23.07.24 AKT Nyheder

Forståelsesaftale om indplacering på anciennitetstrin i AKT-Landsoverenskomsten

DI/AKT og 3F Transport har indgået en forståelsesaftale til AKT-Landsoverenskomsten om anciennitetstillæg.

Overenskomstparterne har indgået en forståelsesaftale i forlængelse af, at der blev rejst to faglige voldgifter om forståelsen af reglerne om anciennitetstillæg i Landsoverenskomst for rutebilkørsel i Provinsen (Landsoverenskomsten):

a. Anciennitetstillæg til reservechauffører.

b. Indplacering af chauffører et anciennitetstrin lavere, når chaufføren kommer fra en anden arbejdsgiver.

Forståelsesaftale præciserer forståelsen af reglerne om anciennitetstillæg i § 5, stk. 1 i Landsoverenskomsten. Aftalen vedrører fire emner:

1.      Anciennitetstillæg til reservechauffører og deltidsansatte

2.        Dokumenteret forudgående beskæftigelse

3.        Forældelse

4.        Indplacering ved nyansættelse.

Ad 1 - Anciennitetstillæg til reservechauffører og deltidsansatte

Det fremgår i dag af Landsoverenskomstens § 5, stk. 1, at uge/månedslønnede chauffører, der har været beskæftiget ved rutebilkørsel eller anden kørsel, skal have anciennitetstillæg efter henholdsvis 1, 3, 5, 7 og 9 år.

Med forståelsesaftalen er det aftalt, at  timelønnede reservechauffører og deltidsansatte også har krav på anciennitetstillæg. For reservechauffører gælder særligt, at de skal opfylde et mindstekrav til præsterede timer for at optjene anciennitet, da en reservechauffør kan have en ansættelseskontrakt hos en arbejdsgiver uden at udføre arbejde. For at optjene ret til anciennitetstillæg er det således et krav, at en reservechauffør har arbejdet hvad der svarer til én vagt om ugen i 44 uger over 12 på hinanden følgende måneder, jf. nærmere nedenfor. For deltidsansatte er der ikke samme behov for at fastsætte et mindstekrav for at optjene ret til anciennitetstillæg, da Landsoverenskomsten allerede fastslår, at en deltidsansættelse skal udgøre mindst 15 timer ugentligt.  

Ad 2 - Krav til dokumenteret forudgående beskæftigelse og forældelsesfrist: 

Det præciseres i forståelsesaftalen, at det er chaufføren, der har pligten til at dokumentere, at chaufføren har krav på at blive indplaceret på et anciennitetstrin ved ansættelsen.

Krav til uge/månedslønnet:

Dokumentation for forudgående beskæftigelse som uge/månedslønnet og deltidsansat kan ske ved fremvisning af ansættelseskontrakt, lønsedler fra tidligere ansættelse, udskrift fra ATP, pensionsoplysninger eller lignende.

Krav til reservechauffører: 

Dokumentation for forudgående beskæftigelse som timelønnet reservechauffør kan ske ved fremvisning af samme dokumentationskilder som for månedslønnede, dog kan en ansættelseskontrakt ikke stå alene, da reservechaufføren for at optjene ret til anciennitetstillæg skal dokumentere, at chaufføren har arbejdet som rutebil/bybuschauffør i mindst 7,4 timer om ugen i gennemsnit over 44 uger inden for en periode på 12 på hinanden følgende måneder.

Ad 3 - Forældelsesfrist

Med forståelsesaftalen indføres der som noget nyt en forældelsesfrist, således chaufføren optjener anciennitet fra 1. ansættelsesdag hos ny arbejdsgiver, men først har krav på udbetaling af anciennitetstillæg fra den dag, hvor chaufføren dokumenterer forudgående beskæftigelse, der berettiger til indplacering på et anciennitetstrin.

Af 4 - Indplacering

Det præciseres i forståelsesaftalen, at chaufføren ved ansættelse hos en ny arbejdsgiver altid indplaceres et anciennitetstrin lavere, end det anciennitetstrin chaufføren havde opnået hos sin tidligere arbejdsgiver. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om en genansættelse af chaufføren inden for 12 måneder efter arbejdsgiver har opsagt chaufføren, jf. § 5, stk. 3, i Landsoverenskomsten.

Ikrafttræden af forståelsesaftalen

Forståelsesaftale træder i kraft den 1. august. 

Der er enighed om, at der ikke kan rejses sager om aftalens fortolkningsspørgsmål for perioden før aftalens ikrafttræden den 1. august 2024, herunder om betaling af anciennitetstillæg til reservechauffører og deltidsansatte samt om indplacering et anciennitetstrin lavere ved ansættelse hos ny arbejdsgiver.

Der er enighed om, at ordlyden i § 5, stk. 1, i Landsoverenskomsten ændres ved redigeringen af overenskomsten ved OK2025, således at ovenstående fortolkninger tydeliggøres.

Tag endelig fat i sekretariatet, hvis I har spørgsmål til aftalen.

Overenskomster

Protokollat om forståelse af indplacering på anciennitetstrin

Download