Effektiv affaldssortering på Esbjerg Havn nedsætter CO2-udledningen

På Esbjerg Havn er bæredygtighedsambitionerne store. Derfor udviklede havnen sammen med EGGS Design et first-in-class affaldssorteringssystem, der tænkte de menneskelige variable ind, øgede kapaciteten og var simpelt og omkostningseffektivt. En løsning, der fik projektet nomineret til Danske Havnes Bæredygtighedspris.

Foto: EGGS Design

Vi sorterer alle sammen vores skrald derhjemme: glas, plast, metal, pap, madaffald, restaffald osv. Og selvom det i udgangspunktet kan virke simpelt, opstår der alligevel problemer ind imellem, når vi f.eks. bliver forvirrede over kategorierne, eller når containerne i gården er overfyldte.

Hvis affaldssorteringen kan virke udfordrende derhjemme, så prøv at forestille dig, hvordan man får det til at glide i en stor international havn, hvor over 6.000 skibe sejler ind og ud i løbet af et år.

Problemer med ukorrekt sortering

Det var netop den udfordring, EGGS Design blev hyret ind til af Esbjerg Havn. Havnen er en af de største industrihavne i Danmark og har bæredygtighed som et kæmpe fokusområde. På trods af et overordnet vellykket sorteringsarbejde, oplevede havnen alligevel et utilfredsstillende niveau af ukorrekt sortering, hvilket både skabte forurening og kostede penge.

Derfor satte man sig for at ville gentænke havnens affaldssortering på en gennemgribende måde, der tog alle faktorer med i beregningen.

Mennesket i centrum

Enhver succesfuld adfærdsændring må tage afsæt i de mennesker, som faktisk skal handle anderledes. Mennesket er derfor også det naturlige afsæt for EGGS Design, når store projekter skal løses.

Vi kan have nok så mange idéer og forudindtagede holdninger, men hvis vi ikke får indsigt i de faktisk involverede mennesker, snakker med dem, og følger dem i deres hverdag, når vi aldrig ind til sagens kerne.

Visualiseret "affaldsrejse"

Konkret talte EGGS Design med så mange forskellige interessenter som muligt – skibenes besætninger, havnearbejdere, ansatte på sorteringsanlæggene – for at få alle relevante perspektiver med og finde frem til de egentlige udfordringer. Det resulterede i en visualiseret ”affaldsrejse”, der især tydeliggjorde tre udfordringer.

  1. De fleste skibe brugte en affaldssorteringsstandard, der matchede MARPOL (The International Convention for the Prevention of Pollution from Ships), mens affaldscontainerne i Esbjerg Havn havde andre kategoriseringer. Det gjorde det meget besværligt for skibene at gensortere og sikre, at deres affald kom i den rigtige container.
  2. Flere containere lå for langt væk fra der, hvor skibene lagde til kaj, og samtidig var der ikke altid tilstrækkelig kapacitet.
  3. Mærkningerne på nogle containere var ikke altid simple nok at forstå for besætninger, der har bemanding fra mange forskellige lande.

Ambitionerne er skruet helt i vejret

"Vi kan se på vores tal, at den valgte løsning har givet store forbedringer. Både når det kommer til kildesortering og til de cirkulære forbindelser på havnen. Der har vi både fået genanvendelsesgraden og udnyttelsesprocenten af affaldet op,” siger Jesper Bank, CCO på Esbjerg Havn, og fortsætter:

Og for os er det et vigtigt skridt på rejsen, fordi bæredygtighedsarbejdet fortsætter i højt tempo. Vi er en stor, international havn og har en forpligtigelse som en del af hele værdikæden. Den forpligtigelse tager vi meget seriøst, og derfor er ambitionerne også skruet helt i vejret."

Med til at skabe en positiv forandring

Med ”affaldsrejsen” i baghovedet kunne EGGS Design hjælpe Esbjerg Havn med at designe et system, der ikke bare øgede kapaciteten med flere containere og matchede skibenes affaldskategoriseringer, så de passede til MARPOL, men også et system, der forbedrede sorteringen og de cirkulære forbindelser.

For os er det afgørende at kunne deltage i projekter, hvor man kan være med til at skabe en positiv forandring. Og så gør vi en dyd ud af at kunne levere et udefrakommende perspektiv, der kan hjælpe vores partnere til at se udfordringerne på en ny og smart måde,” siger Ulla Sommerfelt, CEO for EGGS Design, og fortsætter:

For os handler det om at arbejde sammen! Det er i samskabelse mellem kundernes egne folk - med deres dybdekompetencer - og vores innovative og kreative designtankegang, at den største værdi skabes.”

Casen kort fortalt

Esbjerg Havn ville skabe et affaldssorteringssystem af en international standard, der kunne fungere som et pejlemærke for bæredygtig håndtering af affald til andre havne. I tæt samarbejde med havnemyndighederne ledte EGGS Design innovationsprocessen med at skabe et nyt holistisk affaldssorteringssystem, der i øjeblikket testes af havnen. Billedkreditering: EGGS Design.

Relateret indhold