Vi har brug for flere kvinder i erhvervslivet, på ledelsesgangene og i bestyrelserne
Derfor samler DI nu danske virksomheder i et fælles løfte, hvor vi forpligter hinanden til at arbejde målrettet mod, at erhvervslivet opnår en langt mere ligelig kønsfordeling i ledelser og bestyrelser. Vær med til at gøre en forskel, og skriv under på The Gender Diversity Pledge i dag.
Danmark skal være verdens bedste land at leve og drive virksomhed i. Det er store ambitioner, der kun kan indfries, hvis vi sikrer danske virksomheder adgang til de mest talentfulde medarbejdere.
Kvinder udgør halvdelen af Danmarks talentpulje – men blot en tredjedel af de fuldtidsansatte i den private sektor. Og andelen falder støt, jo længere op i ledelseslagene, man kommer. Vi har et kønsskævt arbejdsmarked, og generelt halter det med diversiteten i dansk erhvervsliv. Det bremser virksomhedernes og samfundets udvikling.
Det er der brug for at tage et opgør med nu.
Dansk erhvervsliv skal gå forrest
Erhvervslivet har både musklerne og evnerne til at spille en aktiv og progressiv rolle i kampen for et inkluderende samfund.
Derfor inviterer DI alle danske virksomheder til at støtte op om og skrive under på The Gender Diversity Pledge.