03.11.20 IAA Nyheder

Helle Reinevald udtræder af IAA-bestyrelsen

Siden 2012 har Helle Reinevald været hovedaktionær af Skandinaviens største honningproducent Jakobsens A/S.

Fødevarekoncernen Good Food Group har nu købt Jakobsens, og med salget tager fat Helle Reinevald på nye opgaver og afrunder samtidig sin tid i bestyrelsen for Industriens Almene Arbejdsgiverforening.

I en pressemeddelelse udtaler Helle Reinevald i forbindelse med salget:

”I Jakobsens har vi været på et væksteventyr de seneste otte år, og nu står vi et sted, hvor vi skal udvikle vores eksportmuligheder yderligere, hvis vi forsat vil vækste. Her har vi brug for en organisation med flere muskler og større distributionskraft. Ved at blive en del af Good Food Group får vi nu adgang til flere internationale markeder, og jeg glæder mig til fortsat at udvikle nye og spændende produkter til forbrugere i både Danmark, Europa og resten af verden, siger Helle Reinevald.”

I forbindelse med salget bliver Helle Reinevald Chief Innovation og E-commerce Officer i Good Food Group, og hun udtræder samtidig af bestyrelsesarbejdet i Industriens Almene Arbejdsgiverforening.

Helle Reinevald har siden 2016 været engageret i Industriens Almene Arbejdsgiverforening. Først som medlem af repræsentantskabet, og siden 2017 som bestyrelsesmedlem.

På sit kommende møde vil bestyrelsen drøfte den fremadrettede sammensætning af repræsentantskab og bestyrelse. Du finder præsentation af bestyrelsen her.

Skrevet af:

Lisbeth Heyde