Pensionsordningen i PensionDanmark
Chauffører inden for den kollektive bustrafik, som er omfattet af AKT’s overenskomster med 3F Transport, har pensionsordning i PensionDanmark.
Ordningen indeholder både opsparing til medarbejdernes alderdom, en række forsikringer samt en sundhedsordning. På den måde er pensionsordningen med til at sikre medarbejderne økonomisk tryghed – både mens de arbejder, og når de går på pension. Forsikringerne sikrer medarbejderne og deres familier ved førtidspension, fleksjob, ressourceforløb, kritisk sygdom eller død. Læs mere på www.pension.dk/virksomhed/ordninger.
Elever, der endnu ikke er omfattet af pensionsordningen i PensionDanmark, er omfattet af en forsikringspakke. Det er vigtigt, at man som virksomhed indberetter og indbetaler til forsikringspakken. Ellers kan det blive dyrt, da virksomheden skal erstatte den manglende forsikring, hvis en elev kommer galt af sted og fx ender på førtidspension.
Læs mere på www.pension.dk/virksomhed/indbetal, hvor der er information om relevante overenskomstkoder, priser og regler for, hvornår der skal indberettes.
PensionDanmark Sundhedsordning
Medarbejdere med pension i PensionDanmark (herunder elever) har typisk også en sundhedsordning, der gælder fra første ansættelsesdag. Sundhedsordningen giver bl.a. adgang til behandlinger hos en fysioterapeut, kiropraktor, massør eller zoneterapeut, hvis medarbejderne har problemer i led, muskler og sener. På den måde kan ordningen være med til at forebygge, at mindre gener udvikler sig til mere alvorlige skader og eventuelt længerevarende sygefravær.
I sundhedsordningen er der også et sundhedsteam, hvor virksomheden kan få telefonisk hjælp. Det kan fx være rådgivning om, hvordan man kan håndtere sygemeldte medarbejdere, eller medarbejdere der ofte er syge. Medarbejderen skal blot være omfattet af sundhedsordningen via sin pensionsordning i PensionDanmark.
Medarbejderne kan også selv ringe og få hjælp hos sundhedsteamet, der spørger ind til deres problemer og hjælper dem videre til den rigtige behandling.
Medarbejderne kan også bruge sundhedsordningen, hvis de fx har problemer med stress eller alkohol. Eller hvis de har brug for en hurtig diagnose på, hvad de fejler.
Ring på 7012 1335 alle hverdage kl. 8-21. Læs mere om PensionDanmarks sundhedsordning på www.pension.dk/virksomhed/sundhed.
Ring til PensionDanmark
Har man spørgsmål, er man altid velkommen til at ringe til PensionDanmarks virksomhedsrådgivning på tlf. 7012 1340 alle hverdage kl. 8-21.