01.10.25 Tækkelauget Nyheder

Hvordan påvirker de nye klimakrav tækkebranchen?

Nye klimakrav stiller tækkebranchen over for store spørgsmål og nye muligheder. Hvordan skal tækkere forholde sig til LCA’er, EPD’er og CO2-regnskaber – og hvad betyder de kommende regler for både nybyggeri og renovering? Få svarene og konkrete eksempler på årets Tækkeseminar, hvor Emily Helsengreen fra Transition ApS guider os igennem de nye krav.

I sommers trådte de nye, skærpede klimakrav for nybyggeri i kraft, og vi mangler endnu at forstå det fulde omfang af, hvordan det kommer til at påvirke tækkebranchen. Det er naturligt at stille sig selv spørgsmål om hvorvidt det overhovedet kommer til at påvirke ens egen forretning og hverdag, for det kan umiddelbart virke abstrakt, når det endnu ikke er præciseret og konkretiseret. Dertil kommer, at der som altid vil være en implementeringsperiode. hvor nye arbejdsgange og rutiner skal finde sit leje. Samtidig ser vi frem mod nye skærpede krav til renoveringer, som træder i kraft i 2028. Reglerne kommer altså således også til at omfatte eksisterende byggeri på sigt.

Så hvad betyder klimakravene for tækkebranchen? Skal alle tækkere lave LCA’er nu? Gør det overhovedet en forskel? Hvordan påvirker tækkerens materialevalg CO2 forbrug for byggepladsen? Kan transporten af vores materialer gøre os ukonkurrencedygtige, hvis vi ikke tænker os om? Hvad skal branchen og den enkelte tækker kunne levere af data? Er EPD’er nu også nødvendige?

Spørgsmålene til hvad vi må og skal gøre, er mange.

Derfor har Tækkelauget valgt at invitere Emily Helsengreen fra Transition ApS, til at præsentere os for de nye krav ved årets Tækkeseminar d. 16-17 januar 2026. Transition ApS er en rådgivningsvirksomhed der understøtter transitionen til cirkulære løsninger gennem tekniske screeninger, dataanalyser og kommunikation. Hun vil komme med konkrete beregninger og eksempler på, hvad vi skal gøre som tækkere for at leve op til de nye krav, og hun vil hjælpe os med at svare på de mange spørgsmål vi har i branchen.

Vi glæder os til at se jer til Tækkeseminaret og sammen blive klogere på klimakrav ved nybyggeri.

 

 

Skrevet af:

Skrevet af Thomas Guld

Relateret indhold