05.03.26 AKT Nyheder

Medarbejderne sikres bedre ved tab af erhvervsevne

Den 1. maj går PensionDanmark i luften med et nyt forsikringsprodukt, som dækker ved tab af erhvervsevne.

Forsikringen omfatter medarbejdere med pensionsordning i PensionDanmark, der har en årsløn på mere end 418.000 kr. om året. Baggrunden for forsikringen ved tab af erhvervsevne (TAE) er, at disse medarbejdere – med deres nuværende forsikring i PensionDanmark – vil opleve en større nedgang i indkomsten, hvis de bliver syge og ikke kan arbejde. Derfor bliver de nu omfattet af en forsikring, som dækker 70 pct. af den pensionsgivende løn ved tab af erhvervsevne. Forsikringen dækker efter tre måneders offentlig ydelse – fra sygedagpengeforløb, jobafklaringsforløb, fleksjob til eventuel førtids- eller seniorpension. Prisen er 1,8 pct. af årslønnen.

Medarbejdere, som tjener under 418.000 kr. – og som derfor ikke er omfattet af TAE-forsikringen – vil være godt dækket med deres nuværende forsikring ved førtids- eller seniorpension plus ydelserne fra det offentlige. PensionDanmark ambition er, at mest muligt af medarbejdernes pensionsindbetalinger skal gå til opsparing, og derfor skal de ikke betale for mere, end de har brug for.

Tovholdere skal hjælpe medarbejderne

Foruden den økonomiske sikkerhed giver produktet mulighed for en tværfaglig sundhedsindsats, som skal hjælpe medarbejdere, som oplever kortere eller længerevarende sygdom, tilbage til arbejdet. Her tager en personligt tilknyttet tovholder fra PensionDanmark hånd om den enkelte medarbejder gennem hele forløbet. 

Tovholderne koordinerer den helhedsorienterede og tværfaglige indsats og sikrer, at alle relevante parter – fx psykologer, fysioterapeuter og andre sundhedsfaglige specialister – arbejder sammen om den bedste løsning, så medarbejderen kan vende tilbage til selvforsørgelse og et godt arbejdsliv.

Hvordan får medarbejderen den nye forsikring?

PensionDanmark tjekker løbende – ud fra medarbejdernes lønoplysninger – om TAE-forsikringen er relevant for den enkelte medarbejder. Er det tilfældet, sendes et brev til medarbejderne i mit.dk med information om, at de nu er omfattet af forsikringen. Ønsker medarbejderne ikke at være omfattet, kan de takke nej tak via et link til PensionDanmarks hjemmeside pension.dk.

I skal som virksomhed ikke gøre noget. Lønoplysningerne for den enkelte tager udgangspunkt i jeres pensionsindbetalinger. Som virksomhed kan I også vælge at betale prisen for TAE-forsikringen for de af jeres medarbejdere, der tjener over 418.000 kr.

Hvordan får medarbejderne besked?

I løbet af marts og april udsender PensionDanmark et brev til de medarbejdere, der er omfattet af det nye forsikringsprodukt.

I vil derfor kunne opleve at få spørgsmål om TAE-forsikringen i jeres dialog med medarbejderne. Anbefalingen fra PensionDanmark er at hjælpe medarbejderne videre til PensionDanmarks medlemsrådgivning, som er klar til at hjælpe. Medlemsrådgivningen kan kontaktes på 7012 1330 alle hverdage kl. 8-18 (onsdage kl. 9.15-18).