16.01.26 Aluminium Danmark Nyheder

Vi siger velkommen til Nymark & Fogh Teknik ApS

Aluminium Danmark styrker fællesskabet yderligere, nu hvor Nymark & Fogh Teknik ApS pr. 1. januar 2026 er trådt ind i foreningen. For dem er det især vigtigt, at vi retter en indsats mod manglen på kvalificeret arbejdskraft.

Aluminium Danmark styrker fællesskabet yderligere, nu hvor Nymark & Fogh Teknik ApS pr. 1. januar 2026 er trådt ind i foreningen.

Den Grenaa‑baserede virksomhed har gennem mere end 30 år markeret sig som en kompetent og innovativ samarbejdspartner inden for spåntagende aluminiumbearbejdning lige fra avancerede prototyper til serieproduktion i høj kvalitet.

Nymark & Fogh Teknik er en ordreproducerende maskinfabrik med stærke rødder i præcisionsbearbejdning på moderne CNC‑maskiner. Virksomheden tilbyder komplette totalløsninger, herunder rådgivning, afkortning, måleteknik, glasblæsning, svejs, overfladebehandling, slutmontage og lagerhåndtering.

I takt med industriens stigende krav til præcision, fleksibilitet og sporbarhed har Nymark & Fogh Teknik udvidet både maskinpark og kompetencer med investeringer i robotceller og avancerede dreje- og fræsecentre. Virksomheden leverer i dag komponenter til blandt andet medico-, elektronik-, energi-, forsvars- og robotindustrien.

Som så mange andre i denne tid, oplever Nymark & Fogh Teknik ApS især én udfordring, nemlig at finde nok veluddannet arbejdskraft. Det er en af årsagerne til, at de nu har meldt sig ind i Aluminium Danmark.

“Det er en stor udfordring at få de rigtige folk i tilstrækkeligt omfang. Årligt forsvinder der netto 700 medarbejdere fra faget. Den trend skal vendes, uddannelsen til industriteknik og arbejdet med aluminium skal gøres populær igen,” siger Søren Nymark, CEO og medejer af Nymark & Fogh Teknik ApS.

Med medlemskabet bliver Nymark & Fogh Teknik en del af vores voksende netværk af danske aluminiumvirksomheder, som sammen arbejder for stærkere rammevilkår, videndeling og synlighed.

Relateret indhold