Salgsdirektør Jakob Jespersen, Alumeco A/S

24.11.25 ALU Nyheder

Vi siger farvel til ét bestyrelsesmedlem og velkommen til et nyt

Efter mange års indsats træder Jakob Jespersen ud af bestyrelsen i Aluminium Danmark. Han har været en central drivkraft bag foreningens udvikling. Nu byder vi velkommen til John Hansen fra Alumeco, der vil fortsætte arbejdet med bæredygtighed og skabe værdi for medlemmerne.

Den 19. november blev der afholdt bestyrelsesmøde i Aluminium Danmark. Her takkede et mangeårigt medlem af bestyrelsen af efter mange års engagement.

Jakob Jespersen fra Alumeco træder ud

Salgsdirektør Jakob Jespersen fra Alumeco har været medlem af Aluminium Danmarks bestyrelse siden 2008 og bestyrelsesleder fra 2017 i seks år. Han har blandt andet været med til sammenlægningen med Alufacadesektionen, som har gjort Aluminium Danmark til den store forening, den er i dag.

Jakob træder til side for at give plads til yngre kræfter og siger selv om den opgave, foreningen står overfor:

”Nu skal fokus rettes mod bæredygtighed. Det er noget, vi i industrien for et genanvendeligt metal som aluminium kun kan være tilfredse med. Der kan sommetider følge rigeligt med bureaukrati med, så det er her, foreningen skal påvirke og hjælpe medlemmerne med processen.”

Bestyrelsen takker Jakob Jespersen for hans store arbejde og lederskab gennem årene. Han har været med til at gøre foreningen væsentligt stærkere – til glæde for medlemmerne.

John Hansen fra Alumeco træder til

Bestyrelsen har frem til næste generalforsamling suppleret sig selv med produktchef John Hansen fra Alumeco. Han har arbejdet i virksomheden i over 20 år og har oparbejdet et betydeligt kendskab til aluminiumsindustrien og dens mange aktører.

Om arbejdet i bestyrelsen siger John Hansen:

”Vi skal fortsat have fokus på bæredygtighed og hjælpe vores medlemmer med at blive endnu bedre på det område. Og så skal foreningen have værdifulde aktiviteter målrettet medlemmerne og arbejde på at nedbringe ressourcekrævende bureaukrati – som for eksempel CBAM.”

John bor i Odense og er en aktiv sportsmand, der blandt andet dyrker cykling, styrketræning og veteranbadminton. Bestyrelsen glæder sig over at kunne byde ham velkommen og ser frem til, at han bliver en del af det store arbejde med at skabe gode tilbud og arrangementer for medlemmerne i 2026.

Relateret indhold