Om undersøgelsen

Lokal Erhvervsvenlighed 2024 er en landsdækkende undersøgelse, der evaluerer og sammenligner erhvervsvenligheden i landets kommuner. Her kan du læse mere om metoden bag undersøgelsen.

7.479 virksomheder over hele landet har i år vurderet deres kommunes indsats på en lang række områder med relevans for virksomhedernes erhvervsvilkår. Alle kommuner, med undtagelse af Læsø, Fanø, Samsø, Langeland, Ærø, Vallensbæk og Dragør, indgår i undersøgelsen.

Vurderingen af kommunernes erhvervsvenlighed er baseret på en tilfredshedsundersøgelse blandt de lokale virksomheder og en lang række statistiske parametre, der indikerer, hvordan det er at drive virksomhed i kommunen. Formålet med spørgeskemaundersøgelsen er at hente oplysninger om kommunerne, som man ikke kan finde i de officielle statistikker.

I evalueringen af kommunernes erhvervsvenlighed bedømmes kommunerne i ti overordnede kategorier (Overordnet erhvervsvenlighed, Infrastruktur og transport, Arbejdskraft, Uddannelse, Sagsbehandling, Grøn udvikling, Brug af private leverandører, Digitale rammer, Skatter, gebyrer og erhvervsarealer samt Information og dialog)

Virksomhederne giver deres bud på, hvordan de oplever bl.a. sagsbehandlingen, trafikforholdene, samarbejdet med jobcentret og lokalplanlægningen. DI kan derfor udtale sig om væsentlige forhold, som ikke indgår i andre lignende undersøgelser – f.eks. dialogen mellem virksomhederne, de kommunale politikere og deres embedsmænd.

Undersøgelsen er unik, fordi den kombinerer den omfattende spørgeskemaundersøgelse med en lang række officielle statistiske data om den enkelte kommune.  



Hvorfor gennemfører DI undersøgelsen?

Danske virksomheders konkurrenceevne starter lokalt, og det vil vi gerne sætte fokus på. Ofte har de lokale beslutninger og rammevilkår stor betydning for virksomhedernes vækstvilkår og endda for virksomhedernes evne til at klare sig i den globale konkurrence. Kommunerne levere en masse services som har værdi for virksomhederne, men pålægger også virksomhederne forskellige afgifter og skatter. Samtidig har den enkelte kommune stor glæde af at have et sundt lokalt erhvervsliv der skaber arbejdspladser, lokale karrieremuligheder og skatteindtægter til kommunen. DI gennemfører altså undersøgelsen for at sætte fokus på vigtigheden af de lokale erhvervsvilkår for virksomheders ve og vel med henblik på at etablerer en lokal dialog omkring udviklingen af rammebetingelserne.

Hvordan rangerer I kommunerne?

I de statistiske indikatorer rangeres kommunerne fra nummer 1 til 91 i hver indikator (alle 98 kommuner minus 7 kommuner, der ikke indgår i undersøgelsen i 2024 på grund af for få svar fra virksomheder). I spørgsmålene til virksomhederne bedømmes hver virksomheds tilfredshed på en skala fra 1 til 5, hvorefter kommunerne rangeres fra nummer 1 til 91 på baggrund af gennemsnittet af alle svarene i den enkelte kommune. På baggrund af rangeringen i de enkelte indikatorer, udregnes der for hver kategori ét gennemsnit af alle placeringer i spørgsmålene til virksomhederne og et andet gennemsnit af alle placeringer i de statistiske indikatorer. Herefter vægtes gennemsnittene sammen 50/50. Kommunerne rangeres dernæst fra 1 til 91 efter kategorigennemsnit. 

Hvorfor har I valgt netop de 10 kategorier?

Vi har valgt at spørge til områder, som kommunerne har ansvar for, og som har betydning for virksomhedernes konkurrenceevne og vækstvilkår. Vi har derudover lagt vægt på, at kategorierne skal give et samlet billede af kommunens erhvervsvenlighed på en række områder, der er relevante for virksomhederne på tværs af brancher og virksomhedsstørrelser.

Hvorfor vægter alle kategorierne ens?

DI har mange forskelligartede virksomheder fra forskellige brancher og af forskellig størrelse. Der er forskel på, hvad så forskelligartede virksomheder synes er vigtigt  i forhold til de lokale erhvervsvilkår. Vi ser også, at prioriteterne varierer fra landsdel til landsdel og endda fra kommune til kommune. DI mener, at for at være en god og erhvervsvenlig kommune bredt for alle typer af virksomheder, skal man være stærk indenfor samtlige kategorier.

Er det ikke tilfældigheder, som afgør kommunernes placering i undersøgelsen?

Det er ikke tilfældigt, om man kommer ind i toppen eller bunden. Det er nødvendigt for en kommune at ligge godt indenfor en lang række kategorier og indikatorer for at få en god samlet placering. I 2024 er der fokus på tre kommuner: Sønderborg, Nordfyns og Næstved der over en længere årrække har haft en positiv udvikling og bevæget sig ind i toppen. Det er ikke de årlige udsving der er i fokus her, men den overordnede tendens der samtidig kan henføres til konkrete strategiske tiltag i kommunerne.    

Overdriver DI ikke vigtigheden af de kommunale erhvervsvilkår?

Det korte svar er nej. Kommunerne er en helt central aktør i udviklingen af rammevilkårene for danske virksomheder og afgørende for deres muligheder for at udvikle sig. Det gælder f.eks. i relation til de fysiske rammer. Dertil kommer, at kommunerne har ansvaret for halvdelen af de offentlige udgifter, og foretager mange prioriteringer inden for rammerne af den lovgivning, som Folketinget har vedtaget. 

Hvem bliver inviteret til at deltage i undersøgelsen?

DI inviterer to grupper til at deltage i undersøgelsen: Medlemmer af DI og eksterne virksomheder, der ikke er medlem af DI, men potentielt kunne være det pga. deres branchetilhørsforhold. I årets undersøgelse kommer cirka 43 pct. af svarene fra medlemmer af DI og 57 pct. af svarene fra ikke-medlemmer. DI fokuserer på virksomheder i brancher som er repræsenteret af DI, men vilkårene der fokuseres på i analysen er lige så relevante for virksomheder i andre brancher. 

Hvor kan jeg finde mere information om undersøgelsen?

Du kan finde mere information om undersøgelsen her på hjemmesiden, samt i den metoderapport du finder under fanen ”om undersøgelsen”. Endelig er du naturligvis velkommen til at række ud. Du finder kontaktoplysninger nederst på hjemmesiden.

Hvordan kan man forklare, at der kan være store forskelle i placeringer fra år til år?

Først og fremmest er der reel forskel på, hvordan kommunerne klarer sig fra år til år – både i virksomhedernes vurderinger (spørgeskema) og i forhold til de statistiske indikatorer. For det andet skal man huske, at det er en relativ måling, hvor en kommunerne placering også afhænger af hvordan de øvrige kommuner har klarets sig. Det er derfor vigtigt ikke kun at kigge på udviklingen i placeringerne, men også udviklingen i værdierne.

Publikationer

Metoderapport 2024

Hent

Statistikker

Samlet Dataark 2010-2024

Hent