24.01.25 BVT Nyheder

Textilia sætter fokus på tekstilgenanvendelse med ny udstilling

I torsdags åbnede udstillingen FABRIC OF CHANGE i AKUT-rummet på Designmuseum Danmark. Udstillingen, et samarbejde mellem Textilia og Designmuseum Danmark, demonstrerer, hvordan genanvendelse af tekstiler kan realiseres i stor skala.

Tekstilbranchen står overfor en betydelig miljøudfordring. Kun 1 % af tekstilaffaldet i EU bliver genbrugt eller genanvendt. I Danmark alene brænder vi ca. 92.000 tons tekstiler af om året. Men den dystre statistik har en af Danmarks førende aktører i vaskeribranchen besluttet sig at gøre op med. Textilia Upcy, en søstervirksomhed til vaskerigiganten Textilia, viser på udstillingen FABRIC OF CHANGE i AKUT-rummet på Designmuseum Danmark, hvordan kasserede tekstiler kan få nyt liv.

I 2024 har Textilia sendt 814 tons af egne kasserede tekstiler til genanvendelse. Af disse er 640 tons blevet genanvendt gennem upcycling og mekanisk genanvendelse. Ved mekanisk genanvendelse opdeles og spindes tekstilfibrene fra eksempelvis håndklæder og lagner til nyt garn, som kan bruges til at fremstille nye tekstilartikler. Materialerne er brugt til at skabe nye kokkeskjorter, dynejakker og håndklæder. Resten er sorteret og opbevaret på lager til genanvendelse i 2025. 

Og lige præcis de indsatser har Tekstilia i fokus på udstillingen hos Designmuseum Danmark. For den cirkulære proces skal ikke blot vise mulighederne for tekstilgenanvendelse. Det skal også være med til at ruske de besøgende i kraven og lade dem reflektere over deres ressourceforbrug. 

Anders Thorgaard, ejerleder i Textilia Group A/S og søstervirksomheden Upcy ApS
Vores mål er at lade kunsten inspirere til at tænke anderledes om ressourceforbrug. Vi vil vise, at sund fornuft kan guide vores handlinger, og at forandring ikke kun afhænger af regler. Det handler om at tage ansvar for eget forbrug. Anders Thorgaard, ejerleder i Textilia Group A/S og søstervirksomheden Upcy ApS

Inspirerende eksempel på grøn omstilling

Lasse Rafiq Hangaard, konsulent for Brancheforeningen for Vask og Tekstiludlejning (BVT) i Dansk Industri udtaler: "Vaskeribranchen er frontløbere for levetidsforlængelse, genbrug og genanvendelse af tekstiler. Udstillingen FABRIC OF CHANGE er et godt eksempel på, hvordan virksomheder kan være frontløbere i den grønne omstilling. Textilias innovative tilgang til genanvendelse af tekstiler viser, hvordan vi med kreativitet og ansvarlighed kan skabe en mere bæredygtig fremtid på tekstilområdet."

En del af udstillingen med genanvendte skjorter, der illustrerer kreativt ressourceforbrug og ansvar.

Besøg udstillingen

Udstillingen FABRIC OF CHANGE kan opleves på Designmuseum Danmark frem til den 21. april 2025. Udstillingen er en del af AKUT-serien, som tager fat på skiftende temaer, hvor design står centralt i store samfundsmæssige dilemmaer og udfordringer.