06.09.19 IAA Nyheder

Højkvalitetsproduktion med afsæt i godt håndværk

Da medlemmer af IAA’s repræsentantskab i august var samlet til sin årlige 24-timers konference, blev der sat fokus på temaer som forretnings udvikling, virksomhedskultur, håndværk, højkvalitetsproduktion, digitalisering og bæredygtighed. Besøg på virksomheder i medlemskredsen satte rammen og var afsæt for de tværgående drøftelser og gensidig inspiration.

Smag, holdning, håndværk
Strategikonferencen blev skudt i gang på Løgismose Meyers’ mejeri i Broby, hvor første samling og briefing foregik omkring et flot opdækket bord i ladestationen for de små trucks, der i dagens anledning havde måttet vige pladsen et par timer.

Håndværket er rygraden i alt, hvad Løgismose Meyers laver, uanset om det er kokke, mejerister, tjenere eller vinfolk, der er udførende. I håndværket ligger sansen for detaljen, lysten til forædling og kompromisløsheden i forhold til smag. Og ordene ”smag – holdning – håndværk”, der står skrevet på væggene i mejeriet, kan vi nærmest smage gennem virksomhedens produkter.

SMV’ens kombination af håndværk og digitalisering
IAA-medlemmet Pind J. Design i Svendborg, var vært for dagens næste virksomhedsbesøg. Med sine 22 ansatte er Pind J. Design en af Danmarks største virksomheder inden for design, reparation og salg af guld- og sølvsmykker. Hele otte guldsmede er i gang, og fødekæden med nye lærlinge bliver løbende fyldt op.

Med både butik, værksted og en stadigt voksende webshop kommer virksomheden op mod 80-100.000 vare- og reparationsnumre. Det stiller store krav logistik og til det it-system, som skal varetage virksomhedens lagerstyring, varebestilling, fakturering, bogføring og regnskab. Repræsentantskabet fik dermed et unikt indblik i, hvorledes én af de mindre virksomheder i medlemskredsen tidligt tog fat på digitalisering, og hvilke muligheder det har givet.

Besøget var afsæt for en drøftelse af både generationsskifte, lærepladser, e-handel og meget mere. Alt sammen med udgangspunkt i Pind J. Design, hvor højniveau håndværk går hånd i hånd med digitalisering og innovation.

Mål: 100 pct. genanvendelige løsninger
Direktør for forretningsudvikling Camilla Haustrup Hermansen, Plus Pack A/S, stod for konferencens aftenoplæg. Med åbne arme inviterede Plus Pack-lederen til en times rejse med indblik i, hvorledes visionen blev skabt, og hvad der gøres for at indfri denne: I år 2030 leverer Plus Pack 100% genanvendelige løsninger uden CO2-emissioner.

At virksomheden er godt i gang blev bekræftet, da branchen denne sommer hædrede Camilla Haustrup Hermansen med Plastprisen.

Videndeling og inspiration
Netop mangfoldigheden på tværs af IAA-kredsen er i højsædet, når virksomhedslederne mødes. Det giver mulighed for en stor mængde inspiration og videndelin på tværs af virksomheder uanset deres størrelse, branche eller geografiske placering.

IAA’s værdier og mød personer i IAA’s bestyrelse og repræsentantskab

Fakta

Om IAA’s repræsentantskab

Medlemmer af IAA’s repræsentantskab er delegeret til DI’s generalforsamling, og dermed en del af IAA’s talerør i DI’s øverste organ. Når IAA’s repræsentantskab årligt samles til 24-timers konference, fungerer denne således også som optakt til DI’s generalforsamling den 17. september 2019. 

Konferencens program byder på virksomhedsbesøg og dialogoplæg, der sætter fokus på at hente inspiration fra markante danske brands, solide nichevirksomheder og offentlige aktører, der fokuserer på at styrke industrivirksomheder og skabe arbejdspladser. 

IAA har 13 pladser ved DI’s generalforsamling. Du kan møde IAA’s repræsentantskab HER

Skrevet af:

Lisbeth Heyde