fortæller Louise Helsinghof, der er HR-specialist i Blücher Metal.
- Vi har eksempelvis en pensioneret medarbejder, der har været sommerferievikar i fire år. Han har arbejdet mange år i virksomheden, før han gik på pension, fortæller Louise Helsinghof og uddyber:
- Han hjælper også med oplæringen af nye vikarer ved at viderebringe viden om virksomhedens processer, maskiner og sikkerhed. Den erfaring er bare en kæmpe fordel for os.
Selv om seniorvikarordningen i høj grad er opstået på medarbejdernes eget initiativ, så tager virksomheden imod pensionerede medarbejdere med åbne arme. Blücher Metal arbejder nemlig aktivt med at styrke tilknytningen af seniormedarbejdere i virksomheden. Det gør de gennem seniorpolitik, senkarrieresamtaler og senioransættelser.
Seniorpolitik synliggør mulighederne i senkarrieren
Blücher Metal har en medarbejdergruppe med høj anciennitet og mange ansatte over 60 år.
- Da vi har en høj gennemsnitsalder, har vi indført en seniorpolitik for at sikre en god planlægning af overgangen til pension, fortæller Louise Helsinghof.
Seniorpolitikken giver ledere og medarbejdere overblik over mulighederne for at tilpasse arbejdslivet i senkarrieren. Medarbejderen kan blandt andet gå ned i tid, holde seniorfridage, dele en stilling med en kollega eller tilrettelægge arbejdet, så vidt det passer i forhold til virksomhedens drift. Efter pensionsalderen har medarbejderne også mulighed for at overgå til en senioransættelse på nedsat tid og begrænset varighed.
Senkarrieresamtale for medarbejdere over 60 år
I seniorpolitikken er det besluttet, at alle medarbejdere tilbydes en årlig senkarrieresamtale, når de fylder 60 år. Det er i denne samtale, at seniorpolitikkens mange muligheder kommer til livs.
For at understøtte den gode dialog, har virksomheden udviklet en skabelon, som hjælper lederen med at præsentere mulighederne for medarbejderen og notere en foreløbig plan.
- Skabelonen gør processen enklere for begge parter og giver et godt udgangspunkt for den videre dialog, siger Louise Helsinghof og uddyber:
- Vi spørger helt åbent: Hvad gør du dig af tanker om din senkarriere? Har du overvejet, hvornår du vil stoppe, eller om du gerne vil fortsætte lidt længere?
- Det er helt okay ikke at have en plan endnu. Samtalen handler om at åbne dialogen i god tid – ikke om at beslutte noget her og nu, understreger hun.
Dermed bliver senkarriere ikke en pludselig beslutning, men en løbende dialog, hvor både medarbejder og virksomhed kan nå at tilpasse sig i takt med, at behovene ændrer sig.
Virksomheden minder også medarbejderen om at rådføre sig med pensionsselskabet i forhold til, hvordan potentielle ændringer kan påvirke medarbejderens privatøkonomi og pensionsopsparing.
Senkarrieresamtale
Vil du have viden og værktøjer til at tage dialogen med seniormedarbejderne i din virksomhed?
Find konkrete værktøjer, der hjælper din virksomhed i gang med seniorsamtalen.
Senioransættelse efter pensionsalderen
Flere og flere danskere arbejder efter pensionsalderen – og det gælder også hos Blücher Metal.
- Vi er så heldige, at mange af vores medarbejdere bliver her frem til og endda også efter pensionsalderen. For eksempel er vores ældste medarbejder 74 år, fortæller Louise Helsinghof.
Efter pensionsalderen kan seniorerne både fortsætte på almindelige ansættelseskontrakter eller overgå
til en senioransættelse, hvor der laves individuelle aftaler om nedsat tid i en begrænset periode.
- Senioransættelsen er et tilbud, men ikke en forventning. Vi vil også gerne anerkende, at behovene er forskellige, understreger Louise Helsinghof.
Læs også: Hvordan tilpasser vi kontrakten, når en seniormedarbejder vil gå ned i tid?
- En brat overgang fra arbejdsliv til pension kan være svær for mange af vores medarbejdere. Her opstår spørgsmål som, hvad skal jeg få tiden til at gå med, når jeg ikke længere har et job at stå op til? Og nu har jeg ikke en titel, der eksempelvis hedder kvalitetskoordinator, jamen nu er jeg lige pludselig bare pensionist. Hvem er jeg så?, fortæller hun og uddyber:
- Vi oplever, at en gradvis nedtrapning kan være en form for akklimatisering, der gør overgangen fra arbejdsliv til pension blødere og mere fleksibel. Det kan være i form af et års tid eller to på en senioransættelse.
Relationen til arbejdspladsen stopper ikke nødvendigvis, når medarbejderne går på pension. Hos Blücher Metal kigger tidligere medarbejdere stadig forbi til en kop kaffe, deltager i arrangementer eller vender tilbage som vikarer i spidsbelastningsperioder – såsom i sommerferien.
- Meget af det opstår i lokalmiljøet. Det kan være i Brugsen eller i cykelklubben, hvor man møder en tidligere kollega og siger: “Du skal da kigge forbi til sommerafslutningen – vi tænder grillen,” fortæller Louise Helsinghof.
DI's guide til attraktive senkarrierer
Hos DI får I en komplet guide til fastholdelse og tiltrækning af seniormedarbejdere gennem konkrete værktøjer, eksempler på tiltag og kurser, der giver jer viden og inspiration til at styrke senkarriereindsatsen.
Gå på opdagelse i guiden her