Foto: Colourbox
14.01.25 Tækkelauget Nyheder

Lærling med stort sygefravær kunne ikke opsiges

Tvistighedsnævnet har afgjort, at en produktionsvirksomhed skal betale en godtgørelse på 53.000 kr. til en lærling, hvis uddannelsesaftale blev ophævet på grund af højt sygefravær. Nævnet fandt, at virksomheden ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at hæve uddannelsesaftalen.

50 pct. sygefravær og advarsler

En produktionsvirksomhed inden for slagteriindustrien opsagde en lærling på baggrund af ca. 50 pct. sygefravær i de 13 måneder, lærlingen var ansat.

Efter ansættelsen oplevede lærlingen en række sygeperioder, blandt andet på grund af knæproblemer og influenza. Der blev afholdt flere sygefraværssamtaler, og efter tre måneder modtog lærlingen en skriftlig advarsel for højt fravær.

Ni måneder inde i læretiden blev der afholdt en sygefraværssamtale, hvor det blev tydeliggjort, at lærlingen skulle forbedre sit fremmøde for at beholde sin uddannelsesaftale.

Ingen anmodning om lægeerklæring

I perioden frem til ophævelsen af uddannelsesaftalen havde lærlingen flere sygeperioder, og virksomheden afholdt flere fraværssamtaler. Det blev dog aldrig anmodet om en lægeerklæring eller mulighedserklæring for at dokumentere fraværets lovlighed eller afklare omfanget af sygdommen. Virksomheden opsagde lærlingen efter 13 måneders læretid på baggrund af det høje sygefravær, der på dette tidspunkt var ca. 50 pct.

Uberettiget at opsige uddannelsesaftale

Tvistighedsnævnet fandt, at ophævelsen var uberettiget. Nævnet lagde vægt på, at virksomheden ikke havde anmodet om dokumentation for fraværet, og at en betydelig del af fraværet skyldtes kendte knæproblemer, som virksomheden var oplyst om ved ansættelsen.

Nævnet bemærkede også, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at lærlingens faglige niveau var utilstrækkeligt. Virksomheden blev derfor pålagt at betale den krævede godtgørelse på 53.000 kr. til lærlingen.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på Tvistighedsnævnets afgørelse af 17. december 2024 i sag nr. 15.2024.

DI's råd

Afgørelsen understreger vigtigheden af at indhente tilstrækkelig dokumentation ved sygefravær og at overveje alternative løsninger som forlængelse af uddannelsesaftalen, før en opsigelse overvejes.

Virksomheder bør sikre, at sygefravær håndteres korrekt, og at der foreligger dokumentation, hvis fraværet skal bruges som grundlag for en opsigelse. 

Det anbefales at læse DI’s vejledninger og kontakte DI for rådgivning i lignende sager.

Læs mere om Sygefraværssamtaler og dokumentation - klik her for rådgivning - DI

Læs mere om indgåelse og ophævelse af Uddannelsesaftaler 

Læs mere om Opsigelse - rådgivning, beregnere og skabelon - Dansk Industri - DI

Læs mere om Lærlinge og elever - rådgivning til virksomheder, der tager ansvar for uddannelse - DI

Skabeloner

Skabeloner til sygefravær og dokumentation

Hent

Relateret indhold