Der var god tilslutning til Brolæggerlaugets generalforsamling 2023 på Hvedholm Slot.

Mikael Mortensen
17.05.23 Brolæggerlauget Nyheder

Brolæggerlauget fastholder medlemstallet

På årets generalforsamling i Brolæggerlauget under DI Byggeri konstaterede oldermanden, at brancheforeningen står styrket med nye brolægningsfirmaer, som ønsker medlemskab i den traditionsrige forening med 137 år på bagen.

Brolæggerlauget afholdte den 12. maj 2023 foreningens årlige generalforsamling på Hvedholm Slot ved Faaborg. Her kunne Oldermand Claus Johnsen under formandsberetningen fremhæve, at laugets aktiviteter igen er kommet godt i gang efter flere års corona-stilstand.

– Vi er i hele branchen kendt for, at laugets medlemmer er fagligt stærke med vores erfaringer og viden indenfor belægninger, fortalte oldermanden. Derfor deltager Brolæggerlauget også i Vejdirektoratets kommende udvalgsarbejde, hvor de nye vejregler skal understøttes af en helt ny håndbog om brolægning. Her skal dimensioneringsreglerne suppleres med anvisninger for, hvordan belægningerne sikres bedst muligt for vridende bevægelser samt accelerations- og bremsekræfter.

– Det arbejde vil lauget deltage aktivt i, ligesom vi fortsat vil følge Fugegruppens arbejde med at teste nye fugematerialer, som tager udgangspunkt i holdbare og vedligeholdelsesvenlige genbrugsmaterialer, oplyste oldermanden, og fortsatte:

– Vi er glade for, at myndighederne ser Brolæggerlauget som en seriøs samarbejdspartner, og at vi kan igen se frem mod nogle travle år, hvor standarder og vejledninger forbedres yderligere til gavn for både bygherrerne og brugerne af den danske infrastruktur.

Brolæggermester Bjørn Nordstrøm fra Dansk Kvalitets Brolægning ApS blev valgt som suppleant.

Foto: Mikael Mortensen

Generalforsamlingen vedtog derefter en vedtægtsændring, så der fremover kan vælge en suppleant til bestyrelsen. Og straks derefter blev brolæggermester Bjørn Nordstrøm fra det sydsjællandske laugsfirma Dansk Kvalitets Brolægning ApS i Stensved valgt som laugets første suppleant.

– Bjørn Nordstrøm er udlært brolægger, og hans svendestykke blev i sin tid belønnet med bronzemedalje, fortæller oldermand Claus Johnsen og slutter: - Vi ser frem til, at Bjørn med sin store erfaring og faglige ekspertise tilfører endnu mere kvalitet til bestyrelsens arbejde.

Fakta

Brolæggerlauget blev i sin nuværende form stiftet i 1886, men har rødder tilbage fra 1600-tallet. Foreningens medlemmer er større brolægger- og anlægsentreprenørvirksomheder fra hele landet, og har i dag sekretariat i DI Byggeri i København. Laugets medlemmer udfører kvalitetsrigtig brolægnings- og belægningsarbejder med udgangspunkt i standarden DS 1136.

Kontakt

Oldermand Claus Johnsen på tlf. 4011 0808

Chefkonsulent Lenette Møller Jensen på tlf. 3377 3636

Skrevet af:

Mikael Mortensen

Relateret indhold