20.10.25 Brolæggerlauget Nyheder

Tre flotte projekter er nomineret til Brolæggerprisen 2025

Brolæggerlauget i DI Byggeri har til årets brolæggerpris indstillet tre belægningsprojekter, som med hver deres formål har skabt nye, smukke belægninger i både øst og vest.

De tre nominerede belægningsarbejder til Brolæggerprisen 2025 er:

  • Belægningerne ved vikingemuseet Kongernes Jelling nordvest for Vejle. Projektet er indstillet af Keld Olsen, og Ribe Brolægning er involveret som udførende
  • Broløkke Herregård på Langeland, indstillet af Michael Haugaard, som også er udførende i firmaet Sallingelunde Brolægning.
  • Hillerød Midtby - separatkloakering af byens vand samt byfornyelse i Slotsgade og Køies Bugt. Hillerød Kommune indstilles af P.P. Brolægning, som også er udførende firma.

Ny belægning binder fortid og nutid sammen ved Kongernes Jelling

Området omkring Nationalmuseets oplevelsescenter i Jelling har fået nye granitbelægninger og stiforløb, der forbinder monumenterne med byen i et samlet landskabsudtryk.

Vejle Kommune har i perioden 2023-2024 stået i spidsen for en omfattende fornyelse af veje, stier og pladser omkring Kongernes Jelling. Projektet har haft til formål at styrke tilgængeligheden og skabe en helhedsoplevelse, hvor materialer og formsprog respekterer det historiske miljø omkring de verdensberømte gravhøje og runesten.

Hvor der tidligere lå asfalt og fliser, er der nu udført naturstensbelægninger i granit, der sammen med grønne flader og ny beplantning giver området et mere roligt og tidløst præg. Landskabet er tilrettelagt, så det danner en lav, sammenhængende timiansteppe — en bunddækkende beplantning, som forbinder monumentområdet med museets udearealer og understøtter det arkæologiske formsprog.

Belægningerne ved vikingemuseet Kongernes Jelling nordvest for Vejle.

Foto: Brolæggerlauget

Bygherre er Vejle Kommune. Projektet er tegnet af Kristine Jensens Tegnestue i samarbejde med kunstneren Ingvar Cronhammar, mens Keld Olsen, Rambøll,   har været rådgivende ingeniør. Udførelsen er sket som hovedentreprise ved OKNygaard A/S med Ribe Brolægning som en af de udførende virksomheder.

Med de nye belægninger fremstår Jelling i dag som et samlet kulturlandskab, hvor nutidens håndværk og fortidens fortællinger mødes i sten, græs og granit – et anlæg, der på én gang styrker formidlingen og skaber et smukt, robust byrum omkring kongernes monumenter.

Brosten og balance på Broløkke Herregård

Omkring gårdrummene på Langelands nyrenoverede herregård er der anlagt nye belægninger i granit, der spiller sammen med de historiske facader og det moderniserede anlæg.

Broløkke Herregård er de seneste år forvandlet fra stordriftsgård til hotel og oplevelsessted. I samme bevægelse er gårdspladser og adgangsarealer omlagt med nye belægninger, så de bærer både gæsternes trafik og stedets særlige stemning. Der indgår markante mængder natursten i projektet — blandt andet mange meter bordursten og store mængder brosten — hvilket understreger den klassiske materialitet, der klæder de gule længefacader.

Broløkke Herregård på Langeland

Foto: Brolæggerlauget

Resultatet på Broløkke er et helstøbt gårdmiljø, hvor naturstenenes robuste geometri, det renoverede bygningsanlæg og den nye drift som hotel og venue går op i en højere enhed: Belægningen styrer flowet, sætter rytme omkring indgange og trapper og giver herregården en slidstærk, historisk korrekt base at leve videre på. Udførende brolægger var Michael Haugaard fra Sallingelunde Brolægning.

Vand, sten og sammenhæng i Hillerød Midtby

Byfornyelsen i Slotsgade og Køies Bugt forener klimatilpasning med klassisk brolægning og skaber et nyt, robust byrum i hjertet af Hillerød.

Midt i Hillerød – mellem Slotssøen, Slotsgade og Møllestræde – er et omfattende anlægsprojekt gennemført som led i byens klimatilpasning og forskønnelse. Formålet har været at adskille regnvand fra spildevand og samtidig skabe nye, æstetiske byrum, hvor overflader og afvanding spiller naturligt sammen.

Området udnytter terrænets naturlige fald, så regnvand ledes gennem chausséstensrender, linjedræn og vejoverflader videre mod Slotssøen. Resultatet er et byrum, der både fungerer som teknisk løsning og som smukt, klassisk bymiljø.

Hillerød Midtby - separatkloakering af byens vand samt byfornyelse i Slotsgade og Køies Bugt.

Foto: Brolæggerlauget

Belægningerne omfatter næsten 2.900 m² chaussésten, 7.900 m² teglklinker, over 1.100 løbende meter granitkantsten samt bordursten, overgangssten og ledelinjer, der sikrer niveaufri tilgængelighed. Samlet udgør arbejdet en helhed, hvor håndværk og funktion går hånd i hånd.

Bygherre på projektet er Hillerød Kommune, og det er P.P. Brolægning fra Roskilde, som har stået for udførelsen af belægningerne. Projektet viser, hvordan klimatilpasning kan udføres med respekt for byens historiske centrum – og hvordan brolægning, tegl og granit fortsat spiller en central rolle i fremtidens bæredygtige byrum.

Om Brolæggerprisen

Brolæggerlauget i DI Byggeri har siden 1986 uddelt Brolæggerprisen til en bygherre, rådgiver, institution eller kommune, der har vist nytænkning og særlig idérigdom i forbindelse med et eller flere belægningsarbejder.

Ved bedømmelsen i priskomitéen lægges der lige megen vægt på kreativitet, valg af materialer og den håndværksmæssige kvalitet.

Yderligere tæller det også, at bygherren eller de projekterende teknikere har formået at føre kvalificeret tilsyn med arbejdets udførelse og sikret, at større fejl ikke fremtræder i det færdige resultat.

Skrevet af:

Mikael Mortensen

Relateret indhold