05.09.25 Tækkelauget Nyheder

Brevkassen: Hvornår har en medarbejder, der bliver syg i ferien, ret til erstatningsferie?

DI modtager jævnligt spørgsmål fra virksomheder, som er i tvivl om, hvornår en medarbejder, der bliver syg under sin ferie, har ret til erstatningsferie.

Ved sygdom i forbindelse med ferie er det vigtigt at være opmærksom på, at reglerne afhænger af, om medarbejderen bliver syg, før ferien starter, eller efter medarbejderen har begyndt sin ferie.  

En medarbejders ferie starter ved normal arbejdstids begyndelse på medarbejderens første feriedag. Det betyder, at hvis en medarbejder, der arbejder mandag til fredag, holder en uges ferie, begynder medarbejderens ferie ved normal arbejdstids begyndelse mandag morgen.

Hvis medarbejderen er blevet syg i weekenden, er medarbejderen derfor blevet syg, før ferien starter. Hvis medarbejderen derimod bliver syg om tirsdagen, er medarbejderen blevet syg i ferien.

Syg inden ferien starter

En medarbejder, der bliver syg, inden ferien starter, har ikke pligt til at påbegynde sin ferie. Det betyder, at medarbejderen som udgangspunkt ikke holder ferien som planlagte, men i stedet kan holde ferien på et senere tidspunkt.

Medarbejderen skal blot anmelde sin sygdom efter de regler, der gælder for anmeldelse af sygdom i virksomheden.

Medarbejderen skal ligeledes dokumentere sygdommen ved f.eks. en lægeerklæring, hvis virksomheden kræver det, og virksomheden skal betale for lægeerklæringen, hvis en sådan kræves.

Syg under ferien

En medarbejder, der bliver syg, efter at ferien er startet, har først ret til erstatningsferie fra den 6. sygedag. Det betyder i praksis, at medarbejderen fortsætter med at afvikle ferie i 5 dage efter at være blevet syg. Først herefter overgår medarbejderen til almindelig sygdom med sygeløn eller sygedagpenge.

De fem dage, hvor medarbejderen fortsætter med at afvikle ferie på trods af sin sygdom, kaldes karensdage.

Karensdage fordelt på flere ferieperioder

De fem karensdage kan godt være fordelt over flere ferieperioder i løbet af ferieafholdelsesperioden. 

Dette betyder, at en medarbejder, der for eksempel har været syg i tre dage i en ferieperiode og seks dage i en efterfølgende ferieperiode, har ret til erstatningsferie for fire feriedage for den sidste sygeperiode.  

Medarbejderen skal anmelde sin sygdom efter virksomhedens almindelige regler, og karensdagene tæller først fra det tidspunkt, hvor medarbejderen melder sig syg til virksomheden.

Medarbejderen skal dokumentere sygdommen med en lægeerklæring. Dette gælder også, selv om medarbejderen er på ferie i udlandet. Det er medarbejderen selv, der skal betale for lægeerklæringen. 

Antal karensdage afhænger af optjent ferie hos virksomheden

Antallet af karensdage, som medarbejderen skal afvikle for at få ret til erstatningsferie, afhænger af ansættelsens længde i virksomheden i det aktuelle ferieår.

En medarbejderen, der har optjent mindre end 25 dages ferie, har tilsvarende færre karensdage. Det betyder, at en medarbejder, der har optjent 20 dages ferie, vil have ret til erstatningsferie efter fire sygedage.

Hvis medarbejderen fratræder eller tiltræder i løbet af ferieåret og derfor ikke optjener ret til 25 dages betalt ferie hos virksomheden, skal der laves en forholdsmæssig beregning af karensdagene.

Hvis antallet af karensdage ikke giver et helt antal dage, skal antallet af dage nedrundes til et helt tal.

Eksempel 1

Hvis en medarbejder bliver ansat 1. januar og bliver syg i 5 dage i sin sommerferie, vil medarbejderen kunne nå at optjene ferie i 8 måneder. Det svarer til 16,64 feriedage.

Medarbejderen ville derfor skulle holde 3 karensdage, før retten til erstatningsferie indtræder (16,64/5=3,33).

Eksempel 2

Hvis en medarbejder er ansat den 1. september og har 5 sygedage under en ferie i december, men efterfølgende opsiger sin stilling til fratræden den 31. januar, vil medarbejderen have optjent 10,4 feriedage hos virksomheden.

Medarbejderen skulle derfor kunne have haft 2 karensdage inden retten til erstatningsferie indtrådte (10,4/5=2,08 karensdage).

Virksomheden skal derfor efterbetale de 3 dages ferie, som medarbejderen har holdt for meget.

Erstatningsferie holdes på et senere tidspunkt

Den erstatningsferie, som medarbejderen får ret til, holdes enten i forlængelse af, at medarbejderen er blevet rask eller på et senere tidspunkt.

Læs mere om Ferie - rådgivning til arbejdsgivere - klik her - DI

Læs mere om Sygdom - rådgivning om medarbejdernes sygefravær til arbejdsgivere - DI

Relateret indhold