Kvasir Technologies

Bæredygtig bioolie kan accelerere den grønne omstilling i skibsfarten.

Kvasir Technologies er en succesfuld startup, som blev etableret i 2018 og har sine rødder i forskningsmiljøet på DTU. I dag har virksomheden mere end 20 ansatte og er godt på vej til at sætte tempo på den grønne omstilling af skibsfarten.  

Kvasir Technologies har udviklet en banebrydende teknologi til fremstilling af bæredygtig bioolie, der kan erstatte fossil olie 1:1 i eksisterende skibsmotorer, uden at der skal ændres på motorerne. Kvasir Technologies arbejder under sloganet ”Change the fuel – not the engine”. 

Udover skibsfarten, som Kvasir Technologies oprindeligt har fokuseret på, er virksomheden ligeledes i gang med at afprøve sin teknologi til at udvikle bæredygtige flybrændstoffer, som kan anvendes i eksisterende flymotorer.

Den bæredygtige olie produceres ved at omdanne lignocellulose fra ikke-spiselig restbiomasse (halm, træflis, nøddeskaller etc.) i en simpel proces. Teknologien kan gøre brug af mange forskellige typer af biomasse, som gør produktionen fleksibel, gør det muligt at optimere værdikæden og agere globalt.

Det er afgørende, at den anvendte biomasse er bæredygtig og følger EU-direktivet om vedvarende energi og advanced biofuels. Derudover regner Kvasir Technologies ikke alene med at skulle producere alt bioolien selv, men ser også muligheder for at sælge teknologien på licens eller indgå joint ventures, så teknologien kan blive udnyttet og bioolien produceret rundt i hele verden.  

Biobrændstoffer kan allerede i dag produceres og erstatte fossile brændstoffer, men mængderne er meget små som følge af få brugbare biomasser til de eksisterende teknologier. Fremtidige nye innovative teknologier inden for Bio-to-X, som Kvasir Technologies’ bioolie, er i rivende udvikling og forventes i de nærmeste år at modnes hurtigt og være klar til yderligere opskalering af biobrændstofproduktionen.

Kvasir Technologies er i gang med et afslutte konstruktionen af et demonstrationsanlæg overfor raffinaderiet Crossbridge Energy i Fredericia, som skal teste de tekniske løsninger med henblik på at fremskynde skalering og kommercialisering.

Løsningen fra Kvasir Technologies vil få stor betydning for de sektorer, som har svært ved at omstille sig, herunder skibs- og flytrafikken, som i dag udleder store mængder af CO2. Kvasir Technologies’ bioolie gør det muligt udelukkende at udskifte brændstoffet frem for motorteknologien, hvilket kan lette overgangen for disse sektorer og imødegå klimaudfordringerne i sektoren.     

Relateret indhold