Ekstraordinært højt niveau på brolæggeruddannelsen
Seks nye brolæggersvende fejrede foråret og færdig uddannelse med flotte svendeprøver og festlig diplomoverrækkelse i brolæggerhallen i Glostrup fyldt med familie og kolleger.
Festlighederne ved afslutningen på brolæggeruddannelsen antog nye dimensioner i foråret 2025, hvor landets første kvindelige brolæggersvend i mange år, Ella Stevens Andreasen, modtog sit svendebrev sammen med fem dygtige holdkammerater på NEXT Uddannelser København. Der blev desuden uddelt både ros, bronze- og sølvmedalje til halvdelen af holdet, og de mange fremmødte fik taget til at løfte sig med høje hurraråb og konfetti.
- Som nyudlærte brolæggersvende skal I huske, at vejen til succes sjældent er en lige linje. Der kan være bump og udfordringer, men også muligheder og læring undervejs. Husk derfor at bevare nysgerrigheden og åbenheden, sagde oldermanden fra Brolæggerlauget i DI Byggeri, Claus Johnsen, og overrakte derefter svendebrevene til de seks glade og stolte brolæggersvende.
Faglærte brolæggere er en mangelvare
Overalt i landet efterlyser brolæggerfirmaerne mere arbejdskraft, så selvom branchen stadig er meget mandsdomineret, var det godt at se en nyuddannet kvindelig brolægger. Dem er der meget få af i hele landet, hvor der i Brolæggerlaugets mangeårige historie kun er uddannet fire kvinder siden 1600-tallet.
- Jeg er klar over, at det er et opsigtsvækkende valg, jeg har taget, fortæller nyudlærte Ella Stevens Andreasen, og fortsætter:
- Men jeg synes nu ikke selv, at det er så specielt. Jeg har det dog sådan – måske fordi jeg er kvinde – at belægningen skal være helt fin og stå lige præcist, som jeg vil have det, før jeg er tilfreds, slutter Ella, mens engagement og akkuratesse stråler ud af øjnene.
Kontakt
Oldermand Claus Johnsen på tlf. 4011 0808
Konsulent Mikael Mortensen på tlf. 3016 3799

Første kvindelige brolæggersvend i mange år, Ella Stevens Andreasen, lykønskes af oldermand Claus Johnsen.

Første udlærte brolæggersvend, Nicklas Elimar Olsen, fra det unge laugsfirma Rysgaard hædres med bronzemedalje.
Om uddannelsen
Man kan blive brolægger på fire skoler i Danmark, nemlig NEXT Uddannelser København, Learnmark Horsens, Aarhus Tech og Roskilde Tekniske Skole. Uddannelsen tager godt tre år, hvor man veksler mellem skoleophold og læreplads i en brolægningsvirksomhed. Bagefter er det muligt at læse videre til fx bygningskonstruktør.