Intelligente skraldespande i Vejle Kommune reducerer antallet af tømninger med mindst 30 pct.

Databaseret affaldssortering i kommunerne kan nedbringe antallet af tømninger med mindst 30 pct. Det viser et nyt forsøg i Vejle Kommune, hvor Sweco har testet, hvordan sensorer monteret i 150 af kommunens 900 affaldsspande kan fortælle kommunen, hvornår de skal tømmes.

Foto: Vejle Kommune

Kommunerne er under stigende pres for at levere bedre og billigere velfærdsydelser og -services. F.eks. har de i Vejle Kommune 900 skraldespande i det offentlige uderum, der løbende skal tømmes. Det er ressourcekrævende, og derfor har kommunen sammen med rådgivningsvirksomheden Sweco i et pilotprojekt testet, hvordan affaldsindsamlingen kan forbedres ved hjælp af digitale virkemidler.

Intelligent affaldsindsamling

Sweco samarbejder med flere kommuner om intelligent affaldsindsamling baseret på sensorer i affaldsspande og containere. Sensorerne holder øje med mængden af affald i hver spand og sender data om fyldningsgraden til Swecos driftsplatform DriftWeb. Den data kan kommunerne så bruge til planlægge deres driftsopgaver.

”Meldingerne er, at det nedbringer antallet af tømninger på hver affaldsspand og dermed nedbringer CO2-udledningen, da kommunens biler kører færre kilometer. Samtidigt undgår kommunerne overfyldte affaldsspande, og der er mere rent i det offentlige uderum, fordi spandene bliver tømt rettidigt,” siger Paul Martin Schwartz, der beskæftiger sig med IoT og smart city-løsninger som chefrådgiver hos Sweco.

Mindst 30 pct. af tømningerne spares væk

Helt konkret har Sweco testet, om sensorer monteret i 150 af Vejle Kommunes 900 affaldsspande vil være en mere effektiv tilgang end den normale frekvensbaseret affaldsindsamling. Når spanden er 80 pct. fyldt, sender sensoren besked til DriftWeb, og kommunen kan beregne den mest optimale rute for renovationsvognene. Foreløbigt vurderer kommunen, at de kan reducere antallet af tømninger med 30-50 pct.

Ekstra sidegevinst

Vejle Kommune er én af de kommuner i landet, der har gennemført denne test med sensorer, og Sweco er overraskeret over, hvor lovende resultatet har vist sig at være.

På baggrund af testen og de foreløbige erfaringer vurderer kommunen, at de kan reducere antallet af tømninger med mellem 30-50 pct. Samtidig har det overrasket os, at der er en ekstra sidegevinst ved at have en digital drift. Det er nemlig blevet nemmere at få afløsere til at overtage opgaverne, da sensorerne giver et godt databaseret overblik over fyldningsgraderne i affaldsspandene. Dermed er det nemt at se, hvor man skal køre hen – selv for en ny medarbejder,” siger Paul Martin Schwartz fra Sweco.

Casen kort fortalt

Ingeniør- og arkitektvirksomheden Sweco har testet, om en databaseret affaldsindsamling vha. sensorer i 150 af Vejle Kommunes 900 affaldsspande vil være en mere effektiv tilgang end den normale frekvensbaseret affaldsindsamling. Sensorerne holder øje med mængden af affald i hver spand og sender data til kommunen via platformen DriftWeb om fyldningsgraden i hver affaldsspand. Når spanden er 80 pct. fyldt, sendes der besked om, at den skal tømmes, og den mest optimale rute bliver beregnet. Billedkreditering: Vejle Kommune. 

Relateret indhold