Et stærkt brand og visuel identitet er med til at promovere Danmark som en digital frontløber
Mulighederne for digital vækst er enorme i Danmark. Derfor gik aktører fra både den offentlige- og private sektor sammen i 2018 og skabte Digital Hub Denmark, hvis formål er at gøre Danmark til en europæisk digital frontløber. Undervejs i processen har det digitale designbureau 1508 hjulpet dem med at skabe et stærkt brand og visuel identitet.
Mulighederne for digital vækst er enorme i Danmark, og vi har allerede et stort økosystem, der kan fordre et stærkt digitalt vækstmiljø. Men konkurrencen om talenter og investorer er hård, og der er derfor brug for en central og fokuseret indsats.
Det gælder både, når strategierne skal formes, og samarbejdet mellem uddannelser og virksomheder skal styrkes. Når der skal kommunikeres om alle de dygtige danske tech-virksomheder, og ikke mindst når vi skal fremme den digitale innovation.
Offentlig-privat samarbejde
Aktører fra både den offentlige- og private sektor gik derfor sammen i 2018 og skabte Digital Hub Denmark. En hub hvis formål er at gøre Danmark til en europæisk frontløber inden for digital udvikling og vækst ved helt konkret at synliggøre Danmarks nye, bæredygtige og fremmeste digitale løsninger, så internationale talenter, kunder og investorer tiltrækkes til Danmark.
Eksperter i digitale løsninger
I processen var det vigtigt, at der blev skabt et stærkt brand og visuel identitet. Det digitale designbureau 1508 arbejder til dagligt med de nyeste digitale løsninger og udfordringer, og Digital Hub Denmark så dem derfor som de helt rigtige til opgaven.
”Digital Hub Denmark søgte en designsamarbejdspartner, der kunne hjælpe med at skabe et stærkt brand, der visualiserer morgendagens digitale muligheder. Derfor kunne vi som rådgivere, i kraft af vores digitale forretningsmæssige fokus, arbejde med en indgående forståelse for målgruppen, udfordringen og forretningsbehovet,” siger Morten Øhlenschlæger, Head of Brand Design fra 1508.
Stærk og legesyg visuel identitet
Danmark har med Digital Hub Denmark i dag et kraftcenter for det danske digitale økosystem. Med udgangspunkt i en stærk og legesyg visuel identitet har 1508 samarbejdet med Digital Hub Denmark om bl.a. brandfilm, websites og eventdesign.
”Vi har hjulpet Digital Hub Denmark med at simplificere og samle kommunikationen om Danmark som ét af de førende digitale lande i Europa gennem et stærkt brand og en række digitale services rettet mod internationale tech-talenter, -startups og investorer,” siger Morten Øhlenschlæger, Head of Brand Design fra 1508.
Samarbejdet mellem 1508 og Digital Hub Denmark er endnu eksempel på, at offentlige-private samarbejder kan skabe en hel unik forandring for de involverede parter, hvis bare de rette kompetencer og drivere indtænkes.
Casen kort fortalt
Det digitale designbureau 1508 har rådgivet Digital Hub Denmark i skabelsen af deres overordnet brand design. Helt konkret har de hjulpet med ny visuel identitet, brandfilm, digitale services og eventdesign. Digital Hub Denmark blev skabt i 2018 som et offentlig-privat partnerskab, der har til formål at gøre Danmark til en europæisk frontløber inden for digital udvikling og vækst. Billedkreditering: Digital Hub Denmark.