Ørsted
Bæredygtig træbiomasse på Ørsteds kraftvarmeværker.
Ørsteds kraftvarmeværker udgør en stor del af Danmarks energiforsyning og leverer hvert år fjernvarme til ca. 25 pct. af Danmarks husstande samt strøm og systemydelser til det danske elnet.
I løbet af de seneste år har Ørsted udfaset brugen af fossile brændsler på sine kraftværker og erstattet det med bæredygtig træbiomasse og halm.
Ørsted bruger udelukkende certificeret bæredygtig biomasse, som flis, træpiller og halm, til at producere bioenergi. Biomassen består af restprodukter fra landbrug, skovbrug og savværker og stammer fra de dele af træet, der ikke efterspørges til andre produkter. Biomassen kommer udelukkende fra bæredygtigt forvaltede skove, hvor der stilles særlige krav til genplantning, økosystemer, biodiversitet og CO2-regnskab. Ørsted bruger internationale certificeringsordninger til at sikre, at dette overholdes.
Ørsted har ni kraftvarmeværker. Et af dem er Asnæsværket, som ligger ved Kalundborg Fjord. I 2020 blev der opført en ny træflisfyret blok, som i dag leverer fjernvarme og el fra træflis. Værket leverer også procesdamp til omkring liggende virksomheder, og Asnæsværket er en del af partnerskabet Kalundborg Symbiose, som er en industrisymbiose med offentlige og private virksomheder. Asnæsværket leverer varme til ca. 37.000 husstande i lokalområdet og elektricitet til ca. 24.000 husstandes forbrug.
Dertil er Ørsted ved at bygge Danmarks første CO2-fangstprojekt på Asnæsværket og Avedøreværket, der fra 2026 vil fange 430.000 ton CO2 årligt.