Otte nye brolæggersvende klar til branchen
Danmark er blevet otte nye brolæggersvende rigere efter veloverståede svendeprøver i Aarhus, Horsens og Glostrup. To af de nyudlærte, Daniel Graversgaard fra Lomholt Brolægning og Astrid Houlind Riis Mortensen fra MJ Brolægning, bestod svendeprøven med ros.
Ved svendeprøven skulle lærlingene udføre en gadeudmunding i natursten. Det er en krævende opgave, hvor svendene blandt andet skal vise deres evner inden for opmåling, kotering, linjeføring, hugning og præcis sætning af chaussésten og brosten. – Svendestykket stiller store krav til både faglig kunnen og håndværksmæssig præcision. De nye svende har vist, at de mestrer faget, og de fortjener stor anerkendelse for deres indsats, siger oldermand i Brolæggerlauget Claus Johnsen, som lykønskede svendene ved afslutningen i Glostrup.
Her modtog Michael Aksel Hertel fra CG Jensen desuden en chausséstenshammer, sponsoreret af DeWit, som anerkendelse for at være ”Årets fighter”. Prisen blev givet for en særlig vedholdende og engageret indsats gennem uddannelsen og under svendeprøven.
I Horsens blev svendene hyldet af Brolæggerlaugets viceoldermand Bjørn Nordstrøm. – De nyudlærte svende kan være stolte af deres præstation. Branchen har brug for dygtige faglærte, og vi glæder os til at følge dem og se dem udvikle sig videre i brolæggerfaget, siger Bjørn Nordstrøm.
Fra venstre: Nikolaj Helgo Vestergaard Eland, faglærer Jesper Christiansen, Astrid Houlind Riis Mortensen og Zack Kongya Christensen.
Foto: Benjamin Christensen/Learnmark Horsens.Blandt de nye svende er Astrid Houlind Riis Mortensen. Kvinder er fortsat sjældne i brolæggerfaget, og Brolæggerlauget glæder sig derfor særligt over, at endnu en kvinde nu kan kalde sig brolæggersvend.
Nikolaj Helgo Vestergaard Eland blev udlært hos bestyrelsesmedlem i Brolæggerlauget Michael Haugaard i laugsfirmaet Brdr. Hansen Sallingelunde ApS. Viceoldermand Bjørn Nordstrøm (t.h.) lykønsker firmaet med den nye svend.
De otte nye brolæggersvende er:
Aarhus Tech
- Andreas Bang Hellesøe, ML Belægning & Anlæg
Learnmark Horsens
- Nikolaj Helgo Vestergaard Eland, Brdr. Hansen Sallingelunde
- Astrid Houlind Riis Mortensen, MJ Brolægning – bestået med ros
- Zack Kongya Christensen, Arkil
NEXT Uddannelse København, Glostrup
- Mathias Bagge Olsen, Roskilde Brolægning
- Daniel Graversgaard, Lomholt Brolægning – bestået med ros
- Michael Aksel Hertel, CG Jensen – ”Årets fighter”
- Lucas Stenderup Ewald, Dybdal Brolægning
Brolæggerlauget ønsker alle otte svende stort tillykke med svendebrevet og held og lykke med arbejdslivet som faglærte brolæggere.