Digital overvågning af vandstanden er en del af beredskabet mod oversvømmelser i Vejle Kommune

Gennem et digitalt overvågningssystem får Vejle Kommune oversvømmelsesvarsler på SMS, når de skal forholde sig til vandstanden i havet og de omkringliggende vandløb. Bag systemet står WSP, der deler deres flere hundrede målinger fra landets vandløb på udstillingsplatformen Vandportalen.dk.

Foto: WSP

Der ligger en stor udfordring i at styre vandløbene i Danmark, så de ikke gør skade på naturen, miljøet og borgerne omkring dem. Den udfordring kæmper de også med i Vejle Kommune, der ligesom andre kystnære kommuner både skal forholde sig til vandstanden i havet og de omkringliggende vandløb.

Det er ikke nogen nem opgave, og de har derfor søgt hjælp hos ingeniørvirksomheden WSP, der har stor erfaring med at sammenkoble data fra vandløb med vandstanden i havene.

SMS-varsler

I Vejle Kommune har WSP derudover også hjulpet dem med at sætte et overvågningssystem op, der fungerer som en overbygning på Vandportalen.dk. Her får kommunens beredskab bl.a. oversvømmelsesvarsler på SMS.

Ved at måle vandstanden længere oppe i vandløbene, kan man forudsige, hvor meget vand der vil komme, og hvornår det kommer. Derved kan pumper, sluser og bufferzoner som enge og søer hjælpe med at tilbageholde vandet. Dertil hjælper systemet også med at styre vandet derhen, hvor det ikke gør skade.

Beredskab sættes i gang

Det er meget anvendeligt for kommunen f.eks. i forbindelse med skybrud. Med overvågningssystemet kan de vurdere de eventuelle konsekvenser ved oversvømmelserne og sætte et beredskab i gang, før det er for sent. En anden gode er også, at data kan anvendes af lystfiskere, og de kan bruges i den generelle vandløbsregulering i forhold til natur og afvanding.

Digital overvågning er en vigtig del af beredskabet i Vejle, hvor vandet jo både kan komme fra havet, men i særdeleshed også fra åerne,” siger Paul Landsfeldt, der er ingeniør i Vejle Kommune.

Vandportalen.dk

Ud over data fra Vejle samler WSP data om blandt andet vandstand, ilt, temperatur, vind, bølger og meget andet til deres udstillingsplatform Vandportalen.dk. Her har rigtig mange givet tilladelse til , at deres data må vises, og alle interesserede kan løbende holde øje med udviklingen. 

Klimaforandringer og fokus på vandmiljø og biodiversitet gør hydrometriske data mere og mere vigtige. Ved at sætte målestationer op og indsamle data får vi mulighed for at styre vandet og forberede os. Derfor kommer vi til at bruge vandløbsdata i meget højere grad i fremtiden, og i WSP har vi samtidig en historisk viden om vandløb, der går mere end 100 år tilbage, som vi kan bruge,” siger Ole Smith, der er M.Sc. Hydrologist hos WSP.

Casen kort fortalt

WSP har hjulpet Vejle Kommune med at sætte et overvågningssystem op, som blandt andet kan udsende SMS-varsler, hvis kommunens skal forholde sig til vandstanden i havet og de omkringliggende vandløb. Overvågningssystemet fungerer som en overbygning på Vandportalen.dk, hvor WSP deler data om vandstand, ilt, temperatur, vind, bølger og meget andet fra deres flere hundrede målestationer rundt om i landet. Billedkreditering: WSP. 

Relateret indhold